Erfaringer fra den spanske syge giver håb i corona-krisen

Selvom økonomien lider under coronapandemien, behøver det ikke at blive en langstrakt affære. Erfaringer fra den spanske syge indgyder håb om en kort recession, lyder det fra danske forskere.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Recessionen efter den spanske syge var overraskende kortvarig i Danmark, viser et nye studie fra forskere på Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Det giver de tre forfattere bag studiet håb om, at det samme kan blive tilfældet på bagkant af den igangværende coronapandemi.

Studiet er blevet til i et samarbejde mellem Peter Sandholt Jensen og Christian Møller Dahl, der er professorer ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet og Casper Worm Hansen, som er lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

Der er en forsigtig optimisme at spore hos forskerne:

”Ud fra vores studie kan man have et håb om, at den nuværende recession kan få et kort liv,” siger Peter Sandholt Jensen til Syddansk Universitets hjemmeside.

V-formet recession gav hurtig genrejsning
Forskerne fortæller til sdu.dk, at årsagen til den forsigtige optimisme skal findes i den måde, økonomien i 1918 kom sig oven på de økonomiske konsekvenser, den spanske syge havde i Danmark, og som en pandemi ofte vil have på national og internationale økonomi. Da den spanske syge raserede Danmark, var vi herhjemme forskånet for en langvarig recession.

”Helt konkret førte pandemien til en V-formet recession, hvor økonomien først dykker, men hurtigt retter sig til igen,” forklarer professor Christian Møller Dahl.

Den spanske syge gjorde i modsætning til coronavirussen mange yngre mennesker ukampdygtige, ligesom dødeligheden var højest blandt de 15-44-årige, og derfor blev arbejdsmarkedet hårdt ramt. For at gøre ondt værre, var arbejdsløsheden i 1917 i forvejen stigende, inden sygdommen året efter gjorde sit indtog.

Usikkerhed om overførbarheden
Den spanske syge, coronapandemien og ikke mindst samfundets håndtering af de to sygdomme er dog væsensforskellige. Derfor er det ikke til at sige med sikkerhed, hvilken effekt de mange politiske tiltag har, eller hvor lang tid økonomien anno 2020 skal bruge for at komme på fode igen, konkluderer de tre forskere.

”Om det bliver en V-, U- eller W-formet recession, er det store spørgsmål. Vi påpeger, at under den spanske syge, som ramte rigtig hårdt, der blev det ’kun’ til et V. Det fundamentale spørgsmål er, hvor anderledes coronapandemien er sammenlignet med den spanske syge,” siger Christian Møller Dahl til sdu.dk.

Forskerne peger på, at kriserne håndteres forskelligt, og at staten har gennemført langt mere indgribende tiltag end tilfældet var for godt 100 år siden. For eksempel var samfundet ikke lukket ned på samme måde, som det er i dag. Derfor er det ikke sikkert, at forløbet kommer til at ligne det, man oplevede i kølvandet på den spanske syge.

Men man har da lov at håbe.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password