Fejl på fejl i forældrekompetenceundersøgelser

Kommunernes forældrekompetenceundersøgelser ligger til grund for tvangsanbringelser af børn, men de består som regel af fornemmelser og fordomme, mener kritikere.

Af Signe Dahl, signe@indblik.net

”Kun omkring fem procent af anbringelsessagerne er rimelige, eksempelvis vold og incest. Resten af sagerne er i mange tilfælde pure opspind,” vurderer den fynske lokalpolitiker Lars Christensen.

Han er en af de få politikere, der gennem længere tid har kritiseret kommunernes håndtering af børnesager. Det er en kritik, som har taget til i flere medier, efter Statsministeren i sin nytårstale sagde, der skulle fjernes flere børn.

FKU’er minder om horoskoper
Når et barn fjernes fra sine forældre, bygger sagen ofte på en forældrekompetenceundersøgelse, en såkaldt FKU.

”FKU’erne kan bedst sammenlignes med horoskoper, for det er det rene føleri og pseudovidenskab. Det er beskæftigelsesterapi for kommunalt ansatte, der i mange tilfælde gør meget mere skade end gavn,” siger Lars Christensen, der i 2017 var Liberal Alliances Folketingskandidat i Fyns Storkreds og spidskandidat i Middelfart. Han er siden skiftet til Det Konservative Folkeparti.

”Retssikkerheden er lig nul, fordi de bygger sagerne på fornemmelser. Børnemishandling er og bør være en sag for politiet, så hvorfor skal der sættes en hær af socialrådgivere, familiekonsulenter, samværskonsulenter, samspilsobservatører, personer der driver bosteder, plejeforældre, psykologer og pædagoger ind. Mange af dem er meget dårligt uddannede, men har fået magtbeføjelser som en ridefoged,” siger Lars Christensen.

Socialministeren har forklaret Indblik.net, at antallet af anbringelser ikke er et mål i sig selv, men flere børn skal fjernes tidligere.

”Tidlig opsporing vil bare føre til endnu flere kommunale overgreb mod uskyldige familier. Der er ikke brug for flere socialrådgivere og flere forældrekompetenceundersøgelser. Der er brug for, at der i de sager, hvor der er noget at komme efter, bliver handlet korrekt og sat massivt ind,” mener Lars Christensen, der selv er gift og har et barn. Han er seniorsergent i Hæren og har været udsendt flere gange til bl.a. Afghanistan.

Den kontroversielle tilknytningsteori
Lars Christensen er ikke den eneste, der er skeptisk overfor den faglighed, der benyttes i forældrekompetenceundersøgelserne. Harvard-professor Steven Pinker er en af flere førende psykologer, som er kritisk overfor de teorier, ”hattedamerne” bruger som argument mod de biologiske forældre. Eksempelvis kan de vurdere, at en mor har for lidt øjenkontakt med sit barn, og der derfor er noget galt med forældreevnen.

”One of the major flaws in this policy is attachment theory, which in my view has little scientific basis, since the studies purporting to show an effect on parenting style were fatally confounded,” skriver Steven Pinker til Indblik.net.

“The problem is that mothers and offspring are biologically related, and hence that common genes may affect the mother’s parenting practices and how her child turns out, rather than the parenting practices affecting the child directly,” tilføjer han.

Fænomenet har Pinker bl.a. beskrevet i den prisbelønnede bestseller The Blank Slate (genudgivet i 2016), som er et opgør med tabula rasa-modellen i socialvidenskaber, eksempelvis at en pædagogisk indsats gør den store forskel, uanset hvornår der sættes ind.

Justitias anbefalinger
Det er ærgerligt, at velfærdsstaten bruger ressourcerne nyttesløst, men det bliver grusomt, når børn fjernes fra deres forældre på et fejlagtigt grundlag, som bl.a. DR har beskrevet.

I sin kritiske rapport om retssikkerheden på tvangsanbringelsesområdet har tænketanken Justitia også taget fat i forældrekompetenceundersøgelserne. De anbefaler bl.a., at forældrene skal have ret til at kommentere kommunens valg af undersøgende psykolog, samt at der indføres krav om partshøring af forældrene.

Der er sat et stort arbejde i gang
Også Dansk Folkepartis socialordfører Karina Adsbøl har et kritisk blik på FKU’erne.

“Vi har den 12. maj behandlet et forslag i Folketinget om at styrke retssikkerheden i forældrekompetenceundersøgelserne. Specifikt er det sådan i dag, at det er kommunerne der oftest vælger den psykolog, der skal lave den. For at styrke retssikkerheden mener vi, at forældre skal kunne vælge en autoriseret psykolog med ekspertise på området ud fra en liste over autoriserede psykologer. Vi mener, der mangler kvalitetssikring i de her sager,” siger hun til Indblik.net.

“Der mangler også evaluering af anbringelserne. Nu vil regeringen fjerne flere børn, men vi ved jo, at mange af de anbragte børn klarer sig meget dårligt. Så dårligt, at de måske have klaret sig bedre, hvis de var blevet hjemme, og fået den rette hjælp. Der vil altid være børn. der skal anbringes, men jeg tror, at man kunne forebygge en del med tidlige kvalificerede indsatser,” tilføjer hun.

Dansk Folkeparti foreslog allerede sidst år, at en ekspertgruppe kulegraver hele anbringelsesområdet med det formål at få sat fokus på kvalitetssikring samt undgå  for mange forkerte anbringelsessager. Ekspertgruppen skal bl.a. undersøge om det er kommunernes Børne og unge-udvalg, der bør have afgørelseskompetencen i anbringelsessager. Der er sat et stort arbejde i gang, som offentliggøres senere på året.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password