LGBT-flaget og den dobbelte dagsorden bjælke

LGBT-flaget og den dobbelte dagsorden

Den nylige sag om Pride-flaget viser os en effektiv identitetspolitisk manøvre: Man arbejder for radikale idéer, og samtidig hævder man en banal dagsorden, alle er enige i. Lad os se, hvordan det virker.   

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

For nylig vandt de venstreorienterede identitetspolitikere endnu en sejr, da regnbueflaget nu skal vaje fra Christiansborg under Copenhagen Pride-ugen, der markerer seksuelle minoriteter i samfundet. Det er måske ingen verdensbegivenhed i sig selv, men historien – og dens mediedækning på DR – viser os noget vigtigt om, hvordan og hvorfor identitetspolitik slår så effektivt igennem.

Jeg har tidligere her på Indblik.net beskrevet den såkaldte motte-and-bailey-doktrin. På dansk kunne vi kalde det for den dobbelte dagsordens teknik. Kort sagt går det ud på, at i medvind, i situationer uden kritisk modspil, arbejder identitetspolitikerne naturligt for deres radikale dagsordener. Når nogen imidlertid kritiserer, slår de over i en defensiv taktik, hvor deres dagsorden forekommer som noget, som nærmest alle er enige i (f.eks. at kvinder, sorte og bøsser også er mennesker og skal have rettigheder).

Den konkrete sag gælder altså flagning i anledning af Copenhagen Pride-optoget. På sin hjemmeside kan den så at sige tone rent flag. Det fremgår, at denne forening er baseret på en intersektionel feministisk ideologi. Det vil bl.a. sige, at man betragter køn som en social konstruktion frem for et biologisk forhold. Dette er man selvfølgelig velkommen til at mene og arbejde for, men det er indlysende ikke noget, som folk generelt skriver under på.

Flere betydninger af et flag
Men hvad siger forperson Henriksen til dr.dk, når hans forening og ideologi er under pres – når Pia Kjærsgaard siger, at hun ikke vil være med til at reklamere for hans sag? Han svarer, at flaget ikke tilhører hans organisation, men:

”Det er et flag, der symboliserer nogle værdier, som vi arbejder for. Det er inklusion, respekt for medmennesket, antidiskrimination og så videre. Det kan jeg ikke forstå er kontroversielt for nogen,” siger han.

”Danmark er et foregangsland i forhold til at sikre retten til frihed og mangfoldighed. Det er helt oplagt, at man der, hvor lovene laves, også er med til at fejre denne dag, som man også gør mange andre steder,” supplerer SF’s Trine Torp.

Hermed er den radikale kønsteori forsvundet, og kun banale pointer står tilbage. Nu fremstår Copenhagen Prides anliggende som noget, alle kan være enige i – og hvis Pia Kjærsgaard mener noget andet, går hun nok ikke ind for respekt eller frihed mellem mennesker. Så enkelt kan det gøres, og forbløffende effektivt er det.

Hvordan lader det sig gøre at slippe afsted med? Danske journalister kan godt finde ud at lave historier af typen ”før ville du sætte skatten ned, nu vil du sætte den op, hvordan hænger det sammen”. Med den dobbelte dagsorden er der imidlertid ikke noget kursskifte – der er derimod en fastholdelse af to dagsordener samtidig. Det virker, også i og med at den defensive af disse dagsordener er almengyldig, ting som nærmest alle, inklusive Pia Kjærsgaard, er enig i, f.eks. at det er okay at være bøsse, eller at ’Black Lives Matter’. Derfor vækker den ikke opsigt, på samme måde som slingrende skattepolitik.

Reel banalitet er meningsløs
Den kritiske journalist burde overveje: Hvad ville overhovedet være meningen med en politisk markering af en almengyldig opfattelse? Ingen arrangerer en march for at markere, at det fortsat bør være lovligt at spise rugbrød i Danmark. Det ville være bizart, netop fordi der ikke er politisk opposition i spørgsmålet. Hørte vi alligevel, at en sådan march eksisterede, måtte vi forvente en dybere tematik under den banale overskrift. Præcis dette er selvfølgelig sagen med identitetspolitiske manifestationer.

Pia Kjærsgaards protest var berettiget, men hun skulle have valgt en anden taktik. Hun skulle ikke have bekymret sig om, hvorvidt der blev flaget for et privat foretagende, hvilket Lars Henriksen roligt kunne glide af på. Hun skulle have sagt noget i stil med:

”Copenhagen Pride er efter eget udsagn en aktivistisk feministisk organisation med ekstreme politiske synspunkter. Disse synspunkter splitter både Folketinget og befolkningen. Derfor går det naturligvis ikke an at reklamere for deres event fra Christiansborgs side, nøjagtig ligesom vi heller ikke flager med de røde faner på 1. maj.”

Det havde været klar tale, der havde fået den dobbelte dagsorden frem i lyset. Det havde tillige understreget, at man ikke foragter grupper i samfundet, blot fordi man undlader at stille flagstænger til rådighed for deres lobbyister.

Nogle vil måske sige, at det er nemt for mig at være bagklog over for Pia Kjærsgaard. Men på bundlinjen står stadig, at vi, som er i opposition til tidens identitetspolitik, taber gang på gang til et simpelt, men genialt trick. Flere på vores side må derfor indse den dobbelte dagsordens mekanik, så vi kan udstille bluffet i offentligheden. Ellers bliver det til flere nederlag, og resultaterne vil gå langt ud over, hvad der hænger i flagstængerne en uge i august.

    Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
    Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

    1 kommentar

    • Søren Ferling Reply

      9. november 2020 at

      God afklaring og henvisning til motte and bailey, som jeg har skrevet mig bag øret – og ja, det er en ofte set figur eller taktik.

    Efterlad en kommentar

    Login

    Welcome! Login in to your account

    Remember me Lost your password?

    Lost Password