Valgmodel siger Trump vinder igen

Den såkaldte ’Primary Model’ har forudset det rigtige resultat i 25 af 27 amerikanske præsidentvalg. Modellen forudså, at Donald Trump ville vinde i 2016.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Generelt viser meningsmålinger p.t., at Joe Biden fører klart og vil vinde stort ved præsidentvalget i USA den 3. november. Men professor Helmut Norpoth fra Stony Brook University på Long Island i New York melder ud, at præsident Donald Trump vil vinde klart igen. Han vil ikke nødvendigvis få flest stemmer, men ligesom i 2016 få flest valgmandsstemmer – og det er dem, der afgør valget.

Professor Helmut Norpoth har udviklet en model, som er baseret på de afgivne stemmer ved de første primærvalg, i New Hampshire og South Carolina. Den bygger på de fakta, som de afgivne stemmer er. Den bygger ikke på befolkningens udmelding om, hvem de vil stemme på i november, men hvem de faktisk stemte på i februar-marts.

Helmuth Norpoth fortæller i et interview på Stony Brook Universitys hjemmeside, at ’Primary Model’ har forudsagt valgresultatet i 25 af de sidste 27 præsidentvalg. De to fejlskud var John F. Kennedys sejr over Richard Nixon i 1960 og i 2000, hvor George W. Bush slog Al Gore. Begge meget tætte valg, Bushs sejr med et mindretal af stemmerne på landsplan og først bekræftet af Højesteret efter flere måneders forløb.

”Min model er ren matematik,” siger professor Norpoth, ”alle tror, at præsident Trump vil gå under i flammer ved det forestående valg, og her står jeg og siger, at han vil vinde. Det lyder vildt, men er det ikke. Her i 2020 forudser modellen en Trump-sejr og giver den siddende præsident en 90 procents chance for at blive genvalg med stort flertal (a landslide). Det er en kontroversiel forudsigelse, som går stik imod alle meningsmålinger.”

Professor Helmut Norpoth har studeret alle amerikanske valg siden 1912 og stoler på matematikken bag modellen. Uanset årets helt usædvanlige omstændigheder som Covid-19 pandemien og optøjerne i forbindelse med politidrabet på den sorte George Floyd.

”Disse begivenheder vil ikke få indflydelse på resultatet,” siger han.

Kernen i modellen er som nævnt de tidlige primærvalg, som indleder præsidentvalgkampen.

”Når jeg ser på, hvordan det gik i New Hampshire, ser jeg, at præsident Trump fik 85% af stemmerne, mens hans nærmeste rival, Bill Weld, fik 10%. Omvendt kom demokraterne rigtig dårligt fra start i New Hampshire med et stort antal kandidater, hvor ingen skilte sig rigtigt ud. Folk har glemt, hvordan Joe Biden klarede sig i New Hampshire. Han var forfærdelig, han fik 8,4% af stemmerne, som er utroligt ringe for en kandidat, som ønsker at blive præsident,” siger Norpoth.

Modellens styrke er, at den bygger på virkelige afstemningsresultater, ikke meningsmålinger. Alle tal i modellen er konkrete, afgivne tal, som fortæller, om pendulet svinger mod eller bort fra Det hvide Hus. Og den viser, at Trump vil få et klart flertal af valgmandsstemmerne: Modellens tal viser en sejr til Trump med 362 valgmandsstemmer mod 176 til Joe Biden.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

2 kommentarer

  • Niels Jørgen Langkilde Reply

    13. oktober 2020 at

    Tak for denne. Den har jeg ikke set i andre medier. Godt gået

  • Oluf Johnsson, MEd CPE, Dipl. AE Reply

    13. oktober 2020 at

    Vi er her i huset af samme mening, supporteret af familie og venner over hele USA. Trump har givet sine vælgere, det, de valgte ham på en meget positiv udvikling på arbejdsmarkedet – og i økonomien for den almindelige amerikaner. He is a businessman. Han gør det han siger ikke omvendt. DET har pressen i USA, samt stort set overalt ikke mindst i DR/TV2 med deres umuliusser til korrespondenter ikke evner til at forstå eller forudsige. Det bliver interessant og sikkert uhyre morsomt, hvordan de vil sno sig ud af den klemme, når valget er en realitet! Når vi klager over vore journalister i Danmarks håbløse prioritering af nyheder og behandling af Trump, siger familien i South Carolina: “Så skulle Im bare prøve vore journalister, de er endnu værre! Det er jo svært at tro, men de har nok ret. Skandaløst er det dog, at vi KUN hører og ser nagative, konstruerede “interviews” af enkeltpersoner, der passer til korrespondenterne forudfattede pointe! i stil med Rasmus Bergs sofisteri: “Mor Karen kan ikke flyve. En sten kan ikke flyve, Ergo Mor Karen er en sten!” (Erasmus Montanus – Holberg). 🙂

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password