Dokumentar om voldtægt sætter folkedomstol i sving

TV 2’s ‘Gerningsmand eller offer?’ spildte potentialet og inspirerede til løst gætværk om højtprofileret voldtægtssag. Uanset hvad intentionen var.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Det var mildt sagt en blandet omgang at se krimiprogrammet Station 2’s halve time ‘Gerningsmand eller offer?’ på TV 2 torsdag (kan ses med abonnement på TV 2 Play). Ved første gennemsyn fandt jeg programmet okay. Senere er jeg nået frem til, det ikke burde være blevet sendt i den form. Det vender vi skyndsomt tilbage til, men først baggrunden kort:

Kommunikationsmand Jon Kiellberg har været anklaget for voldtægt af Kirstine Holst, men er frifundet. Holst fastholder, at en voldtægt foregik, og har brugt dette i kampen for en lovændring på området. TV 2 gengiver parternes forskellige udlægninger og hans frustrationer over, at hun lader ham fremstå som voldtægtsmand. Selvom hun ikke navngav ham, har mange i landets lille medieverden vidst, hvem det drejede sig om. I programmet mødes de så kort uden rigtig at komme videre.

Min i første omgang positive udlægning bestod i den nøgterne konstatering, at ingen ud over de to hovedpersoner ved eller kommer til at vide, præcist hvad der foregik den aften. Det eneste, de er enige om, er, at den anden lyver og skylder en bekendelse. Der er sågar noget, som selv ikke de to mennesker ved (hvordan der er kommet en plet blod på en kjole).

For mig er det anledning til refleksion over, hvor lidt vi ved. Spørgsmålet ‘Offer eller gerningsmand?’ er dermed forstået i stil med spørgsmålet, om hønen eller ægget kom først. Vi får ikke svaret, men det er ikke en værdiløs erkendelse. Den medfører, at man skal vare sig for at dømme, og have respekt for dem, der dømmer – og deres dom, uanset at dommere og domsmænd som alle andre mennesker er fejlbarlige.

I vurderingen af et medieprodukt må man dog betænke mere, end om det lige fungerede i mit tilfælde. Det gik tiltagende op for mig på sociale medier i løbet af torsdag eftermiddag og aftenen, at ‘Offer eller gerningsmand?’ er sat op på en måde, hvor den kan forstås som indbydelse til at holde med en af parterne, som var det en fodboldkamp. Hvem taler sandt? spørger Ekstra Bladet læseren med den underforståede præmis, at det har læseren en holdning til, som er værd at høre for offentligheden.

Hans hold og hendes hold
Det store spekulationsbal er hermed åbnet, og det burde man have set komme, især på de sociale medier. Disse er som bekendt drevet af indignation. Få mennesker skriver på Facebook ud fra tanken ”Hmm, dette var dog en interessant dokumentar, der hører begge sider og inspirerer til andægtig tavshed over for mængden af information, vi ikke har”. Jeg gjorde det heller ikke.

Nej. Folk skriver på Facebook, når noget er for dårligt. Og sagen blev yderligere kompliceret af, at en del mediefolk kender den ene eller begge, og at sagen uvægerligt bliver blandet sammen med Holsts politiske arbejde. Er man feminist og for den samtykkebaserede lovgivning, Holst arbejder for, er man tilsyneladende tilbøjelig til at støtte hende, osv. Det samme er sikkert også tilfældet med andre segmenter på Kiellbergs hold. Resultatet er ikke godt.

Nogle overvejer, hvordan kvinder kan støtte Kiellbergs udlægning (som om mænd forventes at være solidariske med forbrydere). Også Kirstine Holst svines til med gloser, jeg ikke vil gengive her. De kan nemt afsøges på Facebook, hvis nogen ønsker at besigtige kloakken. Det værste er nu ikke ordenes hårdhed, men det parallelle retssamfund, der opstår her. Fakta er, at ingen ud over de to mennesker ved med sikkerhed, hvem der lyver. Ikke engang de to mennesker ved alting med sikkerhed.

I fraværet af absolut sikkerhed, og som den mindst ringe løsning, har samfundet nedsat en domsmandsret med dommer og lægmænd, der er forelagt sagen og træffer beslutning. De har hørt forklaringer, vi andre ikke har. Vidner har talt under vidneansvar, og deres vidnesbyrd er ikke blevet redigeret af TV 2. Den domsmandsret kan ikke altid være perfekt, men det er det bedste, vi har.

Det angår tilsyneladende ikke folkedomstolen. Og skønt den (endnu!) ikke har magten til at sætte folk i fængsel, kan den koste dyrt lige fra karriere til helbred til sundhed. Somme tider endda dyrere end en rigtig dom.

Det ideale program og virkeligheden
Hvad gik der galt? Fagbladet Journalisten har vigtigt at berette om hændelsesforløbet:

”I en tidligere version af TV 2’s egen beskrivelse af programmet, som Journalisten har fået tilsendt fra stationens presseafdeling, hed programmet ‘Den uskyldige voldtægtsmand’. Siden er titlen ændret, så programmet nu hedder ‘Gerningsmand eller offer?’.”

TV 2 nægter, at skiftet af titel er et udtryk for, at præmissen for programmet ændrer sig undervejs. Det ved TV 2 bedre end jeg. Men Journalistens begavede spørgsmål afspejler, at TV 2 – uanset hvordan processen virkelig forløb – havde et valg mellem at lave to programmer her:

Det ene program ville stille spørgsmålet: ”Hvad skal man finde sig i, fordi man engang var anklaget for en forbrydelse, man er frikendt for.” Dette program ville gå ud fra den faktuelle omstændighed, at Jon Kiellberg er frifundet. Det ville også være et vigtigt principielt spørgsmål, siden Kiellberg hverken er den første eller sidste, der oplever, at andre gøder jorden for en mistanke, han er frifundet for. Derfor ville det også hæve diskussionen op over det umulige spørgsmål, om en konkret mand skulle være dømt i en konkret sag.

Der var også en anden tilgang. Man kan spørge: ”Hvem tror du lyver? Er det ham Jon eller hende Kirstine?” Her skal du vælge nogen at holde med, igen, som var det FCK mod Brøndby – en subjektiv smagssag frem for et objektivt spørgsmål, om noget hændte eller ej. Det resulterer i gætværk ud fra intuitiv opfattelse af personer ud fra en tv-journalists redigering. Det bliver heller ikke et principielt spørgsmål, der går ud over den konkrete sag.

Et meningsløst spørgsmål
Jeg bilder mig ikke ind at kende processen bag programmet. Jeg hæfter mig ved bundlinjen, at TV 2’s program havde elementer af begge de nævnte idéer med overvægt af det sidstnævnte uheldige indhold. Et konkret eksempel, som redaktøren burde have taget ud:

”Hvorfor kommer de to anmeldelser for voldtægt, hvis der slet ikke er noget om snakken,” spørger journalisten Kiellberg.

Ja, det er der helt sikkert nogen, der tænker derude, men det er ikke ensbetydende med, at pøbelen skal se det stillet. Er præmissen, at en mand to gange meldt for samme forbrydelse må være skyldig, og hvad havde man forventet, at den frifundne mand ville svare; skulle han sige ”Gud ja, god pointe, så er der nok noget om snakken alligevel”?
Dette er ikke bare et dumt spørgsmål, men et farligt spørgsmål.

Sket er sket for TV 2 med et program, som unægtelig også har været svært at lave (og hvis metoder bliver en sag i sig selv, men det er en anden historie). Den tanke har strejfet mig, at jeg ikke selv burde tilføje sagen yderligere omtale. På sin vis ville det jo harmonere med min første, mere positive oplevelse af programmet, der inspirerede til en stille refleksion.

Men når nu sket er sket, og programmet er sendt, kan det måske tjene til den overordnede overvejelse, om der er ved at erodere et eller andet, og hvordan man skal forholde sig til det. Som privatperson må man grundigt overveje, om ens private holdning, hvis man har en sådan, måske burde holdes privat. Som medieperson kan man overveje, hvad ens medieprodukter – og kommentarspor – skal bidrage med. Og slå hårdt ned, når de ikke-autoriserede domstole ruller sig ud.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password