Vigtige spørgsmål i en uforløst film cover

Vigtige spørgsmål i en uforløst film

’Planet of the Humans’ vover påstanden, at vi har forfulgt grønne idealer for bevidstløst. Filmen er modig og vedkommende, men alligevel ikke så vellykket.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Anmeldelse - 3 ud af 6

Tilbage i 00’erne vidste man nok, hvor man havde filmskaber Michael Moore. Han stod fast placeret på venstrefløjen og rettede sit tabloide skyts mod George W. Bush, våbenlobby, irakkrig og hele det konservativt-republikanske apparat. Men nu er der sket noget. Skønt manden stadig fastholder sit ideologiske grundlag, er skytset nu rettet indadtil.

Filmen ’Planet of the Humans’, som Moore har produceret, og Jeff Gibbs har instrueret, kom oprindelig ud i 2019. Den er nyligt blevet aktuel igen, efter filmen er frigivet til offentligheden på YouTube 22. april i år, på den såkaldte Earth Day.

Filmens vinkel er effektivt opsummeret i en scene fra starten: Det viser sig, at en idealistisk festival, der angiveligt kørte på grøn energi, har en generator og en opkobling til elnettet kørende ude bagved, når det nu regner. Med andre ord: Vi bilder os ind, vi er pokkers ædle og grønne, men ofte bliver vi narret og narrer os selv – og nu skal vi provokeres til at indse det.

Det tager lidt tid at komme i gang, blandt andet fordi Jeff Gibbs er lidt kedelig og tilbageholdende. Michael Moore var en hellig flødebolle på skærmen, men i det mindste svær at tage øjnene fra. Som producer på denne film vælger han klogeligt at flytte mere fokus hen på en anden miljøaktivist, Ozzie Zehner, og vække det henslumrende publikum med noget mere tabloid stil. Og han har billedmateriale nok undervejs.

Stærke spørgsmål mod tidsånden
Når filmen er bedst, udstiller den overdrevne forestillinger om det hensigtsmæssige i sol- og vindenergi m.m. Det gælder både i forhold til mængden af energi produceret, stabiliteten af produktionen og de oversete omkostninger for miljø. Grøn energi er ikke nødvendigvis så grøn endda.

Det er altid godt at få udfordret mainstream, og kritik af de grønne aktører er særlig interessant fra Michael Moores filmproduktion, der næppe kan beskyldes for at gå de onde kapitalisters ærinde. Filmen er kapitalismekritik med en bærende pointe, at den grønne omstilling netop er opslugt af mainstream og ikke nogen reel progressiv sejr. Det illustreres bl.a. ved at påpege brødrene Kochs involvering i den grønne industri. Brødrene Charles og David Koch har gennem mange år været ondskabens ikoner for Moore og meningsfæller.

’Planet of the Humans’ er således stik imod tidsånden, og dens skabere har modet til at gå på ransagning blandt deres traditionelle meningsfæller. Dette er anerkendelsesværdigt, uanset at man ikke selv er antikapitalist eller bifalder hvert element i analysen af tingenes tilstand. Derfor ville jeg også gerne give filmen en flot karakter, men Moore og Gibbs gør det ikke nemt.

Fatalt fravær af modspil
Problemet er især, at lige så overbevisende Moore og Gibbs formår at vise, at der er et problem, lige så påfaldende bliver fraværet af modspil. Hvilket en film af over halvanden times længde ellers burde have tid til.

Filmens modparter bliver repræsenterede dels af almindelige amatører, dels af meget små, tætklippede bidder af professionelle, der forekommer som rådvilde eller svagt begavede, dels af klip fra andre sammenhænge. Jeg savner et interview med en professionel, velforberedt repræsentant fra de såkaldt grønne organisationer eller angiveligt idealistiske virksomheder. Hvis de alle er krystere, som ikke vil møde op, skal vi vide, at forsøget er blevet gjort.

Og mod slutningen savner jeg alternative løsningsmodeller. En mulighed som atomkraft går filmen ikke ind på. Allerede i titlen ’Planet of the Humans’ har vi overtoner af, at problemet ikke kun er kapitalismens ånd, men i dybere forstand selve menneskets natur, og det tema vender tilbage filmen igennem. Det er et argument, jeg kan forstå, men hvad foreslår d’herrer filmfolk, vi skal gøre ved det? Selv i kommunistiske samfund holder folk ikke op med at være mennesker, der sætter pris på biler, tørretumblere og filmstreaming.

Jeg ser aben med vrede
Det tætteste, vi kommer på vejen fremad, er, at der ville være flere ressourcer til os hver, hvis vi var færre på kloden. Det er uomtvisteligt rigtigt, men filmen slutter uden et svar på, hvordan vi kommer dertil.

Filmen slutter derimod af med at vise en abe, der lider og dør, ledsaget af nogle abstrakte ord om mennesket, der skal tage ansvar. Meningen med aben er, at jeg skal provokeres til at gøre noget. Og jeg bliver provokeret, men ikke efter hensigten. Jeg bliver provokeret, fordi Moore og Gibbs lige har brugt halvanden time på at opfordre mig til at tænke selv og se igennem alle de polerede facader, og nu forventer de gudhjælpemig, at jeg ligger under for følelsesporno af værste skuffe.

Det er alt sammen ærgerligt, for som sagt: Filmen, når den var bedst, havde gode takter. Den stiller vigtige spørgsmål til grønne aktivister som almindelige forbrugere. Jeg håber stadig, nogle af disse ser ’Planet of the Humans’ – og måske prøver at formulere nogle af de modsvar og løsninger, som manglede. Det ville være glædeligt, men sker næppe oplagt. Med al respekt for modige og interessante idéer skal der stadig mere til at skabe en virkelig vellykket dokumentarfilm. Det er ’Planet of the Humans’ trods alt ikke.

’Planet of the Humans’ er instrueret af Jeff Gibbs og produceret af Michael Moore. Den havde oprindelig premiere 31. juli 2019 og er senest udgivet på YouTube 21. april 2020, hvor den ligger tilgængelig i fuld længde (100 minutter). I skrivende stund, efter en uge online, har filmen fået 3,4 mio. hits på YouTube.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

1 kommentar

  • Hans Henrik Hansen Reply

    2. maj 2020 at

    Filmen har allerede været søgt ‘bortcensureret’!:

    “Last week, anti-hydrocarbon activist and documentary maker Josh Fox — along with Stanford professor Mark Jacobson, Penn State climatologist Michael Mann, and several others — succeeded in briefly getting Michael Moore’s new documentary, Planet of the Humans, taken off of a website owned by a group called Films for Action.

    Fox’s censorship effort was cheered by Eric Holthaus, a meteorologist and journalist who tweeted “cheers to @joshfoxfilm and everyone who worked hard and quickly to make sure this dangerous film was retracted…”

    https://www.forbes.com/sites/robertbryce/2020/04/30/stanford-professor-cant-muzzle-planet-of-the-humans-must-pay-defendants-legal-fees-in-slapp-suit/

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password