fbpx

’Mrs America’ gør vold på virkelig historie

Tv-serien ’Mrs. America’ er smukt produceret, men også en skæv fremstilling af den virkelige Phyllis Schafly og 70’ernes antifeminisme.

Anmeldelse - 3 ud af 6

Af Signe Dahl

Det var forventeligt, at den konservative bannerfører Phyllis Schlafly blev skildret gennem en kritisk linse i serien Mrs. America, der for tiden vises på HBO. Efter de første par afsnit tænkte denne anmelder, at det kunne da være meget værre. Det bliver det.

Serieskabernes had mod kvinden, der med succes bekæmpede ligestillingsdagsordenen Equal Rights Amendment (ERA) og deres had mod det konservative USA, der har formastet sig til at stemme på Donald Trump, er trådt meget tydeligt frem, nu hvor vi er nået til afsnit syv ud af ni.

Man skal muligvis helt over til Cersei Lannister i Game of Thrones for at finde en mere modbydelig kvinde. Cate Blanchetts karismatiske Phyllis Schlafly skildres som ensom, overgangsalderplaget og følelseskold. Hun jorder med jævne mellemrum sine kampfæller, veninder og nærmeste familie. Hun er alene motiveret af magten over andre kvinder og anvender personangreb, løgne og Ku Klux Klan-trusler mod de stakkels feminister, der skildres som sympatiske. Hvis de gør noget forkert, er det alene, fordi de er presset af Phyllis og patriarkatet. Eksempelvis Betty Friedan, der, mens hun stadig har feminismens førertrøje på, siger, at hun vil brænde Phyllis på bålet. Man tror det er løgn, men det sagde hun.

Hvem sagde hvad?
Skaberne understreger indledningsvist, at serien er delvist fiktiv – man kunne også kalde den løgnagtig. Fiktionen fylder i hvert fald meget mere end fakta i afsnit fem, hvor debatten mellem Phyllis og hendes mand Fred på den ene side og Brenda Feigen-Fasteau og hendes mand Mark på den anden side skildres som et slag, Phyllis taber. På RealMrsAmerica.com, udgivet af Phyllis’ forening, kan man se klip fra den virkelige debat, hvor det er Feigen-Fasteau, der er er på glatis.

Det er klart, at en tv-serie er nødt til at hugge en hæl og klippe en tå for at fortælle historien om ERA’s fiasko på ni afsnit, som gerne skulle være mere spændende for et bredt publikum end tørre debatter mellem jurister. Men når man bytter om på, hvem der har sagt hvad, nærmer det sig historieforfalskning.

Afsnit fem er et af de afsnit, der fungerer bedst rent dramatisk, men sandheden om Schlafly er mindst lige så spændende som løgnen.

Schafly i virkeligheden
Denne anmelder blev født, samme år som USA’s højesteret afgjorde den skelsættende abortsag Roe v. Wade og var først lige sluppet ud af daginstitutionen, da Phyllis Schlafly og STOP ERA i 1979 fejrede deres sejr (under bombetrusler). Jeg må med skam indrømme, at jeg, ligesom seriens feminister, ikke anede, hvem Phyllis Schlafly var, og hvordan man udtalte hendes navn, før Mrs. America dukkede op.

Mens serien kører, har jeg med fornøjelse studeret, hvad hun egentlig skrev og sagde, f.eks i ’Who killed the American family?’ (2014). Det skulle man ikke tro, seriens skabere har. Her er et resumé:

Phyllis Schlafly (1924-2016) brød igennem med bestselleren A Choice Not An Echo (1964), som var en kritik af de i hendes øjne meget lidt konservative kongemagere i det republikanske parti og en støtte til præsidentkandidaten Barry Goldwater. Hun har fået æren for at være den enkeltperson, der gjorde republikanerne til et pro-life parti, og HBO’s serie handler da også i høj grad om retten til fri abort.

Schlafly blev den førende anti-feminist, da hun ledte den succesrige græsrodsbevægelse mod ERA, som husmødre mente ville have forværret vilkårene for amerikanske kvinder. Blandt andet påpegede hun den biologiske kendsgerning, at når kvinder lige har født, er de nødt til at blive forsørget af andre. Hvis ikke barnets far skal sørge for brød på bordet, er det skatteyderne (andre børns fædre). Hun påviste, at feministerne ikke ønsker bedre vilkår for kvinder, men bedre vilkår for feminister i en stærk stat.

Schlafly mente, at feminister kæmper mod naturen, for kvinder i almindelighed vil gerne passe deres småbørn hjemme. Hun har aldrig sagt, at kvinder ikke bør arbejde uden for hjemmet, men at de har ret til at blive forsørget af deres mænd og til ikke at blive udsendt i politikernes krige.

Fabelagtige detaljer
Trump-kritiker, hovedrolleindehaver og medproducent Cate Blanchett har gjort en del ud af at fortælle, at hun har tilstræbt at lave et unbiased portræt af Schlafly. Men fordommene kommer ofte ud mellem sidebenene på de sælsomste måder, f.eks. i dette interview med seriens kostumedesigner, Bina Daigeler, som fortæller, at hun fandt en brugt kjole på nettet, som rent faktisk kunne have været Schlaflys. ”Bina, this is creepy,” siger hun, som var det en brugt naziuniform.

De fabelagtige kostumer er en af seriens store styrker, med pastelfarver og pyntebånd på den ene side og jordfarver og jeans på den anden side af kvindekampen. Måske kan Mrs. America gøre for 70’erne, hvad Mad Men gjorde for 50’erne. Også seriens soundtrack kører videre på nostalgi-trippet fra Mad Men. Valget af intro er sublimt: ’A Fifth of Beethoven’ er en disco-version fra 1976 af skæbnesymfonien – det nye mod det gamle.

Det er smukt lavet og seværdigt. Det ændrer stadig ikke på, at skaberne af Mrs. America misbruger historien i et forsøg på at gavne the liberal left i en tid, hvor vælgerne bliver mere konservative. Mrs. America er feministisk propaganda, og man kan kun håbe, serien får flere øjne op for, hvem den virkelige Phyllis Schlafly var, og hvorfor hun vandt.

’Mrs. America’ er skabt af Dahvi Waller og fik premiere på streamingtjenesten Hulu i april 2020. Seriens syv afsnit kan også ses på HBO Nordic. 

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password