Christiansborg palace in Copenhagen, Denmark

Venstre klager over politiseret embedsværk

Udlændingeministeriet har forhalet besvarelsen af et spørgsmål, så ministeren kunne tage æren for aktuelt forslag om bandemedlemmer. Det siger Venstre-ordfører Morten Dahlin, der også har klaget til Folketingets formand.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Er det muligt for Danmark at fratage det danske pas fra kriminelle bandemedlemmer med dobbelt statsborgerskab? Det spørgsmål stillede indfødsretsordfører Morten Dahlin (V) til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i starten af juni. Når Dahlin først havde ministeriets ord for, at det ikke stred mod internationale forpligtelser, kunne venstremanden stille det relevante forslag i salen.

Ministeriet har nu svaret, at muligheden er der, men svaret kom først fire måneder senere, 6. oktober, samtidig med regeringens lovprogram. I lovprogrammet har udlændingeministeren lovet præcis den stramning. På den baggrund konstaterer Morten Dahlin, at hans meget lange ventetid havde det ufine formål, at regeringen skulle komme oppositionen i forkøbet og tage politisk ejerskab til forslaget.

”Ministeren har læst mit spørgsmål og er så blevet inspireret af min idé. Det er jo kun fint, at de vil kopiere Venstres politik, men man kan ikke lade være med at svare Folketinget, bare fordi man selv vil komme først med et politisk forslag. Det tager dem jo ikke fire måneder at afdække det her spørgsmål, og derfor opfatter jeg det her som en politisering af embedsværket,” siger Morten Dahlin til Indblik.net.

Forelagt kritikken anerkender Udlændinge- og Integrationsministeriet den lange ventetid, ikke mindst i lyset af en foreløbig besvarelse, der lovede Dahlin endeligt svar i september, altså inden Folketingets åbning og regeringens lovprogram.

”Ministeriet skal naturligvis beklage, at det har taget så lang tid at besvare spørgsmålet,” skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet, men vil dog ikke bekræfte, at ventetiden skulle tjene ministerens politiske interesse i at være afsender på forslaget.

”Den lange svartid skyldtes, som det fremgår af den foreløbige besvarelse af spørgsmålet, at Udlændinge- og Integrationsministeriet havde brug for at koordinere besvarelsen med andre ministerier. Det bemærkes i den forbindelse, at besvarelsen af spørgsmålet vedrørte nogle igangværende juridiske overvejelser, som flere ministerier var involveret i,” skriver ministeriet videre.

Den officielle udlægning formilder ikke Morten Dahlin:

“Det er en søforklaring fra en politisk udpeget pressechef. Faktum er, at regeringen politiserer embedsværket, og at denne sag er et lille, men dog lysende, eksempel på regeringens magtfuldkommenhed,” siger han.

Morten Dahlin oplyser, at han har klaget til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S) over den mangelfulde behandling af hans forespørgsel. Af klagen fremgår både, at fire måneder er en urimelig ventetid, at svaret ikke faldt planmæssigt, og at der undervejs blev afsendt flere forgæves rykkere for svaret gennem udvalgssekretariatet i Folketinget.

Siden Venstre fastholder sit eget beslutningsforslag, vil Folketinget formentlig komme til at behandle bandemedlemmers frakendelse statsborgerskab i to omgange. Det vil ske både på Venstres initiativ og med lovforslaget fra regeringen, planmæssigt i februar 2021. Venstre vil ifølge sit forslag forsøge at få stramninger vedtaget allerede i år.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password