De kolde facts: Kølig juli mange steder

Både i Norden og flere andre steder i verden har man registreret, at det blev usædvanligt køligt i juli 2020. Vi bringer et overblik.

Af Morten Okkels

Danskerne, som i stor stil er blevet hjemme, har for længst registreret, at årets sommerferie blev en sløj omgang, meget modsat den hede sommer i 2018. Meteorologerne hos DMI kunne notere den koldeste juli i 22 år, koldest i Vestdanmark, og med kun to af de såkaldte meteorologiske sommerdøgn, hvor temperaturen rammer 25 grader mindst et sted i landet.

Tendensen var nu langt større end Danmark og ikke mindst hos vores norske naboer, der har oplevet den koldeste sommer i 30 år. Norge fik også ny kulderekord, hvad juli måned angår, idet nordmændene målte -6,4 grader på Juvasshytta nær fjeldet Galdhøpiggen.

”Det har ligget en kaldbølge over landet vårt som er grunnen til de lave temperaturene. Juni lå en halv grad over normalt på landsgjennomsnitt. Så langt i juli har temperaturen ligget godt under normalen,” sagde meteorologen Elin Lundstad til NRK.

Også i Sverige blev der målt minusgrader og den koldeste temperatur i juli siden 1976, og nogle steder skulle man tilbage til 1962 for at finde noget lignende, noterer avisen Expressen og hjemmesiden Electroverse, sidstnævnte med tilføjelsen ”Don’t tell Greta” som spids hilsen til den kendte klimaaktivist.

Ligeledes har det været koldt i Storbritannien, ligesom det har været i Holland, foruden en række steder uden for Europa: Seattle på den amerikanske vestkyst oplever nu stuetemperatur i juli, hvilket lyder humant nok, men er usædvanligt på de kanter. Lignende lave temperaturer forårsaget af lavtryk er registreret i Vancouver, Canada. Og i de seneste dage, nu i august, kæmper Melbourne, Australien med, at vinden bringer exceptionel kulde ind fra Antarktis.

For god ordens skyld beviser denne række observationer ikke noget om globale klimatendenser eller fraværet af disse – nøjagtig ligesom en række enkelttilfælde i den anden retning ikke gør det. Men de fleste medier gør mere ud af at berette om vejret, når det er usædvanligt varmt på nogle steder, og gerne med en indforstået klimavinkel. I det lys bringer vi oplysningerne her for balancens skyld.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

1 kommentar

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password