Ny rapport vil punktere Huaweis offerfortælling

Den kinesiske telegigant Huawei ynder at fremstille sig selv som et uskyldigt offer for stormagtsspillet mellem Kina og USA, men sandheden er en ganske anden, dokumenterer ny rapport fra danske Strand Consult.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.dk

Der findes næppe noget selskab i verden, der i disse år er genstand for lige så megen kritik som kinesiske Huawei. Meget af kritikken skyldes telegigantens tætte bånd til det kommunistiske styre i Kina og de deraf følgende vestlige bekymringer om datasikkerhed og risiko for statsspionage. Andre har påpeget, at Huaweis ret pågående kommunikationsstrategi i 5G-dialogen med blandt andre den danske regering heller ikke gør selskabet nogen tjenester.

Spørger man Huaweis egen ledelse, er den vestlige mistro grebet ud af det blå. Faktisk virker Huawei til at mene, at man er fanget som en lus mellem to negle, repræsenteret ved Kina og den vestlige verden – særligt USA. Der er intet odiøst i samarbejdet med det kinesiske styre, lyder det.

I rapporten “Fact Check Huawei: What You Need to Know to Understand Its Corporate Communication” gør det danske telerådgivningsfirma Strand Consult op med den udlægning og med en række af de påstande, som Huawei på sin hjemmeside og via diverse internationale medier aktivt arbejder på at udbrede. Rapportens konklusion er klar: Båndene til det kommunistiske styre er overordentlig tætte, og Huawei er alt andet end en bonde i stormagternes spil. Det er således også forbundet med stor risiko at indgå aftaler med selskabet.

Tætte forbindelser til det kinesiske styre
Rådgivningsvirksomheden Strand Consult er ejet af danske John Strand. Han har i mange år været blandt verdens førende analytikere og rådgivet teleselskaber om, hvad der rører sig i branchen.

John Strand har længe fulgt Huaweis gøren og laden, og han bemærker, at der er en ganske voldsom diskrepans mellem Huaweis virksomhedskommunikation og de faktiske omstændigheder. Det ærgrer ham, at journaliststanden ikke er gået hårdere til Huawei og har udfordret den rosenrøde fortælling, som virksomheden har bygget op om sig selv.

”Huawei har opfundet et narrativ, som de dyrker, og som vi har beskrevet i rapporten. Det narrativ cementerer de ved at putte en masse historier i medierne. Ofte finder de en journalist på et seriøst medie, som ikke stiller kritiske spørgsmål. Det kan for eksempel være en kinesisk journalist, som arbejder på et internationalt medie og godt ved, at man ikke får svar på sine kritiske spørgsmål, men er glad for at få lov at interviewe topfolk hos Huawei,” fortæller John Strand.

Det er denne ukritiske indgangsvinkel, som han med rapporten ønsker at gøre op med.

Først og fremmest er rapporten et opgør med Huaweis forsøg på at lægge distance til det totalitære kinesiske styre. Huawei leverer beviseligt meget af den teknologi, der bruges til at overvåge den kinesiske befolkning, ligesom de stiller kapaciteter til rådighed for den kinesiske hærs statssanktionerede hackerangreb. Samtidig er virksomheden underlagt kinesisk lovgivning, som påbyder den at samarbejde med styret, hvis – eller når – det kræves. Derfor mener Strand Consult heller ikke, at det har nogen gang på jorden, når Huawei skriver, at samarbejdet med den kinesiske regering er sammenligneligt med andre televirksomheder.

Ugennemsigtige regnskaber
Dernæst stiller Strand Consult spørgsmål ved, om Huawei er så succesfuldt et foretagende, som den kinesiske televirksomhed gerne vil lade omverdenen tro. Virksomheden er ikke børsnoteret og som hjemmehørende i Kina heller ikke underlagt de samme kontrolinstanser og eftersyn, som vestlige koncerner er. Derfor er det vanskeligt at gennemskue, hvordan økonomien hænger sammen, og hvor meget af omsætningen, som stammer fra Kina henholdsvis det vestlige marked.

”Når Huawei sender deres regnskabsmeddelelser ud og fortæller, at de har et fantastisk regnskab, er der ikke nogen, der sætter sig ned og spørger, om det, de kalder et regnskab, er et regnskab eller en pressemeddelelse,” fortæller John Strand.

Meget af Huaweis vækst finder sted inden for Kinas landegrænser, og også dette forhold er behændigt udeladt af telegigantens narrativ, bemærker Strand Consult videre. Tilsvarende er det svært at vide, hvor stor en del af Huaweis budget, der allokeres til de forskellige afdelinger, herunder nyudvikling og innovation inden for teleområdet.

Endelig er der er de evindelige slagsmål om tyveri af intellektuelle rettigheder. Det er et anklagepunkt, som Huawei gør meget ud af at dementere, men også her peger en række søgsmål og retssager i en anden retning end de officielle udmeldinger. Strand Consult-rapporten lister således en række af tilfælde op, hvor Huawei har stjålet og kopieret fra sine konkurrenter trods virksomhedens forsikringer om det modsatte. Nogle af sagerne er afgjort i retten, mens andre er løst gennem forlig.

Ikke nok at fokusere på Huawei
I Danmark har det meste af diskussionen om kinesisk informationsteknologi drejet sig om Huawei. I første omgang, da TDC valgte Huawei som 5G-leverandør – de er siden fravalgt igen – og senest i forbindelse med Huaweis uortodokse forhandlingsstrategi, hvor man har tilbudt den danske regering en garanti mod kinesisk spionage mod at få adgang til det danske marked.

Farerne ved de kinesiske elektronikgiganter er dog ikke begrænset til Huawei. Selvom Huawei er i vælten lige nu, er vi i Danmark også nødt til at diskutere de øvrige kinesiske virksomheder, der ligesom Huawei har tætte forbindelser til den kinesiske stat og sidder på anseelige markedsandele i Danmark og det øvrige Vesten, mener John Strand. Han peger på, at man især i USA allerede har taget fat om problemet ved at forbyde offentlige indkøb flere kinesiske producenter, herunder droneproducenten DJI.

Det bliver også nødvendigt her i landet, mener John Strand. Både Lenovo, DJI og flere andre producenter leverer således løsninger til danske myndigheder.

”Vi må nok erkende, at vi på sigt begynder at få en større forståelse for, at vi bør overveje, hvor mange af de ting, vi kobler på nettet, kommer fra,” siger han.

”Huawei satser big time på at levere cloud-baserede løsninger i konkurrence med Google, Microsoft og Amazon. Ville du som virksomhed lægge dine data op i en kinesisk sky? På et tidspunkt vil man spørge sig selv, om man som virksomhed ønsker at bruge servere fra delvist statsejede kinesiske virksomheder. Og svaret er jo helt sikkert nej, selvfølgelig gør man ikke det.”

Indblik.net har gerne villet forholde Huawei kritikken, men virksomheden er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

1 kommentar

  • Niels Jørgen Langkilde Reply

    20. juni 2020 at

    Tak for fine oplysninger. Vi skal utvivlsomt passe på dette selskab af sikkerhedsmæssige grunde.

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password