Jeg løste mysteriet om tykke aktivister ARTIKEL

Jeg løste mysteriet om tykke aktivister

De såkaldte tykaktivister vil nødig indrømme, at fedme kan gøre dig syg. Forklaringen på den underkendelse af fakta viser en hel del om bevægelsen – og dens potentielle skade.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Jeg har længe været fascineret af tykaktivismen, der af ædelt hjerte kæmper mod undertrykkelsen af de tykke i samfundet, for eksempel ved at kritisere julemærkehjem. Især fascineres jeg, når ideologien undtagelsesvist får journalistisk modspil. Og særlig gådefuldt var det at se aktivist Dina Amlund i DR Detektor, hvor hun med vold og magt ville undgå at indrømme, at overvægt er skadeligt.

Hvorfor så mange krumspring for at undgå at bekræfte, hvad enhver ved – aktivisterne inklusive? Det har undret mig, til jeg for nylig læste sidste udspil fra den front, indlægget Tykfobien har et solidt greb om vores kultur, men hvor kommer den egentlig fra? Nu står løsningen på gåden endelig klart.

Amlunds indlæg er en lang sammenfletning af tykaktivisme med andre identitetspolitiske dagsordener, især kampen mod racisme. Målet er, at tykaktivisme skal være med i hulen og erkendes på linje med dem. Anerkendelsen af de tykke som identitetspolitiske ofre er alfa og omega. Derfor kan man ikke offentligt erkende det usunde i overvægt, for det vil svække påstanden om, at “tykfobien” og racismen er ligestillede.

Lad os se på, hvorfor de ikke er det, ved at sammenligne en sort mand og en tyk mand. For førstnævnte er hans hudfarve ikke et problem i sig selv. Jo, selvfølgelig er det en problematisk situation, hvis han på vej hjem fra byen møder voldelige personer, der hader sorte mennesker. Men i det tilfælde vil vi sige, at problemet er andre personers militante racisme, ikke en mands hudfarve fra fødslen.

Anderledes med den tykke mand. Det står klart, hvis vi forestiller os et samfund, hvor alle er så tolerante, som tænkes kan. Her vil det være ligegyldigt for en mand, om han er sort eller hvid. Men det vil ikke være betydningsløst, om man er tyk, for det vil, alt andet lige, gøre en mere usund (og dertil andre problemstillinger som at finde den bedste partner, at være uegnet til visse jobs osv.).

Dertil kommer, at tykhed modsat race, seksualitet osv. i høj grad er noget man kan arbejde med. Disse forskelle betyder tilsammen, at Amlund, hvis hun erkender det indlysende, får problemer f.eks. i sin kritik af julemærkehjem for at være tykfobiske.

Har hun anerkendt det indlysende sundhedsaspekt, kan hun nemlig ikke kritisere disse institutioner, på samme måde som man kunne kritisere f.eks. en lejrskole, hvor brune børn ikke var velkomne, eller som skulle konvertere grønlandske børn til danskere.

De sidstnævnte kunne man kritisere på et rent principielt plan, mens julemærkehjemmene tjener det praktiske og anerkendelsesværdige formål, at børnene ikke skal være diabetikere som 30-årige og lægges i graven længe før tid. Således forklares altså tykaktivisternes vægring mod at acceptere det forbundne mellem tykhed og sundhed.

For god ordens skyld er jeg meget enig i pointen om, at man ikke skal chikanere folk for at være tykke. Jeg går helt grundlæggende ikke ind for chikane, og Dina Amlunds vægt er mig ligegyldig. Det, jeg i høj grad anfægter, er en fordring, at man skal forholde sig til sin 15-årige søns eventuelle overvægt, på samme måde som man forholder sig til hans eventuelle homoseksualitet.

Og i forlængelse af det et sidste spørgsmål: Hvem kan man meningsfuldt sidestille tykaktivisterne med? Mit bud er en lille gruppe såkaldt progressive aktivister tilbage fra 80’erne. Nemlig dem, der modsatte sig kampagner mod HIV/AIDS, der var henvendt til mænd, der havde sex med mænd.

Enhver ved, dengang som nu, at det er mere sundhedsmæssigt betænkeligt at være promiskiøs bøsse end hetero. Men det velkendte faktum måtte ikke bekræftes i offentligheden, mente de ædle aktivister. Politisk korrekthed, identitetspolitik, kampen mod stigmatisering – det var vigtigere end at redde folk fra sygdom og død.

I den forstand har disse mennesker deres moderne arvtagere i tykaktivismen. De er ikke farlige målt på deres antal p.t., men i disse år er identitetspolitik ikke en tendens, man klogeligt undervurderer.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password