Dansk Energi brugte energisparepenge til privat lobbyvirksomhed

Interesseorganisationen Dansk Energi har opkrævet 30 mio. kr. hos elbrugerne for at lave energispareaktiviteter. Flere millioner blev i stedet brugt til organisationens sædvanlige lobbyaktiviteter.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

”Endnu en sag om misbrug af monopolmidler. Denne gang i Dansk Energi, hvor millioner, øremærket energibesparelser, i stedet har finansieret lobbyaktiviteter. Det viser en mere end to år lang undersøgelse, som Kammeradvokaten har lavet på vegne af Energistyrelsen.”

Det var ordene i en kommentar på Linkedin, som direktør Jette Miller, De Frie Energiselskaber, lagde ud på det sociale medie for kort tid siden. Jette Miller har fulgt sagen tæt, da det var netop en henvendelse fra De Frie Energiselskaber til Energistyrelsen, som fik den offentlige myndighed til at undersøge Dansk Energi.

”Skal vi i elsektoren fortsat have forbrugernes tillid og opbakning til, at vi forvalter deres penge til den grønne omstilling forsvarligt, så er det nødvendigt, at sektorens virksomheder udviser Governance og omhu med anvendelsen af borgernes penge. Derfor er der brug for mere transparens og åbenhed om, hvordan pengene forvaltes i sektoren,” siger direktør Jette Miller.

Ifølge sektorens energispareaftale kunne Dansk Energi sende en ekstra regning til el-brugerne på 30 millioner kroner, som skulle bruges til energibesparelser.  Nu viser undersøgelsen, at regnskabet ikke passer.

Det hedder i Energistyrelsens undersøgelse:

”Dansk Energi har i årene 2012-2016 opkræver 31.325.862 kr. til dækning af Dansk Energis omkostninger til energispareaktiviteter eller admínistrationen af dem. I samme periode er der redegjort for udgifter til disse aktiviteter på 23.336.336 kr. Dansk Energi har således for perioden opkrævet 7.989.526 kr. mere, end Dansk Energi har afholdt af omkostninger. Herudover har Dansk Energi tidligere år opkrævet 1.096.030 kr. mere, end at Dansk Energi har afholdt af omkostninger, således at Dansk Energi ultimo 2016 har opkrævet 9.084.566 kr. mere til dækning af energispareaktiviteter og administration heraf, end Dansk Energi har afholdt af omkostninger, knyttet hertil.”

Derudover viser Energistyrelsens gennemgang af Dansk Energis regnskaber, at 8 posteringer til et samlet beløb på 2.059.579 kroner, ”efter styrelsens vurdering ikke vedrører aktiviteter, relateret til energispareordningen”.

Man har bl.a. brugt penge til analyser, som skulle bruges til Dansk Energis pressearbejde, andre analyser, som skulle bidrage til kvalificerede forslag til forøgelse af omkostnings-effektiviteten indenfor bestemte fokusområder, eller skulle kortlægge ”transportinitiativer i energispareindsatsen i forskellige europæiske lande”.

Energistyrelsen vurderede, at disse ”aktiviteter ikke kan indregnes under energispareordningen”.

Som det fremgår, har Dansk Energi indkrævet midler til energispareakiviteter adskillige år tilbage. Og det undrer direktør Jette Miller fra De Frie Energiselskaber, at undersøgelsen først kom i gang for et par år siden.

”Allerede i 2017 gjorde Rigsrevisionen Energistyrelsen opmærksom på, at der var noget galt, men alligevel skete der først noget, da De frie Energiselskaber klagede over forholdet”.

Energistyrelsen svarer til Indblik.net, at Rigsrevisionen i 2017 ”kritiserede styrelsen for ikke at have en klar arbejdsdeling i forhold til Forsyningstilsynet – og at ministeriet ikke havde ført tilsyn med, at energiselskaberne havde opgjort omkostningerne til energispareordningen i overensstemmelse med reglerne.”

I februar 2018 blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Energitilsynet og Forsyningstilsynet for at sikre denne arbejdsdeling i forhold til kontrol af omkostninger.

Energistyrelsen henviser i sit svar til Indblik. net, at man har ageret i forhold til en ministerredegørelse af 13. november 2017. Her nævnes, ”at Energistyrelsen gennemfører, hvis styrelsen bliver bekendt med konkrete mistanker, en bagudrettet kontrol af, om omkostningerne til energispareindsatsen er opgjort efter reglerne”.

En sådan bagudgående undersøgelse blev sat i gang i marts 2018, da Forsyningstilsynet og De frie Energiselskaber henvendte sig. Kammeradvokaten udførte det sagsforberedende arbejde og har undersøgt omkostningerne for 35 selskaber og et samarbejdsorgan. Rapporten forelå den 14. april.

Forelagt artiklen svarer Dansk Energi:

”Dansk Energi er ikke enig i afgørelsen, men tager den til efterretning. Det noteres, at Energistyrelsen finder, at de omtalte beløb er anvendt indenfor energispareområdet. Dansk Energi har rettet de i afgørelsen nævnte forhold. Der henvises i øvrigt til Dansk Energis høringssvar, der er vedlagt afgørelsen.”

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password