”Måske kunne Løkke have overtalt mig, hvis han selv havde ringet”

Bertel Haarder kan i disse dage se tilbage på 40 år som folketingsmand. Spindoktorerne har været en slem udvikling, mener han.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Blomsterne står fremme på Bertel Haarders kontor, efter han nu har siddet som venstremand i Folketinget i 40 år. Pladsen tog han første gang i 1975 – og når det årstal ikke umiddelbart går op med 40 år, skyldes det Bertel Haarders ophold i Europa-Parlamentet. Indblik.net er på besøg, og vi ser tilbage på 1975, hvor Venstre havde fået en flot fremgang og alligevel tabt regeringsmagten. Lidt som for nylig.

”Det var, fordi Hartling ikke ville være i stue med Mogens Glistrup, og det syntes jeg var meget dumt,” husker Haarder, som fortæller, at han selv kunne have fået debut dengang som fremskridtsmand – hvis han havde villet det.

”Jeg fik tilbudt en sikker kreds hos Fremskridtspartiet. Det var deres landsformand, Ulrik Poulsen, som ville have mig opstillet, og de optrykte en af mine bøger i medlemsbladet i sin fulde længde. Så sent som da jeg sad i Europa-Parlamentet, så Glistrup et lys i mig og sagde, han ville stemme på mig til europavalg til sin død.”

Ville et fløjparti ikke have passet fint til dig dengang med dine idealistiske, lidt rebelske træk? 

”Dengang jeg blev venstremand, var det faktisk noget af det mest provokerende, man kunne være. På universitetet havde vi prøvevalg, hvor Venstre var det syvendestørste parti eller noget i den stil, hvor selv Retsforbundet og kommunisterne var meget større partier, og når man kom som venstremand, var der nogle, der sagde, vi skulle gå hjem til stalden,” husker Haarder.

Meninger brydes
Der er nok at tage fat i, når man sidder på Christiansborgs 3. sal og skal se tilbage på årtier som folkevalgt og minister, ikke mindst for Bertel Haarder. Navnlig hans tid som undervisningsminister under Schlüter og integrationsminister under Fogh Rasmussen var positioner, hvor stærke ideologiske og værdipolitiske interesser har været på spil. I sidstnævnte position var Haarder nøgleperson i voldsomme debatter om integration og udlændinge i 00’erne, inden Socialdemokratiet m.fl. accepterede den strammere udlændingepolitik som et vilkår. Et senere politisk resultat er at stå fadder til Folkemødet på Bornholm.

Bertel Haarder, hvad har du selv skiftet mening om undervejs?

”Jeg håber da, jeg har bøjet mig for argumenter. Et helt konkret eksempel var euroen, hvor jeg skrev, at den kunne ikke blive til noget, og jeg selv endte med at føre kampagne for den. Hvorefter det så viste sig, at der var store problemer, som jeg havde forudset.”

Hvorfor støttede du den så alligevel?

”Jeg havde den opfattelse, det ikke kunne lade sig gøre. Men så var Danmark ved at gå bankerot under Anker Jørgensens tid, og en del af redningen for dansk økonomi blev, at vi sømmede vores krone fast på D-marken. Det overbeviste mig. Så blev jeg tilhænger af projektet.”

Bertel Haarder har siddet i Folketinget 1975-1999 og igen fra 2005, og i Europa-Parlamentet 1994-2001. Undervejs har han været minister for både undervisning, forskning, integration, udvikling, kirke, indenrigs- og sundhed, kultur og nordisk samarbejde samt europaminister. I Folketinget er han i dag udvalgsformand i Udenrigsudvalget, leder af Nordisk Råd-delegation og Venstres ordfører for Færøerne.

Bertel Haarder tager et øjeblik og overvejer yderligere. Nogle gange er man selvfølgelig også nødt til at skifte en position, ud fra hvad der kan lade sig gøre. Men Haarder er også bevidst om, det ikke skal være en undskyldning for alting, understreger han.

”Et af mine svigt var, at jeg som undervisningsminister i slutningen af 80’erne lod mig besnakke til at ophæve folkeafstemningsparagraffen. Den sagde, at forældrene i et skoledistrikt ved en folkeafstemning kunne bevare en skole, hvis der var flertal for det. Der var selvfølgelig grunde til at afskaffe den, der var faldende børnetal, og nogle skoler havde næsten ingen elever, fordi forældrene ikke ville lægge børn til, selv om skolen var bevaret ved en folkeafstemning. Men det var alligevel forkert at afskaffe den. Jeg lod mig besnakke,” siger Bertel Haarder i dag og tilføjer:

”Det er en generel lære, jeg drager af mine erfaringer. Min første indskydelse plejer at være rigtig, og den har ofte været bedre end at lytte til alt for mange analyser, planøkonomer, interesseorganisationer og embedsmænd.”

Temaet har særlig betydning for Bertel Haarder, fordi han helt tidligt blev inspireret til politik i kampen mod skolenedlæggelser. Men det med at lade sig besnakke peger også hen imod et andet punkt på dagens dagsorden, når vi diskuterer forskellen på nutid og fortid – et tema, som Haarder selv har opfordret til, at vi skulle ind på.

Spindoktorernes overtag
Der er utrolig meget snak i dansk politik. Fra for mange kommentatorer og kommunikationsfolk, siger Haarder i sin kronik i Jyllands-Posten fra sidste uge: Tænk selv, politikere: Fint spin er dårlig politik. Og ingen medvirker og personificerer nok forskellen mellem det 20. og 21. århundredes politiske kommunikation som ministrenes særlige rådgivere, også kaldt spindoktorer, for alvor indført med Anders Fogh Rasmussens regering fra 2001, samme tid som Haarder selv fik regeringscomeback som minister for integration.

”Man skal ikke have en partifælle med ind i ministeriet, og det kan nemt gøre mere skade end gavn, fordi vedkommende ikke kender ministeriet. Hvad kan de hjælpe med? Vedkommende kan hjælpe med det partitaktiske. Vedkommende kan hjælpe med, at ministrene og deres partier vinder næste valg og bevarer magten. Men hvad med at holde sig til dem, der kan hjælpe ministeren med at gøre det rigtige for Danmark, ikke kun for partiet,” spørger Haarder retorisk.

Men du har jo selv haft særlige rådgivere?

”Det skulle jeg heller ikke have haft.”

Hvorfor havde du det så?

”Det var nyt dengang, og jeg kunne ikke afvise det, før jeg havde prøvet det. Når jeg ser tilbage, skulle jeg ikke have gjort det. Jeg havde kun brug for en pressechef, og min sidste særlige rådgiver fungerede sådan set også som pressechef – en fremragende pressechef.”

Men det var vel også nemmere for dig at undvære en spindoktor som en erfaren politiker – hvis nu du var kommet som meget yngre minister uden faglige forudsætninger, var det måske oplagt?

”For det første skal sådan en politiker jo ikke være minister til at begynde med. Derudover har vi jo stadig embedsmænd til at hjælpe ministeren med det nødvendige. Jeg husker en minister – jeg vil undlade at nævne hans navn, men han var blank. Han havde dog en god departementschef, som satte sig for at læse hans partiprogram, og det gik faktisk udmærket, fordi departementschefen havde politisk sans, og det har de fleste – ligesom ministersekretærer og andre embedsmænd.”

Haarders aversion mod særlige rådgivere er ikke kun principielt funderet, men også på baggrund af egne oplevelser med korrespondancer med andre, der har været ministre.

”Det har irriteret mig at skrive til ministre og få svar tilbage fra den særlige rådgiver, selv når ministeren ellers var en partifælle. Det irriterede mig, når jeg skrev til integrationsministeren, ligesom det irriterede mig, da jeg stod til at blive generalkonsul i Flensborg og ville trække mig fra det. Da ville Lars Løkke jo overtale mig til at holde fast. Måske kunne Løkke have overtalt mig, hvis han selv havde ringet, men det var spindoktoren, der ringede. Og så tænkte jeg, at nej – hvis ikke han selv vil ringe og snakke med mig om det, kan det vel ikke være ret vigtigt. Så holdt jeg fast i min beslutning om at sige nej. Jeg er lidt allergisk over for spindoktorer, kan du godt høre. Fordi de er et filter, en barriere, frem for at ministrene selv tager knoglen og ringer.”

Magten og glæden
Det er nu heller ikke, fordi det hele er blevet værre i mediebilledet, understreger Bertel Haarder. Blandt andet fordi flere mennesker har fået en stemme gennem sociale medier.

”Nogle af de stemmer er godt nok forfærdelige at høre på. Fordi folk for tidligt har trykket ”send”. Men det er en gevinst for demokratiet, at afstanden til folkevalgte er blevet mindre. Man får flere hilsener fra virkeligheden, end da jeg startede. Det kan hjælpe til at forebygge, at man lever i en osteklokke, som nemt sker for en politiker.”

Selv bruger Haarder også tid på formidling, idet han fortsætter sit forfatterskab, der ligeledes har varet siden 70’erne. Hans første erindringsbog, ’Op mod strømmen – med højskolen i ryggen’ (2012) har beskrevet hans yngre år, frem til at han er nytiltrådt minister i den første Schlüter-regering. Den skal på et tidspunkt have en opfølger om, hvad senere hændte.

Når du ser tilbage på årtierne, tror du så, at de perioder med mest magt vil overlappe de perioder med mest arbejdsglæde?

Hmm … Jeg er nok nødt til at indrømme, at der er noget om det. Det ligger i en politikers natur, at man gerne vil have indflydelse. Det får man jo først, når man får magt. Lykke er ikke at ligge på sofaen. Lykke er – det er helt elementært menneskeligt – at man ikke lever forgæves, og det værste er at være overflødig. Derfor gør det heller ikke noget at være ophængt 24 timer i døgnet. Det er ikke noget, man bliver stresset af. Man bliver stresset, hvis der samtidig er vrøvl med konen derhjemme. Det med at kæmpe for en sag, selvom man får sovet for lidt, kan man sagtens blive sund og stærk af.”

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password