Radio LOUD lejer sig ind hos medejer og Diablo-formand

Med tætte forbindelser til Radio Diablo som fællesnævner, kan en række sydfynske erhvervsfolk potentielt drage økonomiske fordele af, at Radio LOUD er kommet til byen. Men alt foregår efter bogen, bedyrer Radio Loud.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Radio LOUD har levet en stormombrust tilværelse, siden konsortiet bag kanalen i oktober 2019 vandt udbuddet om den nye DAB-kanal på bekostning af blandt andre nystiftede PeopleGroup Five A/S, der ønskede at føre succesradioen Radio 24Syv videre.

Sådan gik det som bekendt ikke, og det blev i stedet Radio LOUD, der løb med sendetilladelsen. Radioens nyhedsredaktion er siden rykket ind hos Radio Diablo i Svendborg, hvilket har givet Indblik.net og Journalista.dk anledning til at se nærmere på, hvilke interessenter, der potentielt kan drage fordele af den nye medieaktør, og på hvordan netværket omkring moderstationen Radio Diablo ser ud.

Vores research viser et iøjnefaldende sammenfald af erhvervspersonligheder, der på den ene og den anden måde har interesser i ejendomme, virksomheder og tilskudsberettigede ikkekommercielle radiostationer med tilknytning til Radio Diablo eller stationens ejere.

Radioer lejer sig ind hos medejer
Radio LOUD ejes af konsortiet Kulturradio Danmark A/S. Bag konsortiet står blandt andre initiativtagerne fra Radio Diablos ejerkreds, som ejer halvdelen af aktieselskabet. Dertil kommer en række øvrige medejere, som hver sidder på mellem 5 og 20 procent.

I spidsen for Radio Diablo står direktør Martin Brandt Larsen, som selv ejer 28 procent af den sydfynske lokalradio. Han er desuden formand for Radio Louds bestyrelse og omdrejningspunktet for de ikkekommercielle radio- og tv-stationer, som Indblik.net og Journalista.dk tidligere har beskrevet.

Diablos anden primære medejer er bestyrelsesformand Uffe Jeppesen. Han ejer ifølge offentligt tilgængelige oplysninger mellem 28 og 33 procent af anpartsselskabet bag Radio Diablo. Udover at være en central del af ledelsen i Radio Diablo er Uffe Jeppesen desuden direktør i ejendomsselskabet Løven Ejendomme A/S, som ejer bygningen på Vestergade 165 i Svendborg. Det er her, at Radio Diablo, Radio Louds nyetablerede nyhedsafdeling og den ikkekommercielle tv-station SydfynTV har til huse.

Uffe Jeppesen er således medejer af Radio Diablo, samtidig med at han har økonomiske interesser i den bygning, som Radio Diablo – og siden 1. april altså også Radio LOUD – lejer sig ind i. I Løven Ejendommes bestyrelse sidder desuden Hans Henrik Andersen, der også er anpartshaver i Radio Diablo ApS.

Markant personsammenfald
I samme bygning – og som nabo til Radio Diablo – finder man it-virksomheden Uptime-IT ApS, der også har tætte bånd til Martin Brandt Larsen.

Det er Uptime-IT, der har stået for hjemmesiderne til fire offentligt støttede og ikkekommercielle radio- og tv-stationer, som Martin Brandt Larsen og Hans Henrik Andersen sidder i en eller flere bestyrelser for. Der er tale om foreningerne bag Ærø, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Lokalradioer samt tv-stationen SydfynTV, der altså er hjemmehørende hos Radio Diablo.

I spidsen for Uptime-IT står Lars Bohnzen Hansen, mens føromtalte Uffe Jeppesen indtager en bestyrelsespost. Firmaet har desuden medarbejdere med familieforbindelser til Diablos ejerkreds ansat, ligesom direktør Lars Bohnzen Hansen selv sidder i bestyrelsen for den forening, der driver Svendborg Lokalradio. I Foreningen Svendborg Lokalradios bestyrelse finder man også Rasmus Tranholm Madsen, der er partner til Martin Brandt Larsen i Tmbl Ejendomsinvest ApS.

Det bemærkelsesværdige personsammenfald fortsætter, når man ser nærmere på den ikkekommercielle tv-station SydfynTV. Her sidder Martin Brandt Larsen og Hans Henrik Andersen på tillidsposter som henholdsvis bestyrelsesformand og kasserer, mens Erik Kirk, der fungerer som vært på stationen, er bestyrelsesmedlem. Erik Kirk er til daglig sportschef på Radio Diablo.

Også Danny Fobian optræder med jævne mellemrum på tv-kanalen, som han finder tid til trods sit virke som programchef på Radio Diablo, vært på ”Den Røde Løber” og redaktionsmedlem på Ærø Lokalradio.

”Alle aftaler indgået på markedsvilkår”
Journalista.dk har på baggrund af ovenstående person- og interessesammenfald spurgt Radio Loud, hvorvidt aftalen med Løven Ejendomme er indgået på markedsvilkår. I modsat fald opstår risikoen for, at priser og vilkår ikke er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter.

Kommunikationskonsulent Kathrine Kirkeby Thomsen understreger på vegne af Radio LOUD, at alt er foregået efter bogen:

”I Radio LOUD er vi helt bevidste omkring den tillid, der er os udvist i forbindelse med den til os udleverede sendetilladelse samt de medfølgende Public Service-midler. I enhver forretningsmæssig henseende sikrer vi os derfor, at vi indhenter konkurrerende tilbud på de ydelser, som vi måtte have brug for. Vi erkender vores ansvar til at købe og indgå ydelser og aftaler på markedskonforme vilkår,” skriver hun til Journalista.

Kathrine Kirkeby Thomsen afviser dog, at radiostationen vil fremlægge dokumentation for, at man har indhentet tilbud fra andre udlejere.

”Dette er helt i tråd med de drøftelser, som vi siden tildelingen af sendetilladelsen har haft med Slots- og Kulturstyrelsen. Vi står derfor til enhver tid til rådighed for detaljerede snakke herom i relation til Slots- og Kulturstyrelsen, men det er ikke et anliggende, som vi mener, at vi er forpligtet til at diskutere i pressen,” skriver hun videre.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password