CNN indlemmer Greta Thunberg i corona-ekspertpanel

Når CNN natten til fredag dansk tid sender et debatprogram om den igangværende pandemi, bliver det med den 17-årige klimaaktivist Greta Thunberg i ekspertpanelet. Det har sat sindene i kog på internettet.

Greta Thunberg har længe været en markant stemme i klimadebatten, hvor hun i en alder af blot 17 er blevet bannerfører for alverdens klimaaktivister. Men det er nok ukendt for de fleste, at den svenske teenager også er ekspert på coronapandemien.

Ikke desto mindre har CNN valgt at indlemme Thunberg i sit såkaldte CNN Town Hall-debatprogram ”Coronavirus Facts and Fears”, der sendes natten til fredag dansk tid. Her skal hun debattere med tidligere fungerende direktør for det amerikanske Center for Disease Control and Prevention Richard Besser og USA’s forhenværende sundhedsminister Kathleen Sebelius.

Debatten ledes af CNN’s egen medicinske korrespondent og professor i neurokirurgi Sanjay Gupta og den højtprofilerede vært Anderson Cooper.

Forundring og forargelse på sociale medier
Involveringen af den unge klimaaktivist har bragt sindene i kog på diverse internetfora og sociale medier, hvor beslutningen mødes af kraftig kritik. Særligt på Twitter er reaktionerne – lige dele forundring og forargelse – kraftige. Mange har svært ved at forstå, hvad det er, Thunberg har at bidrage med til en debat om folkesundhed.

Det gælder ikke mindst præsident Trumps søn Donald Trump Jr., som skruer helt op for sarkasmen i sin kommentar, hvori han ”roser” Thunberg for både at være en videnskabelig autoritet på klimaområdet og nu altså også ekspert i infektionssygdomme.

Andre muntrer sig over inklusionen af Greta Thunberg ved at opfordre den amerikanske sportskanal ESPN til at få den unge aktivist til at kommentere NFL-holdenes spillerudtagelser, siden hun tilsyneladende favner så bredt.

Fik madblogger til at udtale sig om E.coli
Twitter-brugeren og lægen Eugene Ug bemærker, at det ikke er første gang, at CNN udvælger tvivlsomme ekspertkilder. Han fortæller en anekdote om sit eget virale tweet om E.coli-bakterier i romainesalat, som tilsyneladende ansporede CNN til at hente madbloggeren ”Food Babe” ind til at kommentere sagen frem for ham selv. Han bemærker, at Thunberg trods alt er en forbedring i forhold til den episode.

Enkelte stemmer i debatten tager dog Thunberg i forsvar og bemærker, at ukvalificerede mænd i forvejen fylder meget i sendefladen, og antyder, at harmen over Thunberg mest af alt har at gøre med sexisme.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password