Sommertendens: Nye Borgerlige sætter kollegerne til vægs på de sociale medier

Nye Borgerlige har udnyttet sommeren til at profilere sig, mens prominente venstrefløjspolitikere har holdt ferie. Det har givet udslag i markant større gennemslagskraft på sociale medier end andre partier har formået.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

At sociale medier har stor betydning for politikeres synlighed, kommer nok bag på de færreste. Platforme som Facebook, Twitter og Instagram er, hvis ikke vigtigere, så tæt på at matche mainstreammedierne i vigtighed, når centrale politiske budskaber skal kommunikeres til vælgerne.

Derfor investerer mange folketingsmedlemmer både tid og penge i at være til stede på de forskellige medier. Graden af succes varierer dog noget, og visse politikere har i højere grad end andre luret, hvad der skal til for at opnå maksimal gennemslagskraft med sine budskaber. Det illustreres tydeligt i et såkaldt CrowdTangle-dashboard som journalistisk lektor ved Syddansk Universitet Filip Wallberg står bag.

Dashboardet er en oversigt over sociale medie-interaktioner på folketingspolitikernes Facebook-sider i løbet af det seneste døgn, den seneste uge eller den seneste måned. Uanset hvilken tidsperiode, man vælger, tegner der sig dog et billede af, at Nye Borgerlige har større held med at skabe opmærksomhed om partiets politiske mærkesager end kollegerne hos de andre partier på Christiansborg.

I førertrøjen på både interaktioner og videovisninger
Dykker man ned i opgørelsen over interaktioner den seneste måned, kan man konstatere, at Nye Borgerliges fire mand store folketingsgruppe udgør fire af de øverste fem placeringer på listen over politikere med flest interaktioner på Facebook den forgangne måned.

Efter statsminister Mette Frederiksen (S) besættes de næste placeringer på listen således af Pernille Vermund, Mette Thiesen, Lars Boje Mathiesen og Peter Seier Christensen. I top ti finder man desuden andre fremtrædende højrefløjsstemmer som Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, mens Jacob Mark (SF) klemmer sig ind på en ottendeplads.

Billedet er det samme, når man ser på videovisninger. Her har Mette Thiessen indtaget en klar førsteplads med 1,2 millioner visninger fordelt på otte Facebook-videoer den seneste måned. Thiessen har lagt klar afstand til sin partifælle Lars Boje Mathiesen, der på andenpladsen har knap 685.000 visninger af sine ni videoer. Jakob Mark fra SF indtager tredjepladsen med 297.000 visninger fordelt to videoer. Måler man interaktioner per video, er billedet næsten det samme, idet Pernille Vermund dog indtager førstepladsen skarpt forfulgt af Lars Boje Mathiesen og igen med Jakob Mark på tredjepladsen.

Tallene skal naturligvis læses med det forbehold, at de kun tæller den seneste måned. Alligevel må de borgerlige politikeres share of voice – et mål for, hvor meget de fylder i det sociale mediebillede blandt politikere – betragtes som markant.

Profiterer på de kendte politikeres fravær
Nye Borgerliges dominans er imidlertid ikke synderlig overraskende og skal finde sin forklaring i de politiske modstanderes inaktivitet, forklarer Jakob Linaa Jensen, der er centerleder ved Medier og Innovation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Han forsker til daglig i blandt andet danske politikeres brug af sociale medier.

”Det er meget typisk, at det hen over sommeren er de mindre kendte politikere, der kommer i fokus. Tit ser vi nogle ikke-mainstream udtalelser og lovforslag om alt muligt mærkeligt. Det har traditionelt været politikere fra yderpartier som Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, der har været ude at sige noget i sommerferien, hvor de får medieopmærksomhed, fordi de mere kendte politikere er på sommerferie. Så er der lidt mere spillerum,” forklarer Jakob Linaa Jensen.

Perifære eller mindre kendte politikere har gode muligeheder for at slå igennem, når de højtprofilerede politikere holder sommerferie, forklarer Jakob Linaa Jensen Foto: Celina Kimmie Dahl

”Det er tit, at der kommer nogle udmeldinger, som går lidt imod mainstream og er mere uden filter, end de ville være, når folketingsåret kører.”

Netop inaktiviteten fra de politiske modstandere, giver Nye Borgerlige og andre yderpartier god plads til at markere sig og fremføre partiets politik, siger Jakob Linaa Jensen.

”Det er klart, at hvis det kun er Pernille Vermund og Lars Boje Mathiesen og måske Pelle Dragsted og sådan nogle, der siger noget, er det jo også dem, der får interaktionen. Det er Nye Borgerlige i år, men det er et billede, som vi kender fra både traditionelle og sociale medier.”

Yderfløjene får mere opmærksomhed
Ser man på tendensen over en længere tidsperiode end blot den seneste måned, vil interaktionen på højre- og venstrefløjens opslag sandsynligvis vise sig at være mere jævnt fordelt, end tilfældet er lige nu, mener Jakob Linaa Jensen. Tæft for brugen af sociale medier er ikke forbeholdt højrefløjen, men fordeler sig bredt mellem politikere af forskellig observans.

”Nogle af de politikere, der traditionelt har gjort det rigtig godt på sociale medier er sådan nogle som Anders Samuelsen og Pernille Vermund, men det er også Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen.” siger han og føjer Uffe Elbæk, Søren Pind, Zenia Stampe og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen til gruppen af politikere med flair for SoMe. Andre folketingsmedlemmer og partiledere er derimod tæt på usynlige. Jakob Linaa Jensen peger på Helle Thorning Schmidt og Morten Østergaard som eksempler på store navne, der ikke er slået igennem.

”Det er ikke altid de mest prominente politikere, der dominerer sociale medier. Der er også en tendens til, at yderfløjene – eller i hvert fald de ikke-regeringsbærende partier – får mere opmærksomhed på sociale medier, end de gør i traditionelle medier. Det er både fordi, at de er mere aktive, men også fordi de har en erkendelse af, at her kan de nemmere komme til.”

En anden faktor, der spiller ind på antallet af brugerinteraktioner og videovisninger, er de sager, politikerne engagerer sig i. Jakob Linaa Jensen peger på, at Nye Borgerlige for nuværende drager fordel af at være et af de eneste partier, de konsekvent protesterer mod nedlukningen af samfundet. Samtidig holder folketingsgruppens medlemmer sig i gang og gør en indsats for at være synlige:

”Sådan en som Lars Boje Mathiesen er jo kendt for at arbejde meget og ikke skåne sig selv. Også Pernille Skipper er kendt for at være rigtig aktiv og fysisk til stede. Det bliver belønnet hen over en sommerferie,” siger Jakob Linaa Jensen.

Ligelig fordeling på Instagram et tilfælde
Selvom Facebook er det største og mest populære sociale medie, er det som bekendt ikke det eneste, som politikerne gør brug af. Filip Wallberg har lavet et andet CrowdTangle-dashboard, der viser folketingsmedlemmernes aktiviteter på Instagram. Her er billedet af fløjenes popularitet en anelse mindre entydigt, idet venstrefløjspolitikere som Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper blander sig i toppen med markante shares of voice.

Dansk Folkepartis grand old lady Pia Kjærsgaard er den suveræne topscorer med over 44.000 interaktioner og en share of voice på 27 procent, som ikke mindst har at gøre med hendes hyppige opslag – 38 er det blevet til på en måned. Lars Løkke Rasmussen (V) indtager andenpladsen med godt 24.000 interaktioner fordelt på 8 Instagram-opslag.

Jakob Linaa Jensen mener ikke, at man skal læse for meget ind i forskellen mellem Facebook og Instagram, der er tættere beslægtet, end Facebook og det tredje af politikernes favorit-sociale medier, Twitter, er.

”Tager vi de klassiske nyhedskriterier, er Facebook meget til identifikation og konflikt, hvor Twitter er mere til væsentlighed og aktualitet. Twitter faktuelt og rapporterende, men også kortere og mere præcist. Facebook er der, hvor man kommunikerer fællesskab og følelser. Det gælder for politikerne, som det gælder for medierne,” siger Jakob Linaa Jensen og fortsætter:

”Hvor Instagram plejede at være det rene æstetiske billedmedie, nærmer det sig mere og mere Facebook. Dels på grund af algoritmen, der gør det mere og mere synligt på Facebook, men også fordi, at Instagram har fået plads til, at man kan laves stories og alle mulige ting og sager. Der er ikke den faktuelt store forskel mere, så jeg kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor billedet er mere ligeligt. Det, vil jeg mene, ligger inden for tilfældighederne, for Instagram bliver også brugt til at kommunikere følelser og den slags.”

Traditionelle dyder stadig vigtige
Sikkert og vist er det, at sociale medier er vigtige for folketingspolitikerne, der ifølge Jakob Linaa Jensen dog bør vare sig for ikke at glemme de mere klassiske politikerdyder, som førnævnte Lars Boje Mathiesen og Pernille Skipper er eksponenter for. Sociale medier er fortsat kun et supplement:

”Det er supervigtigt at have gennemslagskraft (på sociale medier, red.), selvfølgelig er det det. De skal være der, de har ikke råd til at lade være. Men at flytte sig over på sociale medier og ikke være til stede fysisk er ikke en særlig god ide. Problemet er, at det er blevet sværere at være politiker, fordi de skal være til stede på tv, i aviserne og på sociale medier, og de skal også helst være ude blandt vælgerne. Det eneste, de kan droppe, er de famøse valgplakater, som ikke nytter noget, men det er der også nogle, der er uenige med mig i.”

Jakob Linaa Jensen har en bog på vej om internettets betydning for de politiske valgkampe mellem 2007 og 2019. Den udkommer næste år og ser på, hvilke kanaler, politikerne bør fokusere på, når de fører valgkamp. Indtil videre er konklusionen, at nogle af de mere traditionelle kommunikationskanaler er ved at være passé, mens netop digitale varianter får større betydning:

”Vi kan se, at fordøjelsen af trykt materiale er for nedadgående. Politikerne skal steppe up, både på sociale medier og i tv, hvorimod de godt kan spare lidt på krudtet i brochurer.”

Skulle der endnu sidde politikere, der var i tvivl om, hvor fokus skal lægges, er det tip hermed givet videre.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password