Ambitiøse forskere vil have fusionsreaktor klar om fem år

Hvis alt går op i en højere enhed, kan den første energieffektive atomfusionsreaktor stå klar allerede i 2025, spår forskere fra MIT.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Et af den moderne atomkraftforsknings største kvantespring kan være tættere på en realisering, end videnskaben hidtil har troet. Det er konklusionen i syv nye studier offentliggjort i Journal of Plasma Physics, som peger på, at en effektiv atomfusionsreaktor kan stå klar allerede om fem år. Det skriver LiveScience.

Der findes allerede fusionsreaktorer på en række forskningsinstitutioner verden over, men problemet med dem er, at de skal have tilført mere energi, end de producerer, og dermed er de ikke anvendelige udenfor forskningsmiljøerne. Men det kan altså være på vej til at ændre sig, mener en række forskere fra Massachusetts Institute of Technologi (MIT), der samarbejder med den private startup-virksomhed Commonwealth Fusion Systems.

Forskerne på det prestigefulde universitet arbejder aktuelt på at udvikle en eksperimentel reaktor, som de kalder SPARC (Soonest/Smalles Private-Funded Affordable Robust Compact). I drift skal SPARC ved brug af brændende plasma kunne holde fusionen i gang uden tilførsel af ny energi, og det vil være en teknologisk landvinding af de større, hvis det lykkes at skabe nettooverskud af energi.

Overhaler eksisterende projekter
Når koden ved fusion er værd at knække, har det at gøre med, at der er tale om en langt mere sikker proces, som ikke kan føre til nedsmeltninger og atomkatastrofer som Tjernobyl, Three Mile Island og Fukushima, hvor værkerne fungerede ved fissionsteknologi – altså spaltning af atomer. Samtidig er det nødvendige fusionsbrændstof – for eksempel hydrogen, som udvindes af vand – hyppigt forekommende over hele kloden, og endelig slipper man for CO2-udslip og anden forurening. Der er med andre ord mange gevinster at høste.

SPARC-projektet blev sat i søen i 2018, mens arbejdet med at bygge reaktoren først starter i sommeren 2021. Allerede fire år senere, i 2025, skal SPARC stå færdig, og holder den ambitiøse tidsplan, vil SPARC overhale eksisterende fusionsreaktorprojekter som det internationale samarbejde ITER (International Thermonuclear Experimental Reactor) indenom – ITER skal først være i drift i 2035.

Oversigtstegning over en fusionsreaktor (Illustration: MIT Plasma Science and Fusion Center og Wikimedia Commons)

Det er blandt andet udviklingen af mindre, men stærkere superledende magneter, der muliggør udviklingen af SPARC, skriver forskergruppen selv på projektets hjemmeside. Magneterne bruges til at presse atomerne sammen ved ekstremt høje temperaturer, hvilket forårsager fusionen.

En-til-en-erstatning for eksisterende værker
Forskergruppen bag SPARC er optimistiske over fremtidsudsigterne i projektet, men man behøver ikke at skue langt ud i fremtiden for at få øje på fordelene. En anden bonus, hvis tidsplanen holder, er, at den færdigudviklede teknologi kan indfases hurtigt og smertefrit:

”Fusionskraftværker kan blive en en-til-en-erstatning for værker baseret på fossile brændstoffer, uden at det er nødvendigt at omstrukturere el-nettet,” fortæller Martin Greenwald, der er plasmafysiker og en af ophavsmændene til studierne.

Omvendt er de nuværende el-net dårligt gearede til vedvarende energikilder såsom sol- og vindkraft, gør Greenwald gældende, formentlig med reference til de amerikanske.

I første omgang kommer SPARC dog ikke til at producere elektricitet, men alene varme. Når reaktoren står færdig, er det planen, at MIT-forskerne i samarbejde med virksomheden Commonwealth Fusion Systems bygger ovenpå med en anden reaktor, som skal kunne omdanne varmen til netop elektricitet. Denne sidste etape ventes dog først at være færdiggjort i 2035.

Ønsker man at læse mere om SPARC, har projektet en dedikeret hjemmeside. Derudover har MIT lavet en infobrochure, der kan tilgås her.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password