Pape kaster sig ind i vigtig debat: Er kuren blevet værre end sygdommen?

Foto: Benjamin Rugholm

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen tager bladet fra munden og stiller det svære, men nødvendige, spørgsmål i debatten om coronahåndteringen: er kuren blevet værre end sygdommen?

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

Er ”medicinen” ved at blive farligere end sygdommen selv?

Det spørgsmål stiller Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen i et Facebook-opslag før forhandlinger med regeringen og de øvrige partier i Folketinget om den fortsatte, men stadigt meget langsomme, genåbning af det danske samfund.

Pape vil nu stille spørgsmålet, om kuren mod coronavirus er blevet værre en sygdommen.

– Jeg kender ikke selv svaret på det, men lige nu befinder vi os i en situation, hvor corona-krisen har ændret vores liv. Det har den, fordi det er en alvorlig og smitsom sygdom, som skal bekæmpes.

– Vi må bare aldrig glemme, at andre sygdomme ikke holder pause, fordi vi har corona i samfundet, skriver Søren Pape Poulsen.

Kræftsyge, folkeskoleelever og psykisk syge lider under coronahåndteringen

Pape fremhæver tre konkrete eksempler på de negative konsekvenser af coronahåndteringen:

– Under forårets corona-nedlukning blev der stillet 33 procent færre kræftdiagnoser end normalt, selvom der ikke er færre, der har kræften i kroppen. Det er fakta. Og det får helt katastrofale følger. 

– Et andet eksempel: Et studie viser, at en gennemsnitlig elev i 8. klasse har taget 7,6 kg på, og med overvægt kommer følgesygdomme på sigt. Jeg tror ikke, den vægtstigning kun gælder elever i 8. klasse. Årligt dør 6.000 danskere i forvejen af fysisk inaktivitet.

– Et tredje eksempel ses i psykiatrien, som får markant flere henvendelser om bl.a. spiseforstyrrelser og selvskade, fordi de unge har manglet social kontakt.

Der er behov for beregninger, der viser et “samlet billede”

Den konservative partiformand mener, at det er vigtigt, at vi undersøger disse konsekvenser nærmere.

Derfor kommer han med en kraftig opfordring til regeringen om at få udført beregninger, der kan vise et “samlet billede” af omkostningerne ved coronahåndteringen.

– Vi skal simpelthen stoppe med at se isoleret på corona-sygdommen uden hensyntagen til det hele menneske og samfund, skriver Søren Pape Poulsen.

– Jeg argumenterer altså IKKE for en fuldstændig genåbning, men lad os få beregningerne frem, så vi kan få en åben diskussion om, hvordan og hvor vi vil fokusere vores indsats. Både i bekæmpelsen af corona og i bekæmpelsen af alle andre sygdomme, som også skal indgå i vores overvejelser.

– Medicinen – her tænker jeg på alle restriktionerne – må bare aldrig blive farligere end sygdommen selv. Så har vi tabt, afrunder Pape sit opslag.

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.