fbpx

Kammeradvokaten blotlægger mørklagt økonomi

Forud for et samråd om det offentliges samlede udgifter til Kammeradvokaten har advokatkontoret selv oplyst sine ellers mørklagte omsætningstal. Cirka 750 mio. kr. i 2018. Antallet af ansatte vokser, det gør omsætningen angiveligt også.

Af Lars Abild, redaktion@indblik.net

For første gang kan det nu afdækkes, hvor stor en kunde staten er hos Kammeradvokaten, og nu er der politisk fokus på, hvor stor en kunde det offentlige i det hele taget er hos Danmarks største private advokatfirma.

Medlem af Folketinget Preben Bang Henriksen (V) har stillet finansministeren et spørgsmål om hans kendskab til Kammeradvokatens omsætning og overskud.

Nicolai Wammen svarede: ”Finansministeriet er ikke bekendt med størrelsen af advokatfirmaet Poul Schmiths omsætning hos ikke statslige klienter og advokatfirmaets overskud. Finansministeriet er dog bekendt med, at advokatfirmaet Poul Schmith i brev af 7. oktober 2019 til Konkurrencerådet har oplyst, at advokatfirmaets samlede omsætning ligger under 750 mio. kr. Finansministeriet har ikke mulighed for at validere dette.”

At det ikke er ligetil at validere, skyldes, at advokatfirmaet med sine cirka 630 ansatte, er et interessentskab, som ikke er tvunget til at fremlægge regnskaber offentligt. Så det gør man ikke.  Det står virksomheden ikke alene med i advokatbranchen.

Priserne bliver målt og vejet
At tallene er kommet frem, hænger sammen med, at Konkurrencestyrelsen er ved at ligge sidste hånd på en benchmarkanalyse, der dels skal sikre, at advokatens priser er konkurrencedygtige og dels se, om der muligvis er offentlige opgaver hos Kammeradvokaten i dag, som kan sættes i udbud.

Svaret til Finansudvalget kom i oktober, hvorfor det må være omsætningen for 2018, finansministeren har givet Folketinget i sit svar.

De offentligt tilgængelige tal viser, at statens indkøb i 2018 hos advokatfirmaet var på 480 mio. kr. Staten fyldte altså 64 procent. Men det tal kan være væsentligt højere. De offentlige indkøb stiger hastigt.

For Preben Bang Henriksen, der selv er advokat, er udgiften til Kammeradvokaten en mærkesag. Som en del andre advokater mener han, at det offentlige også burde vælge andre advokatfirmaer til forskellige opgaver, netop for at sikre konkurrence og gennemsigtighed i markedet. I store dele af branchen er tesen groft sagt, at Kammeradvokaten har det for nemt.

Samtidig fokuserer Preben Bang Henriksen på, at ikke kun staten, der bruger Kammeradvokaten, men hele det offentlige apparat. Dermed er det offentlige   en endnu større kunde hos Kammeradvokaten, end tallene fra Finansministeriet viser. Han studser også over størrelsen på omsætningen.

Derfor har han netop indkaldt til et samråd med følgende spørgsmål:

”Vil ministeren redegøre for den samlede omsætning, som det private advokatkontor Poul Schmith har, dels på arbejde for staten og dels for statens selskaber samt endelig den omsætning, der skabes hos det pågældende firma som kurator i konkursboer, hvori staten som hovedkreditor har udpeget firmaet som kurator?”

Konkursboer og banker
Det er en kendt sag, at advokatfirmaet blandt andet er kurator i to mellemstore forsikringsselskaber Alpha Insurance og Qoudos Insurance, som begge gik konkurs i 2018.

Kammeradvokat og bestyrelsesformand i det private firma Boris Frederiksen sagde for nylig i et program på DR, at de to er de største i Danmark, når det kommer til antallet af kreditorer – forsikringstagerne. Det vil tage år at lukke disse boer.

Advokatvirksomheden arbejder også for statens skraldspandsselskab for banker – Finansiel Stabilitet – med årelange retssager med gigantiske erstatningskrav mod bestyrelse, direktion og revisorer i de krakkede banker.

De offentlige udgifter til advokater skal ned
Venstre er i det hele taget meget interesseret i det offentliges indkøb hos det private advokatfirma. Tidligere minister for offentlig innovation Sofie Løhde vil have udgifterne ned.

I marts 2019 sagde hun: ”Staten skal naturligvis bruge Kammeradvokatens særlige ekspertise, når der er behov for det. Men forbruget af Kammeradvokaten har i mine øjne været alt for stort i flere år, og det er uholdbart af flere årsager. For det første skylder vi borgerne løbende at forholde os kritisk til, om vi kan få mere juridisk bistand for de samme skattekroner ved at bruge andre advokater end Kammeradvokaten. Og for det andet skal der også gerne være en sund konkurrence på markedet.”

Samtidig sendte hun et hyrdebrev til sine daværende ministerkolleger for at gøre opmærksom på, at ministerierne løbende bør overveje, om de kan bruge egne juridiske kompetencer eller købe juridisk bistand hos andre advokater end Kammeradvokaten.

Sophie Løhdes baggrundstal
Den tidligere ministers tilgang til kammeradvokataftalen kan ses i lyset, at statens udgifter har været støt stigende. I 2009 var beløbet 241 mio. kr. I 2018 var det blevet til 369 mio. kr. plus to større enkeltsager, så der samlet blev købt ind for 480 mio. kr. Da 2019 var gået, blev tallet atter gjort op, og med enkeltsagerne var det 531 mio. kr.

Der er endnu ikke fastsat en dato for samrådet.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password