Den grønne skattereform: De store forurenere slipper

Inden de politiske forhandlinger er kravet, at en grøn skattereform ikke må have negative konsekvenser for konkurrencekraft, offentlige finanser, beskæftigelse, velfærdssamfundet eller sammenhængskraften.

Af Søren Skafte

I Energiaftalen af 22. juni 2020 fremgår det, at en fremtidig beskatning af CO2 og andre klimagasser – samlet under betegnelsen CO2e – skal gøres til et afgørende instrument ”under hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance og dermed reelle CO2e-reduktioner (minimere CO2e-lækage) og uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet”.

Danmark har i dag en afgift på 177 kroner pr. ton CO2, og ifølge Klimarådet skal afgiften op på 1.500 kroner pr. ton i 2030 for at sikre målet om 70 pct. reduktion i udledningen af klimagasser.

Aftalen forpligter regeringen til ”at udarbejde et oplæg til en grøn skattereform og indkalde til forhandlinger herom i efteråret 2020”. Det understreges, at ”relevante aktører” skal inddrages, samt at reformen ikke må betyde, at borgere eller virksomheder kommer til at betale mere i skat.

Endelig præciseres det, at aftalen ”ikke på forhånd (giver) partierne adgang til at være en del af en kommende aftale om grøn beskatning”.

Det betyder, at ingen af aftalepartierne har vetoret i forhold til den grønne skattereform. Omvendt betyder det også, at ingen af aftalepartierne på forhånd har forpligtet sig til at støtte en sådan reform.

Det store spørgsmål bliver derfor, om det vil være muligt at samle et bredt flertal bag en grøn skattereform med en CO2-afgiftsforhøjelse, der vil have en reel og mærkbar klimavirkning?

Dansk Metals principper for en grøn skattereform
Dansk Metal har forud for de politiske forhandlinger udarbejdet en række principper, som fagforbundet mener skal indgå i udarbejdelsen af de politiske beslutningsoplæg, der skal føre til en grøn skattereform.

1) CO2-afgifter er et væsentligt redskab til at indfri 70-procentmålsætningen

2) En CO2-afgift bør i princippet være ens for alle typer CO2-udledning

3) En CO2-afgift bør indfases i et tempo, der på en og samme tid gør det muligt for virksomhederne at tilpasse sig, og som samtidig presser dem til den nødvendige omstilling

4) En CO2-afgift skal medføre adfærdsændringer i form af mindre udledning. Adfærdsændringerne må meget gerne komme i form af udvikling og implementering af ny teknologi

5) I det omfang CO2-afgiften tilvejebringer et provenu, skal dette føres tilbage til virksomhederne som hjælp til yderligere investeringer i grøn omstilling

6) Der kan og vil være særlige brancher, hvor omstillingen enten er meget dyr eller umulig med kendt teknologi. Sådanne virksomheder kan for eksempel tildeles et højt bundfradrag eller i sidste instans helt friholdes for afgiften

7) Der kan være behov for særlige hensyn til eksporterende og konkurrenceudsatte brancher, som kan tabe konkurrencekraft med lækage og tab af arbejdspladser til følge

8) I det omfang CO2-afgiften pålægges forbrugerne og fører til uacceptabel stigende ulighed må dette kompenseres andetsteds i skatte- og/eller overførselssystemet

9) En dansk CO2-afgift skal tænkes sammen med EU-kvotesystemet, så virksomhederne ikke kommer til at betale afgift for den samme CO2 to gange

10) CO2-afgifter er ikke og bør ikke være det eneste instrument i værktøjskassen: Her bør rådgivning og information til virksomhederne komme i betragtning, ligesom subsidier også kan finde anvendelse

11) Det er meget sandsynligt, at 70-procentmålsætningen ikke skal indfris ved, at alle reducerer deres udledning med 70 procent. Nogle skal reducere mere, andre skal reducere mindre. Det gælder både på branche- og virksomhedsniveau

Kvotesystemet i EU
Dansk Metal er helt opmærksom på, at en ensidig dansk CO2-afgift vil skabe problemer for eksporterende og konkurrenceudsatte brancher, som kan tabe konkurrencekraft med lækage og tab af arbejdspladser til følge. Samtidig skal en dansk CO2-afgift ifølge Dansk Metal tænkes sammen med EU-kvotesystemet, så virksomhederne ikke kommer til at betale afgift for den samme CO2 to gange.

EU’s system for handel med emissionskvoter (The EU Emissions Trading System – EU ETS) er en hjørnesten i EU’s klimapolitik og et nøgleinstrument til at nå målet om at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde.

Kvotehandelssystemet blev indført i 2005, og systemet har været i modvind på grund af et overskud af kvoter på markedet, der har sænket prisen pr. tons CO2 og dermed i incitamentet til at investere i grønne løsninger. En række reformer har forsøgt at rette op på dette, og prisen på kvoter er på det seneste steget til over 20 € pr. ton, og dermed tæt på den danske CO2-afgift på 177 kr. pr. ton.

Auktioner er den generelle metode til tildeling af emissionskvoter til virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet.

Tildeling af gratis kvoter
For at imødegå lækage (at virksomheder flytter ud af landet eller udkonkurreres af virksomheder i andre lande) får kvoteomfattede virksomheder tildelt gratis emissionskvoter.

De gratis kvoter tildeles veldefinerede industrisektorer, hvor der er en betydelig risiko for kulstoflækage, indtil tilsvarende klimapolitiske foranstaltninger er iværksat af andre lande. Lækage ville kunne føre til en stigning i de samlede globale emissioner og dermed underminere effektiviteten af EU’s klimapolitik. Det kunne også føre til, at produktionen i energiintensive virksomheder i EU ville blive reduceret på grund af tab af markedsandele.

EU ETS-direktiv fastlægger reglerne for systemet med gratis tildeling for perioden 2021-2030, og i et anneks til beslutningen er listet de sektorer, hvor risikoen for lækager er størst, og som derfor tildeles gratis kvoter i perioden 2021 til 2030.

Problemet med en CO2-afgift: De største klimasyndere slipper billigt!
Problemet med en generel dansk CO2-afgift er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark ifølge de foreliggende forslag i væsentligt omfang vil blive undtaget fra kravet om at betale de kommende danske klima-afgifter.

Hvordan vil Dansk Metal overbevise medlemmerne om, at vi skal acceptere drakoniske CO2-afgifter, når de virksomheder, der alene står for over halvdelen af det samlede CO2-udslip i den danske industri, undtages fra afgiften?

Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Systemet indebærer, at i Danmark er der 42 virksomheder, der er opført på den såkaldte Carbon Leakage Liste, som modtager gratis kvoter og som ikke frem til 2030 skal betale CO2-afgifter for hovedparten af deres produktion.

CO2-afgifter på 177 kr. pr. tons CO2 indbringer 3,6 milliarder kroner fra danske virksomheder (2018).

Afgiften betales som hovedregel af alle virksomheder gennem deres forbrug af olie, kul og andre brændsler, alt efter hvor meget CO2 de udleder.

Afgifterne er designet til at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2 og billigere for virksomheder, der skærer ned på deres CO2-udledninger.

De største udledere
Af de ti største CO2-udledere i dansk industri er otte virksomheder ifølge DR optaget på EU’s Carbon Leakage List og dermed undtaget fra CO2-afgifter for størstedelen af deres produktion.

De 10 største CO2-udledere i dansk industri opgjort efter udledningen i 2018:

Aalborg Portland: 2.190.706 tons CO2

Nordic Sugar: 157.417 tons CO2

Arla: 151.451 tons CO2

Saint Gobain (Isover og Leca): 112.464 tons CO2

Rockwool: 97.005 tons CO2

NLMK DanSteel: 79.972 tons CO2

CP Kelko: 73.876 tons CO2

AarhusKarlshamn: 56.579 tons CO2

Triplenine fish: 52.674 tons CO2

Ardagh Holmegaard: 52.511 tons CO2

Alle virksomhederne bortset fra CP Kelko og Triplenine fish er undtaget for at betale CO2-afgiften på 177 kr. pr. tons CO2.

Store udledere skal i væsentligt omfang fritages for fremtidige klimaafgifter
Efter forslaget fra Dansk Metal skal der tages hensyn til de 42 virksomheder, og generelt skal der tages hensyn til danske virksomheders konkurrencesituation.

Det er interessant at se virksomheder som Rockwool, Danfoss og Grundfos på listen over virksomheder der fritages for at betale CO2-afgift. Rockwool alene udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Opdateret 7. august 2020: Virksomheden Velux var tidligere nævnt her på linje med Rockwool m.fl., men det var ikke korrekt – vi beklager misforståelsen. 

Virksomhederne har stiftet lobbyorganisationen Synergi, der med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som officiel og betalt lobbyist, argumenterer for at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password