Britisk regering vil kriminalisere militant miljøgruppe

Den britiske regering har fået nok af Extinction Rebellions aktioner, som den mener truer demokratiet. Så nu kan organisationen blive ulovlig. 

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

”Extinction Rebellions aktivister, som angriber selve vores måde at leve på, bør kunne sendes i fængsel.” Sådan skriver den britiske indenrigsminister Priti Patel, i en artikel i avisen Daily Mail. Hun ønsker at ændre lovgivningen, så den militante miljøorganisation kan karakteriseres som ”kriminel bande”, og dens medlemmer derefter kan straffes med op til fem års fængsel.

Hendes udspil kommer, efter at aktivister fra Extinction Rebellion (XR) i en stor aktion blokerede udgivelsen af en række dagblade, bl.a. Daily Mail, The Sun, The Times og The Telegraph – i alt 1,5 millioner eksemplarer. Blokaden fandt sted, fordi XR’s aktivister mener, at aviserne gør alt for lidt for at fremme en grøn dagsorden.

Indenrigsminister Priti Patel skriver: ”Jeg har pligt til at sikre, at politiet har den nødvendige magt til at tackle de forstyrrelser og ødelæggelser (disruption), som grupper som XR forårsager. Vi må forsvare os mod angreb på kapitalismen, på vores livsstil og helt ultimativt vores frihed.”

Ifølge Daily Mails kilder har indenrigsministeren og statsminister Boris Johnson bedt regeringens lovkontor om at lave en hurtig opdatering af loven på området. En af de muligheder, som foreligger, er at udnytte en lov fra 2015 til at klassificere XR som en ”organiseret kriminel bande”. Hvis det sker, kan deltagere i gruppens aktioner risikere op til fem års fængselsstraf.

Richard Walton, tidligere chef for politiets anti-terrorisme-enhed, nuværende senioranalytiker i tænketanken PolicyExchange, siger: ”XR er en ekstremistisk organisation, hvis metoder bør udfordres og konfronteres.” Han mener, at der er tilstrækkelig grund til, at politiet bør overvåge gruppens medlemmer.

Extinction Rebellion svarer, at det er latterligt at klassificere gruppen som en organiseret kriminel bande.

I en udtalelse siger XR: ”Ifølge regeringens egen strategi er organiseret kriminalitet karakteriseret ved vold, trussel om vold og gennem brug af bestikkelse og korruption. Det er næppe en præcis beskrivelse af de tusinder af almindelige mennesker, som deltager i Extinction Rebellions ikke-voldelige protestaktioner.”

Hertil svarer indenrigsminister Priti Patel i Daily Mail:

”Extinction Rebellion hævder at være en organisation, som kæmper for miljøsagen, men organisationens handlinger siger mere end dens ord. XR’s fortsatte guerillataktik viser, at man ikke tror på fredelig protest – men i stedet søger at underminere og skabe ødelæggelser i vores samfund og dermed spolere tilværelsen for de hårdt arbejdende mennesker, som prøver at holde dette land i gang.

På linje med den frie presse er er fredelige demonstrationer en rettighed som alle nyder i dette land, men det er uacceptabelt, når grupper i ly af disse rettigheder begår kriminelle handlinger, som forhindrer andre i at leve deres normale liv.”

XR lavede for nylig en anden stor aktion, hvor man blokerede hovedfærdselsårene omkring London, hvorved hundredtusinder blev hindret i at komme på arbejde.

80 demonstranter blev arresteret i forbindelse med aktionen mod de store aviser, og i de seneste uger er 655 andre arresteret ved andre protester for brud på den offentlige orden.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password