Fiskerne: WWF laver fake news om Østersøen

En ny rapport fra Verdensnaturfonden hævder, at trawlfiskeriet i Østersøen er en væsentlig trussel mod økosystemet. Helt skudt forbi, mener fiskerne.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Verdensnaturfonden (WWF) har udsendt en rapport om Østersøens økosystem, hvor man fastslår, at det står skidt til. Rapporten hedder ’A Sea Under Pressure: Bottom Trawling Impacts the Baltic’.

I rapporten fastslår WWF, at fiskeriet er en af de væsentligste årsager til, at det står skidt til under Østersøens overflade: Både bestanden af vildlaks og torsk har det skidt. Og skurkene er trawlfiskeri, overudnyttelse af fiskekvoterne (større fiskeri end fastsat af videnskabelige retningslinjer), for store bifangster og for mange kasserede fisk (der smides tilbage i havet) samt ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri. Alt det fører til en nedbrydning af det naturlige økosystem.

Rapporten har fået fiskerne til at reagere. I en artikel i FiskerForum, som er talerør for fiskeriet i Danmark, kaldes WWF-rapporten ”vildledende og manipulerende, og direkte Fake News”. Herefter påpeger man en række faktorer, som i høj grad påvirker økosystemet i Østersøen, men som ikke er medtaget i rapporten.

Det store antal sæler: Bestanden af grå sæler og spættet sæl har aldrig været større. Sæler tæppebomber bunden med deres efterladenskaber og spreder parasitter og sælorm til den følsomme natur og havbund. Disse parasitter spreder sig til torsken, hvor en enkelt fisk kan indeholde mellem 2 og 400 parasitter. Det har flere eksperter påvist. En stor mængde parasitter i fisken vil gradvis udmagre den, så den dør i en ung alder. Er sælerne uden skyld i torskebestandens problemer, spørger fiskerne.

Forurening med kvælstof og fosfor: En række byer langs Østersøen leder urenset spildevand ud i havet.  Der tilføres milliarder af liter spildevand, som også indeholder kvælstof og fosfor – stoffer som medvirker til iltsvind i både den vestlige og østlige del af Østersøen. Spiller disse stoffer ingen rolle for økotilstanden, spørger fiskerne.

Intet overfiskeri: Fiskeriet i Østersøen er kvotebelagt og bliver derfor nøje kontrolleret af Fiskerikontrollen. Derudover viser fangsttallene, at torskekvoterne slet ikke er blevet udnyttet de sidste mange år.

Hvor stort et område kan en trawlfisker overkomme? Fiskerne undrer sig også over WWF’s opgørelse over, hvor stort et område en trawlfisker kan slæbe trawlet igennem om året. Fakta er, skriver FiskerForum, at en normal trawlfisker slæber med et spil på mellem 50 og 100 meter med en fart på ca. 1,5 – 2 knob i timen (2,7 – 3,7 km/t) og der fiskes ca. 120 dage om året med trawlet i effektivt slæb i 8 timer.

Hvis trawleren fiskede maximalt i Østersøen, ville båden alligevel kun kunne skrabe bunden på nogle få hundrede kvadratkilometer. Østersøen omfatter 412.590 kvadratkilometer. Med den håndfuld trawlere, der er tilbage i Østersøen, er der klare grænsen for deres ”ødelæggelser”.

Det areal, som ifølge WWF kan komme i berøring med trawl, er mindst 40 gange overdrevet, skriver FiskerForum. Det er i høj grad en sandhed med modifikationer, når WWF hævder, at trawlfiskeriet ødelægger alt liv på bunden af Østersøen, skriver FiskerForum.

Den moderne trawl er udviklet, så det har så lidt kontakt med havbunden som muligt. Når trawlskovlene undgår bundkontakt, bliver de lettere for kutteren at trække og dermed reduceres brændstofforbruget – og fiskeøkonomien forbedres.

”Fakta, som WWF ikke tager hensyn til i deres rapport. Som derfor i stedet fremstår som gammel og tyndslidt viden, der ikke kan tages alvorligt i en åben debat,” skriver FiskerForum.

Indblik.net har forelagt artiklen for WWF Verdensnaturfonden i Danmark, men organisationen har ikke været i stand til at kommentere artiklen på grund af efterårsferie.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

1 kommentar

  • Peter Rasmussen Reply

    16. oktober 2020 at

    WWF har aldrig lavet andet end fake news. Lomborg regnede deres påstande ud for en halv snes år siden og deres påstande var helt hen i vejret.

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password