Finland lukker ned igen

Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Finland står over for en ny nedlukning, når samfundet fra 8. marts og tre uger frem skal lukke delvist ned for at forhindre, at smitten med covid-19 breder sig.

Det fortæller den finske regering på et pressemøde torsdag formiddag.

Restauranter skal lukke, og skoleelever over 13 år skal blive hjemme og lade sig fjernundervise. Folk må kun være samlet seks ad gangen, og tidligere regler om at arbejde hjemmefra føres videre.

Baggrunden er blandt andet frygten for den britiske coronavariant, B117, og forsinkede vaccinationer, rapporterer avisen Hufvudstadsbladet. Det fortæller statsminister Sanna Marin.

– Jeg ved, at I er trætte. Det er jeg også. Men vi må klare det, og lige nu er situationen værre. Den britiske variant er værre, siger Marin.

Men der er lys for enden af tunnelen, mener justitsminister Anna – Maja Henriksson.

– De skridt, der tages nu, sigter mod at afslutte epidemien. Derfor er det vigtigt at være stærk lidt endnu, siger hun på pressemødet ifølge den finske avis Vasabladet.

I Finland er der restriktioner om, at man skal holde to meters afstand til hinanden og bruge mundbind på offentligt tilgængelige steder.

Desuden opfordres der ligesom i Danmark til, at man downloader en app, der skal hjælpe med at bryde smittekæder, ligesom god hygiejne anbefales.

Finland har under coronakrisen generelt klaret sig bedre end Danmark med langt færre smittede og døde.

Ser man på, hvor mange døde der er i de lande, der har mere end en million indbyggere, ligger Finland nummer 79. Det viser en opgørelse på hjemmesiden Statista.com.

737 har mistet livet i landet, der har godt 5,5 millioner indbyggere. Landet har altså 133,51 dødsfald per million indbyggere.

Til sammenligning ligger Danmark nummer 58 på listen med 2344 dødsfald i alt. Det svarer til 402,85 dødsfald per million indbyggere, hvilket er tre gange så højt som det finske.

/ritzau/

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.