Når videnskab forveksles med politik

Når videnskab forveksles med politik

Journalisterne er for dårlige til at sondre mellem, hvad der er forskning, og hvad der er forskernes personlige holdning. Det nyder især venstrefløjen godt af. 
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Hvad er det, videnskaben kræver? En del profiler på klimaområdet er ikke i tvivl.
”Det er aldrig sjovt som politiker at love noget uden at kunne fortælle, hvordan man så vil indfri det. Men vi gør det, fordi det er det, videnskaben kræver,” sagde klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) til Berlingske.
Ifølge Martin Lidegaard (R) kræver videnskaben, at EU bliver til nulemissions-kontinent i 2050. Og ifølge Alternativet kræver videnskaben, at 75-80 procent af olie- og gasreserver skal lades ligge. SF lægger sig i samme spor og har i skrivende stund opfordringen ’Lyt til videnskaben’ på forsiden af sin hjemmeside.
Problemet med alt dette er, at videnskaben ikke kræver noget som helst – og at dette ikke er gået op for tilstrækkeligt mange journalister i deres behandling af stof. Videnskaben kan erklære, hvordan noget er, og den kan anvise veje, fordele og ulemper til at nå et bestemt mål. De fakta, videnskaben fremlægger, kan selvfølgelig være belæg for politiske konklusioner, somme tider oplagte. Men det konkrete mål, uanset hvor fornuftigt det eventuelt måtte være, er i sig selv et politisk krav – ikke et videnskabeligt.
Broens videnskab
Det spøjse er, at journalister og offentlighed udmærket forstår dette – når vel at mærke det drejer sig om de fleste andre politiske områder. Lad os konstatere det med et hypotetisk eksempel, hvor beboerne på en dansk ø gerne vil have en forbindelse til fastlandet. Transportministeren sætter trafikforskere i sving, og de når frem til, at en bro vil være samfundsøkonomisk elendig.
Derfor kan broen selvfølgelig godt bygges alligevel, f.eks. fordi øen ligger i hr. ministerens valgkreds, eller den er nødvendig for at få et støtteparti med i transportforlig. I givet fald ville mange konstatere, at det var en dum idé. Men, og heri består det kritiske, ingen ville jo kalde brobyggeriet for uvidenskabeligt. Eller omvendt, var eksperterne nået frem til, at broen hurtigt tjente sig hjem, ville ingen have skrevet i avisen, at videnskaben kræver en bro. Her er forskellen mellem videnskabeligt arbejde og politisk målsætning nemlig anderledes åbenbar.
Det er først på de moderne politikområder, at dette fravær af sondring bliver et stort problem. Klima var et oplagt sted at starte, men problemet gælder også i forhold til f.eks. kønsforskning, studier af indvandrere m.m. Resultatet er logisk en slagside til venstre, hvis repræsentanter nu kan fremstå som mere videnskabeligt anlagt end modparten. Det gælder ikke kun politiske repræsentanter, men også journalister som Iben Maria Zeuthen, der i ramme alvor vil have fagfæller til at ignorere Pia Kjærsgaards politiske synspunkter som uvidenskabelige.
Hvorfor er der forskel?
Lad os se på, hvad der kan forklare, hvorfor nogle områder er værre ramt af denne sammensovsning af ekspertise og politik. For det første kan der være noget med forskellen på forskere og deres indgangsvinkel til deres forskning.
Både trafikforskeren og kønsforskeren har formentlig valgt deres ekspertiseområder, fordi de finder dem nærværende. Men forskeren, der går op i f.eks. identitetspolitik vil ofte være mere motiveret personligt drevet af at ændre verden et bestemt sted hen. Dertil kommer et spørgsmål om incitamenter. En trafikforsker vil have noget at bidrage med, så længe mennesker skal bevæge sig fra sted til sted. En kønsforsker har intet personligt incitament til at fremlægge data eller fortolkninger, der antyder, at de væsentligste kampe mht. ligestilling for længst er vundet. Det vil jo devaluere hele værdien i, at staten og andre aktører betaler for mere ekspertise på området.
Resultatet af begge faktorer, sammen eller hver for sig, kan være, at forskernes konklusioner bliver sovset sammen med deres videnskabelige arbejde. Under alle omstændigheder så vi et udpræget eksempel på sammenblanding, da Københavns Universitet (i første omgang) kom til at præsentere en tykforsker (!) med ordene ”med sit projekt ønsker Dina at bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund, som undertrykker liv og mennesker”. Hvormed det fremgik – indtil det blev rettet – at den forskningsmæssige konklusion var givet på forhånd, allerede inden Dina Amlunds forskning var påbegyndt.
Vejen er lang  
Det er indlysende meningsløst at bebrejde politikere og andre politiske aktører for at bruge politiske kneb, der virker. Løsningen er naturligvis ikke, at forskere skal holde kæft, eller at journalisterne ikke skal ringe og spørge dem ad. Forskere er frie borgere i samfundet med fuld ret til at udtrykke personlige holdninger, og der er ingen grund til at overtage Iben Maria Zeuthens teknik med modsat fortegn og afskære nogen som helst fra adgang til medierne. Den ene synd skal ikke legitimere den anden.
Journalistens opgave er at minde sig selv og kolleger om noget så grundlæggende som forskellen mellem en ekspertkilde og en partskilde, herunder at den samme person kan optræde i begge roller. Udfordringen her er nok især, hvis ikke kilden selv anerkender forskellen mellem de to, og under alle omstændigheder er det så op til os andre at kritisere, når det ikke er godt nok. Vi har behandlet et tidligere skrækeksempel her.
Dertil kommer naturligvis, at politiseringen af uddannelsessystemet skal kritiseres. Sagen om tykforsker Amlund var skræmmende, men har måske også åbnet øjnene hos nogle. Der er stadig et stykke vej.

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.