Nedjusteringer af danske tobiskvoter vækker harme blandt fiskere

På trods af positive prognoser for tobisbestanden har danske havbiologers rådgivning resulteret i en nedjustering af fiskekvoterne. I Norge er kvoterne blevet mere end tredoblet.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Det har vakt harme blandt danske fiskere, at den årlige kvote for arten tobis er blevet næsten halveret. Det fremgår tydeligt af et indlæg, formanden for Fiskerforum i Skagen har publiceret på foreningens hjemmeside.

Harmen har særligt at gøre med den rådgivning, der ligger til grund for nedjusteringen. Det er nemlig på foranledning af danske havbiologer, at Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har indstillet til EU, at kvoten skulle nedbringes.

De danske havbiologiver rådgiver løbende ICES om fiskebestandenes beskaffenhed i danske farvande, men har forud for denne sæson – og i mange af de foregående – været alt for forsigtige, mener Jens Borup, der er bestyrelsesformand for Fiskerforums afdeling i Skagen.

De danske fiskere har således fået tildelt en kvote på knap 63.000 tons tobis forud for denne sæson, hvilket er en nedjustering fra over 100.000 tons i forhold til sidste år.

Målinger var ”for gode til at være sande”
Bevæggrundene har Jens Borup svært ved at se nogen ræson i. Bestanden har det efter alt at dømme godt, skriver Jens Borup videre i indlægget. De seneste femten år har man fastsat kvoterne ud fra såkaldte skrabetogter, hvor man måler på antallet af tobis på havets bund. Ud fra disse målinger laver man en beregning af bestandens forventede størrelse, og forud for denne sæson så det rigtig positivt ud.

”Dette års skrabetogt i det såkaldte område 2 langs Jyllands vestkyst var det næstbedste, siden metoden blev indført i 2005. Det fik hele fiskeindustrien til at glæde sig, for det måtte naturligvis afføde en høj kvote. Vi var ikke i tvivl om, at det måtte være den eneste logiske sammenhæng,” skriver Jens Borup.

Men sådan skulle det ikke gå. For de danske havbiologer fandt, at målingerne var for gode til at være sande og frygtede, at ICES ville underkende de afledte beregninger, som ville have givet fiskerne en stor kvote. Derfor endte man med at nedjustere – til stor ærgrelse for de danske tobisfiskere.

Anden fremgangsmåde i Norge
Hos vores nabo mod nord, Norge, er situationen imidlertid en helt anden. Her har man, fremfor at nedjustere, startet med en lav kvote, som siden er blevet opjusteret flere gange, så den er endt på 250.000 tons, hvilket er hele 3,5 gange så stor som startkvoten på 70.000 tons.

Norge står uden for EU, men rådfører sig ligesom EU-landene også ICES. Derfor dikteres fiskekvoterne ikke fra Bruxelles, men af nordmændene selv på baggrund af norske havbiologers vurderinger og i forhandlinger med omkringliggende lande. Samtidig vurderes kvoterne undervejs i sæsonen, hvorfor de kan opjusteres løbende og tilpasses omstændighederne.

Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor den kvote, der bestemmes forud for fiskerisæsonen står ved magt sæsonen igennem. Det er ærgerligt, og biologernes overdrevne forsigtighed risikerer at koste fiskerne og deres lokalsamfund mange penge, mener Jens Borup.

”Det skal politikerne bare være klar over, når de vælger at reducere kvoterne så dramatisk, og Norge med sine opjusteringer viser, at det faktisk står rigtig godt til med bestandene,” slutter Jens Borup.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password