Klimaafgift på varer ville straffe oksekød og økologi

Tænketanken Growz har beregnet priserne, hvis fødevarer blev belagt med CO2-afgifter i stedet for nuværende afgifter. Det ville skabe meget anderledes priser. 

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Klimaafgifter kunne gøre oksekød 50% dyrere og være fordelagtige for dansk landbrug. Det er konklusionen på en række beregninger, som direktøren i Growz – tænketanken for de grønne erhverv – hortonom og ph.d. Allan Holm Nielsen har lavet.

Han har sat sig for at beregne konsekvenserne, hvis man lagde CO2-afgifter på fødevarer i stedet for de nuværende afgifter.

Som udgangspunkt har han beregnet afgifterne på diesel, benzin og strøm, relativt til CO2-udledning. Han når frem til, at afgifterne er:

Diesel: 1,44 kr. pr.kg CO2 incl. moms
Benzin: 2,20 kr. pr.kg CO2 incl. moms
Strøm: 7,43 kr. pr.kg CO2 incl. moms

Allan Holm Nielsen har så fundet tallene – primært fra Aarhus Universitet – på, hvor meget CO2 der udledes ved produktionen af hver enkelt fødevaretype. Hvorefter resten af regnestykket er relativt enkelt.

Der er i sagens natur stor forskel på, hvor dyre fødevarerne bliver, alt efter hvilket afgiftsniveau man benytter. For oksekød ville den lave afgift (diesel) betyde en stigning i forhold til prisen i dag på ca. 20 kr./kg, den mellemste afgift en stigning på 30 kr./kg og den høje afgift en stigning på 100 kr./kg i forhold til prisen i dag.

Store forskydninger
Der ville også ske store forskydninger i priserne på de enkelte varegrupper:  F.eks. ville en afgift på mellemste niveau (benzin) gøre et kilo okse- eller lammekød ca. 50% dyrere end i dag, mens svine og kyllingekød blot ville blive 10% dyrere.  Det ville give et betydeligt incitament til at købe klimavenligt.

I dag er ris ofte billigere end kartofler – men med CO2-afgiften ville det ændre sig, så kartofler blev markant billigere.

Danske produkter som gulerødder, hvidkål, løg og salat ville kun stige marginalt. Danske æbler ville blive favoriseret i forhold til udenlandske. Både rugbrød og pasta ville forblive billigt.

En del fødevarer er i dag pålagt afgifter, som er højere end de her beregnede klima-afgifter. Chokolade, slik og sukker ville med de nye afgifter blive billigere end i dag.

”For at fødevarer generelt ikke skal blive for dyre for forbrugerne med de nye CO2-afgifter, kunne man samtidig fjerne moms på fødevarer – så man på den måde ikke bare pålægger forbrugerne en ny hovedløs afgift til staten, men faktisk tilpasser afgiften til det enkelte produkts klima-belastning,” siger direktør Allan Holm Nielsen.

Allan Holm Nielsen ser noget positivt i tanken om en afgift, som afspejler det reelle ressourceforbrug, arealforbrug og transportafstand.

”Den vil give mening ud fra et rent ressourceoptimerings-perspektiv også,” siger han.

Fordel for danske landmænd
I Danmark har vi allerede en meget klimaeffektiv fødevareproduktion. Konkurrencemæssigt vil klimaafgiften også være en klar fordel.

”For den enkelte landmand kunne det give incitament til at indrette sin produktion, så den ikke længere var en bulk-vare med pris som vigtigste parameter, men kunne markedsføres som klimavenlig,” siger Allan Holm Nielsen.

En CO2-afgift har også ulemper: De dyr, som går ude og græsser og dermed vokser langsommere end dyrene i stalden, vil blive pålagt betydelige CO2-afgifter. Det samme gælder for mange økologiske produkter. F.eks. spiser en økologisk høne meget mere foder end en konventionel, og den optager også mere plads.

Se her Growz’ beregninger om CO2-afgiftens størrelse på de enkelte fødevarer – alt efter det niveau man vælger (åbner i nyt vindue).

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password