Eldrup, energi og elbiler – i et større perspektiv Bjælke

Eldrup, energi og elbiler – i et større perspektiv

Den tidligere DONG-direktør Anders Eldrup fremlagde forleden elbil-kommissionens vurdering af den fremtidige omstilling til el-biler. Han har tidligere taget fejl om elbiler.

Af Søren Skafte, redaktion@indblik.net

Da energiselskabet DONG Energys daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur, i 2012 fyrede den administrerende direktør, Anders Eldrup, var forklaringen til offentligheden, at der var foregået “rystende” ting i virksomheden. Man havde opdaget nogle meget usædvanlige lønforhold, sagde Schur for rullende kameraer. Én medarbejder især tjente mere end direktøren. Medarbejderen kunne endda tage 20 millioner kroner med sig, hvis han selv valgte at sige op.

“Vi har aldrig set en situation, hvor folk kunne gå med så stort et beløb,” sagde Fritz Schur.

Medarbejderen hed Jakob Baruël Poulsen.

Kort efter eksploderede sagen i medierne. ”Barylen” og de andre såkaldte guldfugle – Torsten Lodberg Smed, Christian Skakkebæk og Rune Bro Roin – blev bortvist fra Dong.

Fyringen drejede sig om mere end løn
Inden fyringen havde Jakob Baruël Poulsen og Anders Eldrup længe arbejdet intenst på en plan. De kaldte den Project Red.

Idéen var, meget forsimplet, en massiv og ambitiøs satsning på vindenergi. DONG Energy skulle være førende inden for havvindmølleparker.

Det krævede meget store investeringer at opføre vindmølleparkerne. De penge skulle i høj grad komme fra pensionskasser (de havde allerede købt sig ind i flere vindmølleprojekter tidligere). Samtidig kunne DONG Energy få fingre i lukrative offentlige støttemidler til vindenergi.

Anders Eldrup vurderede, at Baruëls plan var et potentielt guldæg, der kunne betyde at DONG Energys vinddivision inden for de kommende ti år ville være mere end 80 milliarder kroner værd.

To ret store problemer
Project Red blev af bestyrelsesformanden og ejeren (repræsenteret ved Finansministeriet) ansat for risikabel. Planen blev derfor ikke umiddelbart godkendt, men for at holde på ”Guldfuglene” skruede Eldrup op for løn, aftrædelsesordninger og diverse bonusser.

Det andet problem var, at DONG Energy i 2012 reelt var nødlidende. Fritz Schur, Eldrup og ”Guldfuglene” havde kørt selskabet ud over kanten med fejlslagne investeringer i bl.a. gasfyrede kraftværker, hvor selskabet på salgstidspunktet i januar 2014 havde en nettogæld på over 33 mia. kr.

Hertil kom langt større betalingsforpligtelser i de kommende år, hvis den ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller og offshore-aktiviteter skulle realiseres.

DONG Energys værdi faldt
Dong Energy blev på salgstidspunktet i januar 2014 prissat til 31,5 mia. kr. og med kapitaltilførslen til 44,5 mia. kr.

Forud for den planlagte børsnotering i 2008 blev værdien af DONG Energy konservativt anslået til mellem 60-80 milliarder kroner.

Finansministeren oplyste i maj 2012 i et aktstykke til Folketinget, at selskabet nu kun var 38,8 mia. kr. værd, og så sent som i september 2013, da Østjysk Energi solgte sine aktier, blev den samlede værdi oplyst til 33,2 mia. kr.

Driftsunderskuddene i 2012 og 2013 og det fortsatte fald i værdien af de vilde investeringer i gasfyrede kraftværker betød, at værdien af selskabet var faldet til 31,5 milliarder kr. i januar 2014. Selskabet havde samtidig opbygget en nettogæld på 33 mia. kr.

Den virkelige DONG-skandale er således ikke salget til Goldman Sachs, men at Finansministeren, departementschef David Helleman og afdelingschef Peter Brixen var helt passive, mens Eldrup, Schur og Guldfuglene i løbet af nogle få år satte offentligt ejede værdier for mindst 50 milliarder kr. over styr.

DONG Energys fortvivlede økonomi betød, at ikke kun realiseringen af det ambitiøse investeringsprogram i havvindmøller, olie/gas m.v. men selve selskabets overlevelse var afhængig af mere egenkapital.

Først i begyndelsen af 2013 kom det offentligt frem, at DONG Energy skulle have ny kapital.

Som hovedaktionær kunne staten selv have skudt penge i DONG, men dette var der ikke politisk flertal for. Derfor besluttede man at lave en kapitaludvidelsen i energiselskabet med penge udefra.

I starten af 2014 godkendte Folketingets Finansudvalg kapitaludvidelsen i DONG, hvor blandt andre Goldman Sachs, ATP og PFA skød omkring 13 mia. kr. i energiselskabet.

Fra starten af var modstanden mod kapitaludvidelsen dog stor. Særligt Goldman Sachs’ investeringsstruktur, der lugtede meget af skattely, skabte røre langt ind i den daværende SRSF-regering. Som en direkte konsekvens af kapitaludvidelsen i DONG valgte SF at forlade regeringen.

Better Place
Et af de eventyr, hvor DONG Energy tabte penge, var involveringen i det californiske Project Better Place. DONG kastede 200 mio. kr. i projektet, der skulle skaffe mindst en halv mio. elbiler i Danmark inden 2020.

Better Place forventede at kunne erobre omkring 20 pct. af el-bilmarkedet, der i 2020 ville udgøre over 500.000 el-biler.

Ideen bag Better Place var, at man skulle købe el-bilen og så leje et batteri hos Better Place. Herefter kunne man selv lade batteriet op hjemme i garagen eller på arbejdspladsen, mens man kunne bytte batteriet på en ladestation, som der skulle etableres en række af rundt i landet.

DONG-direktør Anders Eldrup var entusiastisk i sin anprisning af projektet. Idéen om at udnytte vindmølle-strømmen til opladning om natten, hvor der er overskud af vindmøllestrøm, tiltalte ham. Det ville bidrage til at sætte DONG Energys klimaindsats på verdenskortet forud for klimatopmødet i København i december 2009.

At el-bilerne dengang ikke kunne køre mere end 150 km på en opladning, var ifølge Anders Eldrup ikke et problem: 80 pct. af alle bilture var på under 100 kilometer, så det ville kun være relativt få, der havde behov for en ”optankning” undervejs. I de fleste tilfælde kan man lade bilen op hjemme i garagen eller ude på p-plads, mens man er på arbejde, lød det optimistisk.

Allerede i januar 2013 stoppede DONGs nye topchef Henrik Poulsen engagementet i Better Place, som DONG ejede 17 pct. af.

Uden kapitalindskud fra ejerne var firmaets dage tale, og i maj 2013 gik Better Place konkurs.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password