’Idealisten’ – værdig skildring af stor journalist

Instruktør Christina Rosendahl og skuespiller Peter Plaugborg leverede en meget fin fortolkning af journalisten Poul Brink i filmen ’Idealisten’. Og det var vigtigt.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net 

Her i den sidste retro-anmeldelse med forslag til sommerlæsning overvejede jeg at skrive om ’Løgnens Univers’, DR-journalisten Poul Brinks bog om de fantastiske historier, han afdækkede, som tilsammen kaldes Thulesagen. Nu bliver det i stedet filmen ’Idealisten’, Christina Rosendahls film fra 2015 i høj grad baseret på Brinks bog og arbejde fra 90’erne, der gav ham Cavlingprisen.

Sagen er i filmen som i virkeligheden: En amerikansk B-52-maskine var styrtet ned med atomvåben nær Thulebasen med store konsekvenser. I første omgang for dem, der ryddede op i sundhedsskadeligt affald. Dernæst fordi statsministre som H.C. Hansen og Jens Otto Krag havde vidst besked om atomvåben inden for rigets grænser, men løjet om det over for offentlighed og Folketing. Magten holder som bekendt godt fast på ubekvemme sandheder.

Postmoderne iscenesættelse
’Idealisten’ er blevet vist på Journalisthøjskolen, hvor jeg selv blev bekendt med den. Det er godt, at de unge mennesker får besked om, hvem Brink var, når nu tidens årgange ikke kan huske ham. Også i lyset af at han ikke selv kan fortælle historier længere, da han pludselig døde relativt ung i 2002. Filmen viser i øvrigt nogle af de grundlæggende, ofte svære overvejelser, faget byder på: Denne kilde fortæller noget spændende, men hvor meget kan vi stole på ham? Er vi ved at stirre os blinde på sagen; er den egentlig så vedkommende? Når det er sagt, kræver filmen nu ingen særlig viden om journalistik eller politik af sin beskuer ud over almen dannelse.

Filmen benytter sig i øvrigt af en spøjs, men i grunden velfungerende skift mellem arkivmateriale og fiktiv rekonstruktion. Historien er med – for det var jo historisk, hvad Poul Brink laver. Han fik ikke fældet nogen minister, men han afdækkede historier, der sikkert ville have fældet mindst to af slagsen – H.C. Hansen og Krag, der ellers har ry for at være statsmænd i danmarkshistorien. Selvom de på sin vis altså er skurke i historien, bibringer fortidens billeder også en forståelse af, hvorfor H.C. Hansen tillod USA at placere atomvåben. Det er vigtigt, at man ikke kun forstår, at de løj, men ligeledes hvorfor de løj – 1950’ernes verdenspolitik har ikke været en nem opgave at forholde sig til.

Uffe, Helveg og tilgivelige klichéer
Selvom jeg heller ikke har mødt Brink, tør jeg imidlertid konstatere, at Peter Plaugborg leverer en gennemført og troværdig fortolkning af ham (at han er noget højere end virkelighedens Brink, tilgiver man nemt). Også i birollerne er der perler som f.eks. udlægningerne af 90’ernes udenrigsministre, Uffe-Ellemann Jensen (V) og Niels Helveg Petersen (R). Meget er lykkedes i filmen.

En anmelder eller to har retmæssigt hæftet sig ved, at den bruger en del klichéer. Selv kan jeg nu tilgive dette godt hen ad vejen, fordi den virkelighed, som den fortolker, vitterlig er kliché-agtig – politikerne, der lyver hen over hovedet på befolkningerne osv. Virkelighedens idealist Brink fik i øvrigt rokket sin barnetro, derved at han havde forventet mere af lige præcis socialdemokratiske statsministre.

Der er faktisk kun en enkelt virkelig ærgerlig ting ved historien, nemlig at der er nogle toner af, at nogen skumle typer er efter Brink. Filmen siger naturligvis ikke direkte, at nogen har slået manden ihjel, men er man bekendt med hans pludselige død under en løbetur få år senere, inviterer den til nogle unødige spekulationer. For nej, magthavere slår ikke danske journalister ihjel i Danmark. Dertil kan vi lægge, at ville nogen virkelig slå en journalist ihjel for at søge sandheden, ville det ikke give spor mening at vente, til flere år efter hans arbejde var tilendebragt. Lige det aspekt af filmen har derfor undret mig, på baggrund af at Brinks historie er vild nok i forvejen uden at tilsætte ekstra fantasifulde krydderier.

En værdig mindesten
Men hvad ved jeg, måske er det Christina Rosendahls pointe at få os til at tænke over konspirationer mere generelt – og hvor svært og vigtigt det er at få afklaret, hvornår en intrigant hypotese har noget på sig, og hvornår det blot er et sammenfald af omstændigheder tilsat nogle kritiske og fantastiske tanker. Det var Poul Brinks fortjeneste, at han kunne se forskel, og det er filmens fortjeneste, at den på godkendt vis skildrer hans arbejde dermed.

Det er stadig en film værd at se, og vigtig for at mange flere nu med rette kan tænke på Brink, når samtalen falder på store journalister i moderne tid. Når nu der mærkeligt nok ikke findes en journalistpris i hans navn, er det godt, at man kan minde store mænd på mange måder. Som her Brink, en af dem, der ikke kun skrev historier, men omskrev historie allerede skrevet – og selv blev historie. ’Idealisten’ er tilgængelig uden vederlag via mediet Filmstriben for lånere på lokale biblioteker.

Skulle man efter filmen ønske at fordybe sig yderligere i Brinks værk, hedder hans bog som sagt ’Løgnens Univers’, og jeg har set den tilgængelig på en del antikvariater. Hvem drømmer ikke som journalist at kunne skrive en bog med sådan en titel.

Se også sommerens tidligere retro-anmeldelser af for længst udkomne bøger, henholdsvis Poul Møllers ’Politik på vrangen’ samt Valget er dit – den danske valgplakat i 100 år af Peter Nedergaard og Elsebeth Aasted Schanz.

    Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
    Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

    0 kommentarer

    Efterlad en kommentar

    Login

    Welcome! Login in to your account

    Remember me Lost your password?

    Lost Password