I udlandet anbefaler de e-cigaretter – men herhjemme klapper eksperterne i

Foto: Pixabay

E-cigaretter kan være et alternativt rygestopmiddel, der potentielt kan forbedre mange danske rygeres sundhed. Alligevel vil eksperterne herhjemme ikke forholde sig til sagen. “En sammensværgelse styrer debatten”, lyder det fra DF’s sundhedsordfører Liselott Blixt.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

E-cigaretter har vundet frem i de seneste år, og nu er der godt nyt til de mange danskere, der nyder at bruge produktet.

Flere udenlandske studier peger nemlig på en række store sundhedsfordele ved netop e-cigaretter. Det har fået den britiske lungeforening, British Lung Foundation, til at anbefale rygere at skifte til e-cigaretter.

Lungeforening anbefaler e-cigaretter

– E-cigaretter er en del af et større udvalg af muligheder, der kan hjælp folk til at stoppe med at ryge, og her kan de være et meget effektivt rygestopmiddel, lyder det fra foreningens medicinske direktør Nick Hopkinson

Han henviser til et studie, der viser, at e-cigaretter er endnu mere effektive end traditionelle rygestopmidler.

Også den amerikanske hjerteforening, American Heart Association, konkluderer i et nyt forskningsstudie, at e-cigaretter kan være et mindre skadeligt alternativ til cigaretrygning.

Studiet peger på, at brugere af e-cigaretter på en række indikatorer har lige så få skadelige stoffer i blodet som ikke-rygere.

Danske eksperter vil ikke udtale sig

Indblik har forsøgt at få såvel Lungeforeningen som Hjerteforeningen herhjemme i tale, men ingen foreningerne vil kommentere på udmeldingerne fra deres søsterorganisationer i udlandet.

I et interview med Netdoktor.dk talte ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital, Philip Tønnesen, for år tilbage varmt om e-cigaretter:

… hvis en person, som er holdt med at ryge og i stedet er gået over til e-cigaretter kommer og spørger Philip Tønnesen, om det er ok, så lyder svaret: 

– Så siger jeg til personen, at det er fantastisk! Din risiko for at blive syg af lungekræft, hjertekarsygdomme og KOL er røget fra 10.000 til 1. Du kan roligt fortsætte med e-cigaretten. Der er en lille risiko i forhold til slet ikke at bruge noget, men den er så lille i forhold til at ryge, at vi se bort fra den.

Men han har heller ikke været til at få i tale til denne artikel.

Sundhedsordfører: “En sammensværgelse styrer debatten”

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er ikke overrasket over, at det er svært at få danske foreninger og eksperter i tale, når det kommer til sundhedsfordelene ved e-cigaretter.

– Jeg har mødt mange, der er skiftet fra cigaretter til e-cigaretter, som har fortalt, hvordan de pludseligt kunne gå op af trapper igen uden at blive forpustede. Og jeg kan huske, at der for år siden var lungemedicinere, der anbefalede at skifte til e-cigaretter, fortæller Liselott Blixt.

– Men i dag er debatten styret af en sammensværgelse bestående af bl.a. Kræftens Bekæmpelse, WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.) og professor Charlotta Pisinger, siger sundhedsordføreren i et interview med Indblik

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.