Fiskere i oprør over upåvirkelig og fåmælt minister

Trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes landets fiskere at få fiskeriminister Mogens Jensen i dialog om kameraovervågning af kutterne. Tiltaget risikerer at koste både fiskere og lokalsamfund dyrt, advarer de.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Fiskeriminister Mogens Jensen (S) vil ikke i dialog med de fiskere i Kattegat, som fremover skal kameraovervåges, når de passer deres arbejde. Det er det klare indtryk, som fiskerne sidder tilbage med, efter i månedsvis at have søgt svar på en række spørgsmål og bekymringer om den nye ordning. Det skriver en række branchemedier, som har talt med de berørte fiskere.

Kameraordningen har til formål at overvåge fiskernes arbejde på kutterne for at sikre, at der ikke tyndes ud i den truede torskebestand i Kattegat. De berørte fiskere har dog svært ved at se, hvordan kameraovervågning skulle være et mere effektivt tiltag end for eksempel en fredning af torskene.

Sagen – og den manglende lydhørhed fra fiskeriminister Mogens Jensen – ser nu ud til at få utilsigtede konsekvenser. Særligt hummerfiskerne på Læsø bliver ramt af det nye tiltag, og flere af dem har sat deres både til salg, hvilket på sigt kan skade både fiskeindustrien og lokalsamfundet.

Fiskeriet risikerer at gå i stå
Til Kanal Frederikshavn udtaler hummerfisker og skipper Klaus Rosenfeldt Hansen:

”Jeg har været fisker hele mit liv, og sådan har mange andre fiskere det også her på Læsø. Jeg tror, at kameraovervågningen kan blive enden på jomfruhummerfiskeriet her på øen. Det kan komme til at koste rigtig mange arbejdspladser på øen – og en fraflytning, og den udvikling ønsker ingen.”

Samtidig advarer en psykolog om effekterne af konstant overvågning på arbejdspladsen, der kan gå ud over arbejdsklimaet og fiskernes mentale velbefindende. Sker det, risikerer det at få alvorlige konsekvenser, der strækker sig længere end til den enkelte fisker, advarer Erhvervshus Nords direktør Niels Bay Christensen.

”Hvis arbejdsmiljøet ombord i fiskekutterne bliver så dårligt på grund af overvågning, at medarbejderne forlader bådene, vil dele af fiskeriet gå helt i stå. Fiskeindustrien vil mangle råvarer og de mange leverandører til fiskeriet vil miste kunder,” siger han i en pressemeddelelse.

I afmagt over ikke at kunne få ministeren i tale har hummerfiskeren Mogens Christiansen, der også kommer fra Læsø, i Fiskeritidende stilet et åbent brev til ministeren. I brevet søger han på vegne af de indtil videre 14 berørte kutterbesætninger svar på de mest presserende spørgsmål om overvågningsordningen – indtil videre uden resultat.

Samtidig er flere fiskere gået sammen om tiltaget Fiskerne Siger Stop, hvor det er muligt at skrive under på, at man ønsker kameraovervågningen stoppet.

Katastrofale følger for Læsø Kommune
Også Læsøs borgmester Karsten Nielsen (DF) er gået i brechen for fiskerne. Han frygter også for de økonomiske konsekvenser for det lille øsamfund, hvis der ikke findes en løsning til alles tilfredshed.

”Det får uden tvivl katastrofale følger for hele Læsø, hvis øens hummerfiskeri uddør. Jeg er ked af fiskernes reaktion på det her projekt, men jeg bliver også harm, når jeg oplever, at man ikke ønsker at lytte til de enormt konstruktive forslag fiskerne og fiskerierhvervet selv kommer med. Man bliver ganske simpelt nødt til at finde en gylden middelvej, hvor alle parter kan blive enige om en fornuftig løsning.”

Blandt de konstruktive forslag har fiskerne selv foreslået at fiske med andre garn, så torskene i mindre omfang ryger med i nettet sammen med hummerne. Også førnævnte fredning har været bragt i spil, uden at forslaget er blevet mødt med lydhørhed. Mogens Jensen er hverken til at hugge eller stikke i, og han vil heller ikke svare på kritikken, lyder det samstemmende fra fiskerne.

Indblik.net har foreholdt fiskeriminister Mogens Jensen kritikken og følger op på historien, hvis han skulle vende tilbage med svar.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password