Kammeradvokataftalen er gigantisk i branchen

Statens forbrug af advokater hos Kammeradvokaten stiger år for år og beløb sig sidste år til mere end 500 mio. kr. En ny analyse viser da også, at der ingen andre advokataftaler er, som kan matche størrelsen.   

Af Lars Abild, redaktion@indblik.net

På et samråd i Retsudvalget 16. juni fortalte finansminister Nicolai Wammen, at statens aftale med Kammeradvokaten ikke bliver sat i udbud, som det ellers er normalt, når større virksomheder skal have løst deres opgaver eksternt.  Samtidig giver et udbud mulighed for at vurdere, om opgaven løses til den rigtige pris.

”Timepriserne i Kammeradvokataftalen bliver prisreguleret, men for at sikre, at timepriser og vilkår fortsat er konkurrencedygtige i dag, har Økonomistyrelsen netop udarbejdet et uvildigt benchmark af Kammeradvokataftalens timepriser”, sagde ministeren ifølge talepapiret.

Det er Boston Consulting Group, der har foretaget analysen, som Indblik.net har fået aktindsigt i. Og det bliver understreget, at konsulentfirmaet alene skal præsentere data og udsagn fra de involverede: ”Analysen skal danne grundlag for en eventuel ændring af prisniveauet i kontrakten med staten, der skal ske mellem Økonomistyrelsen og Kammeradvokaten og konsulentfirmaet understreger, at det ikke har været opgaven at fastsætte et niveau”.

Datagrundlaget er blandt andet kommet på plads via: ”50 kunder hos advokater såvel private som offentlige, hvor 21 har deltaget i interviews og 18 har oplyst om priser. Det være sig form af fastlagte aftaler og aftaler med rabatter. Ved siden af er der afholdt med møder med fire af de ti største advokatvirksomheder for at validere undersøgelsens datagrundlag.”

Den absolut største aftale
Et af de forhold, der bemærkes i analysen, er aftalens størrelse: ”Ingen aftale i markedet er i nærheden af 500 mio. kr., da de store danske virksomheder har størstedelen af deres aktivitet i udlandet, og der benyttes flere leverandører” og ”Den største indsamlede er 50 – 100 mio.kr.”

Hertil kommer en udgift på knap 32 mio. kr. fra statslige selskaber, der har tilsluttet sig Kammeradvokataftalen.

Størrelsen bliver endnu mere voldsom, når man læser videre i teksten: ”Den gennemsnitlige aftalestørrelse på de 21 indhentede aftaler er på 11 mio. kr.”, hvor af en del bliver sat i udbud.

Fire sager tynger voldsomt
At staten modtog regninger for 532 mio. kr. i 2019 mod 392 mio. kr. i 2015 skyldes især de enkeltsager, Kammeradvokaten også arbejder med. Den meste kendte er statens forsøg på at hjemtage udbytteskatter for ca. 11 mia. kr., som er blevet udbetalt fra statskassen på et fiktivt grundlag. Arbejdet med den sag kostede 54 mio. kr. sidste år.

”De særlige sagskomplekser har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 42 pct., men generelle sager er faldet med 2 pct. per år,” står der i analysen.

Der er også andre forhold i aftalen, som er særlige, i særdeleshed at staten ikke med ét kan sige farvel og tak for denne gang: ”Opsigelsesvarslet på løbende år + et år i aftalen er væsentligt længere end de 0 – 6 måneder i de indsamlede aftaler. Opsigelsesvarslet i aftalen skal vurderes sammen med den størrelse og eksponering, Kammeradvokataftalen har mod staten som kunde…”.  Det tilføjes, at i realiteten kan et privat selskab sige farvel og tak til sin advokat over natten.

2014 ligner 2020
På samrådet sagde finansministeren, at priserne hos Kammeradvokaten blev undersøgt i 2014 og: ”Det daværende prisbenchmark viste, at Kammeradvokataftalens timepriser ligger ca. 11 pct. under, hvad store virksomheder i gennemsnit betaler på lignende aftaler om juridisk bistand.”

Selvom det er svært at gøre op, tyder det på, at intet har forandret sig udover de løbende prisstigninger, der har fundet sted hos Kammeradvokaten som hos andre advokater. ”Ifølge analysen er den gennemsnitlige timepris på tværs af personale-kategorierne er 2.100 kr., og det er 11 pct. højere end den gennemsnitlige timepris på 1.896 kr. hos Kammeradvokaten.”

Om der så skal ske en regulering er for tidligt at sige, men ifølge Nicolai Vammen er det ” vigtigt at understrege, at regeringen naturligvis har en forventning om, at en aftale som Kammeradvokataftalen samlet set har de mest attraktive priser og vilkår i Danmark

Og så er der lige en ting, som skal på plads, før der bliver indledt forhandlinger om ændring af priser mellem Kammeradvokaten og Økonomistyrelsen: ”Når vi er på den anden side af COVID-19 og vi har haft lejlighed til at have de vigtige og principielle diskussioner om en fremtidig ordning i regeringen, vil jeg orientere Retsudvalget herom,” sagde ministeren og tilføjede:

”Der skal ske en reduktion af statens køb hos Kammeradvokaten og hos advokater generelt.”

Men det kan en ny offentlig skandale angiveligt ændre på.

Analysen peger på, at der er mere end pris, når valget af advokat finder sted:

  • Kunde-leverandørforhold er vigtigt, da et gnidningsfrit samarbejde forbedrer leverance og tidsforbrug.
  • Indsigt i forretning og industri sikrer ”tilstrækkeligt” (vs. altomfattende) leverance, der matcher kundens risikoprofil.
  • For visse ydelser og discipliner er specialisering en nøglefaktor. Dette kan skabe en leverandør præference.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

1 kommentar

  • Lars Frederik Reply

    26. juni 2020 at

    Det lyder komplet sindsygt, at en opgave på 500 millioner kroner ikke bliver sat i udbud.

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password