Ægtepar kan lovligt hente milliontilskud til ni radioer på hjemadressen

Intet hindrer ægtepar i at drive ni lokalradioer fra privatadressen og modtage over en million kroner i offentlig støtte, lyder det fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Indblik.net har i samarbejde med Journalista.dk over en længere periode afdækket, hvordan ikkekommerciel lokalradiodrift er blevet en anseelig indtægtskilde for både ”glade amatører” og radioprofessionelle over det meste af landet.

Måske er det ikke så underligt, at Danmark er rig på lokalradiostationer, for med sendetilladelserne følger et tilskudsbeløb på omkring 132.000 kr., uagtet om man har faste udgifter til studier og lønninger eller ej. Nu viser det sig desuden, at de indbringende foreningskonstruktioner efter alt at dømme er i overensstemmelse med bekendtgørelsen om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed. Det fremgår af et skriftligt svar fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Indblik.net kontaktede styrelsen i slutningen af april efter udgivelsen af artiklen ’LOUD-ejere får tilskud til lokalradioer, der rutinemæssigt genbruger indhold’ med henblik på at få et interview om sagen. Interviewet blev flere gange udskudt under henvisning til corona-travlhed, og siden blev det på styrelsens initiativ vekslet til et skriftligt myndighedssvar, som landede i vores indbakke hele 37 dage efter den oprindelige henvendelse.

Opstiller ikke grænser for foreningsvirksomhed
Slots- og Kulturstyrelsen vil ikke forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt det er i lovens ånd, at professionelle mediefolk henter støttekroner til ikkekommercielle radioer uden sendefaciliteter. Det er et politisk anliggende, lyder det.

Til gengæld bekræfter styrelsen, at der er ikke nogen passage i førnævnte bekendtgørelse, der kan forhindre, at et ægtepar som Henrik og Elsa Faurhøj kan drive hele ni ikkekommercielle lokalradiostationer fra deres fælles hjem i Hinnerup og modtage 1,2 millioner kroner i årligt tilskud for det.

Radio- og tv-nævnet træffer afgørelser i forhold til de tilladelseshavere, som Nævnet har myndighed over for, og ikke i forhold til enkeltpersoner. Tilladelseshaverne i ordningerne for ikkekommerciel lokalradio og ikkekommercielt tv i MUX 1 er alle foreninger og ikke enkeltpersoner. Bekendtgørelsen om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed opstiller ikke en grænse for, hvor mange foreninger enkeltpersoner kan være involverede i.”

Så længe radiostationerne drives af forskellige foreninger, tager Radio- og tv-nævnet altså ikke yderligere stilling til, om bestyrelserne er sammensat af de samme medlemmer, som det gør sig gældende i eksemplet fra Hinnerup. Ægteparret Faurhøj er ikke de eneste, der har taget notits af nævnets laissez faire-holdning. Indblik.net og Journalista.dk har således påvist eksistensen af en række lokalt forankrede ’familiedynastier’, som hver især henter tilskudsbeløb med hjemmel i loven.

Nævnet har ikke taget stilling til genbrug af tv-indhold
Mens der tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for antallet af sendetilladelser, sår Slots- og Kulturstyrelsen mere tvivl om lovligheden af det indholdsmæssige overlap, som Indblik.net og Journalista.dk har afdækket i det sydfynske radiomiljø. Her er det dokumenteret, hvordan flere af Radio Diablo-chefernes lokalradioforeninger kopierer lydsiden af tv-programmer sendt på tv-stationen Sydfyn TV, som de også selv står bag.

Slots- og Kulturstyrelsen skriver til Indblik.net, at der er tale om en ny problemstilling og et definitionsspørgsmål, som man endnu ikke har afklaret:

Radio- og tv- nævnet har ikke tidligere taget stilling til spørgsmålet om en radiostations brug af lydsiden fra et program på en ikkekommerciel tv-station kan udgøre egenproduktion.”

De sydfynske radioproducenter kommer dog ikke til at leve i uvished alt for længe. Nævnet bebudede kort inden kulturminister Joy Mogensens (S) optræden i et samråd i Folketingets Kulturudvalg, at man indleder et tilsyn med foreningerne bag Svendborg Lokalradio, Ærø Lokalradio, Faaborg-Midtfyn Lokalradio og Sydfyn TV. Tilsynet iværksættes i forlængelse af Jens Rohdes (RV) 16 spørgsmål til ministeren om sagen, som han stillede på baggrund af dækningen på Indblik.net og Journalista.dk.

Rohde: Sagen får drastiske konsekvenser
I modsætning til Slots- og Kulturstyrelsen og Radio- og tv-nævnet har Jens Rohde for længst forholdt sig til lovens ånd og gjort klart, at reglerne på området skal laves om, hvis det viser sig, at tingene er kørt efter bogen.

”Hvis reglerne er overholdt, er reglerne overholdt. Så skal vi have lavet reglerne om. Men hvis der er tale om, at man udnytter reglerne, uden at der er grund til det, må Radio- og tv-nævnet vågne op og gøre deres arbejde, lukke sendetilladelserne og udbyde dem på ny,” udtalte han til dette medie i maj.

I samme forbindelse understregede han, at en ændring af reglerne bliver et krav fra Radikale Venstre, hvis man skal indgå en aftale med regeringen i forbindelse med de forestående medieforhandlinger – en holdning, han gentog på samrådet med kulturministeren den 27. maj.

”Jeg er simpelthen så træt af, at vi har ventet et år på at få de her medieforhandlinger i gang, men der er i hvert fald kommet så meget for en dag, at jeg kan garantere, at det får drastiske konsekvenser, hvis vi skal være med i en aftale. Det gør det både for Radio- og tv-nævnet, for måden, vi uddeler støtte, og for, hvem der kan få del i støtten,” bedyrede Rohde.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password