Bitcoin er ikke en boble – men det er heller ikke penge

Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Af Lars Christensen, uafhængig økonom

Umiddelbart før nytår nåede bitcoin-prisen det højeste niveau nogensinde lige over 40.000 dollars. Det må man sådan set sige er ganske imponerende for noget, som de fleste ikke kan forklare, hvad er. 

Og når man lytter til debatten om bitcoin og andre såkaldte kryptovalutaer, så bliver man ikke meget klogere.

På den ene side har man nemlig dem, der mener at bitcoin bare er sagen, og det er bare noget man må eje, og at der ikke er grænser for, hvor meget prisen skal stige yderligere. På den anden står dem, der sammenligner bitcoin med et kædebrev og et boble. 

Det er dog sigende om begge gruppers argumenter, at de ikke nødvendigvis hverken afspejler, hvad vi ved fra økonomisk teori eller økonomisk historie. 

Så lad os lægge følelserne væk, og i stedet se på, hvad økonomisk teori har at sige om penge og derfor potentielt set også om bitcoin og andre såkaldte kryptovalutaer generelt.  

Bitcoin er ikke penge, men kan blive det 

Normalt siger økonomer, at penge har tre formål. 

For det første er penge et betalingsmiddel, det vil sige, at vi kan bruge penge til at købe noget. 

For det andet er penge en regneenhed. Vi måler ganske enkelt værdien af varer eller vores arbejdstid og investeringer i kroner og ører eller for den sags skyld dollar eller euro.

For det tredje bruges penge  til opbevaring af formue. Vi holder simpelthen en del af vores opsparing i penge. 

Endelig kan vi sige, at det også er karakteristisk for penge, at vi alene holder dem for ovenstående formål, da penge i sig selv ikke giver noget afkast i form af en rente (som en obligation) eller en dividende (som en aktie). 

Opfylder bitcoin så disse formål? Her må svaret ganske klart være nej. 

Således er bitcoin ikke et alment accepteret betalingsmiddel. Samtidig betyder de enorme udsving i bitcoin-prisen, at bitcoin hverken er velegnet til værdiopbevaring eller som regneenhed.

Men bitcoin ligner dog penge på et afgørende område – man får ikke renter for at holde bitcoin. 

Hvis bitcoin ikke er penge – og det er det ikke – så er det måske også let at konkludere, at det bare er svindel. Det ville imidlertid være at afskrive bitcoin alt for let, og uden rent faktisk se på, hvori innovationen bitcoin består. 

Kroner og bitcoin har det tilfælles, at der intet står bagved   

Oftest bliver det sagt om bitcoin, at det er svindel, fordi der ikke er nogen bagvedliggende værdi ved bitcoin modsat f.eks. tilfældet med en aktie, hvor man bliver medejer af en virksomhed. 

Det samme kan man imidlertid sige om danske kroner eller om dollars og euro.

Indtil Danmark i praksis opgav guldfoden i 1931 kunne man gå ned i Nationalbanken og få ombyttet danske pengesedler til guld. Men siden 1931 har det ikke været muligt, og derfor er der i realiteten ingen forskel på bitcoin og kroner –  udover, at kroner er lovligt betalingsmiddel i Danmark. 

Man kan ikke nægte at tage imod betaling i kroner i Danmark, men det ændrer ikke ved, at værdien ikke på nogen måde er bundet til noget bagvedliggende realt aktiv. 

Den primære årsag til, at kroner har en værdi, er ikke lovgivning, men det økonomer kalder netværks-eksternaliteter. Kroner bliver ganske enkelt accepteret, fordi vi ved, at andre vil acceptere dem, men der er masser af eksempler i verdenshistorien på, at disse netværks-eksternaliteter er forsvundet som dug for solen. 

Et eksempel er Zimbabwe-dollaren, der ganske enkelt ”forsvandt” i 2008-9, da befolkningen fuldstændig mistede troen på valutaens værdi, fordi Mugabe-regimets centralbank lod seddelpressen køre på højtryk.  

Regler er afgørende for enhver valutas værdi

Men hvad forhindrer bitcoin i at få samme skæbne som Zimbabwe-dollaren? Det gør den ganske særlige innovation, at ingen person eller centralbank bare kan ”trykke” nye bitcoin. Mængden af bitcoin er nemlig forsimplet sagt bestemt af en computer-algoritme, der sætter en grænse for, hvor hurtigt  ”pengemængden” kan vokse.

Og det er i virkeligheden deri, at den virkelige innovation i bitcoin ligger – nemlig, at man har fundet en teknologisk løsning til at skabe troværdighed om den ”pengepolitik”, der ultimativt er fundamentet for bitcoins værdi. 

Hvis der i stedet for en algoritme stod en virksomhed bagved bitcoin, der bare selv kunne udstede bitcoin, så ville fristelsen til at udstede ekstra ’coins’ være ganske stor, og selvom virksomheden vidste, at det ultimativt ville underminere troværdigheden, og dermed værdien af bitcoin at udstede for mange coins, så ville det i praksis være meget svært at overbevise ’brugerne’ af bitcoin om, at virksomheden ikke netop ville gøre det. 

Når det er sagt, så har centralbanker præcis det samme problem. Det var det problem, der udspillede i Zimbabwe 2008-9, men det var faktisk et tilsvarende problem, som vi oplevede i Danmark i slutningen af 1970’erne og 1980’erne. Således blev den danske krone igen og igen devalueret – kronens værdi dermed nedskrevet i forhold til andre valutaer. 

Det sendte inflationen og renterne markant i vejret. Det var et klart bevis på, at ingen i virkeligheden havde lyst til at eje kronen. Kronen havde med andre ord et troværdighedsproblem. 

Det problem løste man ved at knytte kronen med en fastkurspolitik overfor den tysk D-mark. Der var nemlig troværdighed om D-marken.

Man kan sige, at den danske pengepolitik blev en form for algoritme, hvor kronens værdi ”automatisk” fulgte D-mark’ens værdi. 

Tilsvarende forsøger Federal Reserve og ECB at overbevise omverden, om at dollaren og euroen vil bevare sin værdi ved at følge en anden form for ”algoritme” – nemlig gennem en målsætning om at sikre en inflation på 2%.

Sådanne regler har alle det tilfælles, at de har til formål at sikre troværdighed ved at på forskellig vis at indikere begrænse væksten i pengemængden.   

Noget tilsvarende gælder i virkeligheden for råvarer. Mængden af guld og sølv er også begrænset. Og det er det, der sikrer værdien. Og derfor skal vi måske også i stedet kalde bitcoin en krypto-råvare i stedet for en krypto-valuta.

Vi skal samtidig huske, at guld egentlig heller ikke har anden værdi  end, at vi alle tillægger det en subjektiv værdi. Guld bruges ikke i noget væsentligt omfang i produktionen af andet end smykker. Gulds værdi afspejler altså også i høj grad en netværks-eksternalitet, og det faktum at mængden af guld i verden er begrænset. 

Derfor vil det også være forkert at afskrive bitcoin. 

Vi skal i stedet se på bitcoin som en aktivklasse, der med tiden kan få samme type investeringsmæssige status som guld eller sølv, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at bitcoin og andre krypto-råvarer med tiden bliver mere stabile og vinder udbredelse som et alment accepteret betalingsmiddel. Især i lande, hvor der ikke er stabile og velfungerende finansielle systemer og stabile valutaer. 

Det er derfor også forkert at tænke på bitcoin som svindel eller som en boble, men modsat så skal vi heller ikke sidestille bitcoin med aktier og obligationer, og det er bestemt ikke noget, man skal sætte hele sin pensionsopsparing i.

Lars Christensen er uafhængig økonom og ejer af analyse- og rådgivningsvirksomheden Markets & Money Advisory, research associate ved CBS. Endvidere er han en hyppigt anvendt kommentator i medierne. Følg ham på Twitter her.

    Ja tak, Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og jeg accepterer Indblik.net's data- og privatlivspolitik.