Har vi fået for 536 milliarder kroner sundhed?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nedlukningen har kostet os mindst 536 milliarder kroner. Men har vi fået for 536 milliarder kroner sundhed? Nej, mener Mads Bang Jensen i dette indlæg.

Af Mads Bang Jensen, selvstændig og cand. merc.

Har du brug for en liter mælk, så kan den købes i Fakta for ca. 10 kr. Hvis Fakta på dagen sælger den til 12 kr. er det en lille overvejelse værd, men ungerne skal jo have deres mælk til morgenmaden, så det bliver nok til et køb. Hvis den derimod koster 212 kr. overvejer du ikke længere. I det tilfælde begynder du at søge alternativer til ungernes sult. 

Spørgsmålet er, om vi burde have gjort det samme med vores håndtering af COVID-19? 

CBS-professor Jesper Rangvid har regnet på omkostningerne ved regeringens håndtering af COVID-19. Det bliver til i alt 536 milliarder kroner

Et af de forbudte spørgsmål for tiden er, hvor pengene skal komme fra. Jeg giver statsminister Mette Frederiksen fuldstændig ret, når hun siger, at de penge vi har brugt på COVID-19 “blot” skal komme fra investeringer. 

Jeg vil dog langt hellere tale om, hvorvidt vi har fået for 536 milliarder kroner sundhed. Det er det mest relevante spørgsmål og et spørgsmål, som trods alt bør kunne diskuteres, da svaret herpå kan give os en retning for den fremtidige håndtering af COVID-19. 

For hvis vi har fået for 536 milliarder kroners sundhed, så har det været alle pengene værd. I det tilfælde har vi ligesom i Fakta eksemplet valgt, at det var det, som vi gerne ville bruge vores penge på. Vi skal dog sikre os, at vi ikke har givet 536 milliarder for f.eks. 120 mia kroners sundhed. 

Det samme gælder med nedlukningen af minkerhvervet. 19 milliarder er i og for sig OK, hvis vi har fået for minimum 19 milliarder kroners sundhed. Fik vi det? 

De 536 milliarder kroner er interessante, fordi de også indeholder de menneskelige senfølger af COVID-19 håndteringen, såsom depressioner, ensomhed m.m. Vi har for vores 536 milliarder fået en stigning i alvorligt ensomme unge under 30 år fra 10-12% til 22%. Vi har ligeledes fået en rødglødende BørneTelefonen, 30% flere henvendelser hos Psykiatrifondens rådgivning samt over 21.000 flere arbejdsløse

Dertil oplever jeg i mine egen omgangskreds mentalt pressede selvstændige, konflikter mellem venner og familier, en generel udskamning mennesker imellem samt en god gang dødsfrygt hos rigtig mange borgere i Danmark. 

Regningen vokser dag for dag, hvilket er fint. Vi skal blot huske os selv på, at vi ikke kan bruge pengene to gange. Derfor skal de bruges rigtigt første gang. 

Et supersygehus koster ca. 5 milliarder kroner at bygge. Vi bruger ca. 10-12 milliarder kroner på kræftbehandling om året, hvilket gør, at 536 milliarder kroner ca. dækker 50 års budget på kræftområdet. 

Hvorfor er det relevant at bringe disse sammenligninger på banen?

Det er det fordi de summer, som er anvendt på COVID-19 håndteringen, er så store, at vi bliver nødt til at forholde os til tallene og sætte dem i perspektiv med noget vi forstår. Set i det lys, kan man godt tvivle lidt på, om de 536 milliarder kroner er brugt på den rigtige måde.

Sengekapaciteten i Danmark anses for at være så lille, at den ikke kan klare 3-5.000 ekstra indlagte. Det virker vildt, at vores sygehusvæsen er så lidt fleksibelt, at der ikke kan rykkes rundt på ansattes jobfunktioner og laves flere afsnit til formålet. Især når vi ved, at langt færre i denne periode bliver diagnosticeret med bl.a. kræft, fordi folk ikke kommer til undersøgelse, hvilket i sig selv må give ekstra kapacitet. 

“Der har ikke været nok frontpersonale”, lyder argumentet, for at holde antallet af indlagte nede, men har vi overhovedet beskyttet frontpersonalet godt nok? Og hvilken rolle spiller forsigtighedsprincippet? 

B.T. har tidligere opgjort, at ca 15% af de indlagte med COVID-19 er indlagt med andre ting, f.eks. et brækket ben. De bliver dog stadig overført til coronaafsnittene. Spørgsmålet er om de udgør en reel fare eller blot optager pladser fra patienter, som virkelig har brug for dem. 

Forsigtighedsprincippet gør, at alle med selv den mindste lille bitte smule virus i kroppen bliver sat i samme kategori, som de svært syge. Giver det virkelig mening, eller kunne vi have frigivet nogle ressourcer ved at acceptere, at en vis grad af virus er OK, da det reelt ikke udgør en særlig stor smittefare for andre? 

Samtidig lader det til, at vi alt for sent har medtaget lyntestens hurtige svar. Måske testen ikke er lige så præcis som PCR-testen, men den kunne meget vel tidligere have været brugt som en indikator for, om frontpersonale kan møde på job i stedet for at skulle vente isoleret derhjemme i flere dage for svar. Resultatet har været hjemsendt personale og dermed et større pres på sygehusvæsenet end der egentlig burde have været. 

Når jeg ønsker et mere åbent samfund og dermed potentielt flere indlagte, som kræver plads på hospitalerne og personale til at tage sig af dem, så er det fordi de store ulemper der er ved nedlukningen, efter min bedste overbevisning ikke tilsvarer de eventuelt ekstra indlagte. 

At BørneTelefonen gløder er et udtryk for, at vi primært har haft fokus på dem i risikogruppen, men ikke har magtet at tage os af de unge raske mennesker. Den pris er umiddelbart høj og kan gøre ondt i mange år fremover. 

Vi skal huske, at behandlingen af de indlagte er blevet langt bedre og det dermed ikke er så farligt, at blive indlagt. Dertil kommer, at gennemsnitslevealderen for folk der går bort med COVID-19 stadig ligger over den generelle gennemsnitslevealder. Det giver en ret god indikator for, hvem vi skal passe på. 

Fik vi dem så beskyttet for de 536 milliarder kroner, og var vi overhovedet godt nok forberedt på anden bølge? Hvad brugte vi egentlig sommeren på, hvis det ikke var at forberede hospitalerne på omrokeringer og gøre sig klar til en ny sæson? Virker forsigtighedsprincippet og kan vi derigennem slå virus ihjel? 

Eller skal vi snart til at indse, at vi skal leve med virus ved vores side og samtidig leve? Ikke blot overleve, men rent faktisk leve.

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.