LOUD-ejere får tilskud til lokalradioer, der rutinemæssigt genbruger indhold

Ved at stifte en række tilskudsberettigede lokale radio- og tv-foreninger, der på ugebasis låner indhold af hinanden, har Martin Brandt Larsen – medejer af den kommercielle radiostation Radio Diablo og dermed af nystartede LOUD – skabt sig en sideindtægt ved ikkekommerciel radiodrift. Hvor meget han tjener, vil han ikke ud med.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

Det kan godt betale sig at drive ikkekommerciel lokalradio. I hvert fald hvis man har forbindelserne i orden eller er medejer af og direktør på den største kommercielle radiostation i sit nærområde. Netop det gør sig gældende for Martin Brandt Larsen, som til daglig driver den Svendborg-baserede radiostation Radio Diablo, der er en del af konsortiet bag nystartede Radio LOUD.

Ved siden af den professionelle radiodrift er Martin Brandt Larsen også bestyrelsesmedlem i en række sydfynske lokalradio- og tv-foreninger, som han selv har været med til at stifte, og som årligt modtager støttekroner fra Slots- og Kulturstyrelsen. Som Indblik.net og gravermediet Journalista i dag kan afsløre, henter stationerne imidlertid store dele af deres indhold fra netop Diablo og fra den ikkekommercielle tv-station SydfynTV.

Martin Brandt Larsen sidder selv som bestyrelsesformand i foreningerne Ærø og Svendborg Lokalradio, mens en tredje forening, Faaborg-Midtfyn Lokalradio, ledes af Hans Henrik Andersen, der ligeledes er medejer og bestyrelsesmedlem på Radio Diablo. Endelig er begge radiofolk bestyrelsesmedlemmer i føromtalte SydfynTV, og det er særligt denne forening, der leverer en stor del af lokalradioernes indhold.

Genbruger indhold fra ikkekommerciel tv-station
I alt modtager de fire foreninger, der tilsyneladende alene udgøres af bestyrelsesmedlemmer, over en million kroner i årligt tilskud. SydfynTV modtager broderparten af beløbet med et tilskud på 770.399,44 kroner, mens Faaborg-Midtfyn og Ærø Lokalradioer hver modtager 131.956,78 kroner, og Svendborg Lokalradio modtager et tilskudsbeløb på 79.174,07 kroner.

At dømme ud fra de 2018-regnskaber, der ligger tilgængelige for Svendborg eller Faaborg Midtfyn Lokalradioer, har radiostationerne ingen andre indtægter end de offentlige støttekroner. Omvendt har de heller ingen faste udgifter, da radioerne ikke har egne studier og udelukkende sender afgiftsfri klassisk musik. Derfor forlader de sig på teknisk hjælp fra Radio Diablo-medejer Martin Brandt Larsen, når programmerne skal i æteren.

En betingelse for at modtage offentligt tilskud til ikkekommerciel radiovirksomhed er, at en vis del af det bragte indhold skal være egenproduktioner. Typisk vil det betyde, at mindst én til to timer af det ugentlige indhold skal være såkaldte førstegangsudsendelser produceret af radiostationen selv. I bekendtgørelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed står blandt andet:

”Programvirksomheden skal omfatte mindst 1 times egenproduceret førstegangsudsendelse med lokalt indhold hver uge i minimum 50 uger om året i form af ét eller flere taleradioprogrammer. Det er i begrænset omfang tilladt at anvende jingler, vignetter eller musikalske indslag i denne del af programvirksomheden.”

Faaborg-Midtfyn Lokalradio har allerede én gang været i Radio- og tv-nævnets søgelys for ikke at sende tilstrækkeligt egenproduceret indhold. Det kom de i marts 2018, hvor tilsynet konstaterede, at lokalradioen over en tre uger lang periode manglede at sende 45 timers radio, hvoraf de otte skulle have været obligatorisk lokalt indhold.

Uvist, om lydspor fra tv medregnes som egenproduktion
Sammenligner man henholdsvis Svendborg og Faaborg-Midtfyn Lokalradioers udsendelseslister med SydfynTV’s videoarkiv på YouTube, vil man hurtigt konstatere et markant indholdsmæssigt sammenfald. Faktisk bringer Svendborg og Faaborg-Midtfyn Lokalradio på ugentlig basis den uredigerede lydside fra SydfynTV’s 30 minutter lange programmer Kulturmagasinet og Sportsmagasinet.

Indblik.net har spurgt Martin Brandt Larsen om, hvorvidt lydsporene fra SydfynTV’s udsendelser så også regnes som egenproduktioner, og om der i så tilfælde er tale om førstegangsudsendelser, når de bringes på lokalradioerne. Det ønsker han dog ikke at svare Indblik.net på telefonisk. Han vil i stedet give et skriftligt svar i næste uge, siger han til Indblik.net.

Du kan ikke på stående fod fortælle mig, om programmerne indgår i opgørelsen over egenproduktioner?

”Nej, jeg vil gerne lige se, hvilke programmer du tænker på.”

Det er Kulturmagasinet og Sportsmagasinet.

”Ja, men hvilke specifikke programmer.”

Jeg har lige gennemgået hvert og et, der ligger på YouTube-siden, og med en enkelt undtagelse har de alle sammen været bragt i radioen også. Jeg kan ikke høre i radioudsendelserne, at der bliver henvist til SydfynTV.

”Nej, og?”

Herefter forklarer Martin Brandt Larsen, at der med udsendelserne er tale om co-produktioner – det vil sige en fælles produktion lavet i et samarbejde mellem SydfynTV og radiostationerne.

Hvor lader I det fremgå, at der er tale om en co-produktion?

”Jamen, det har vi da selv styr på. Vi har programplaner for, hvad der er sendt hvornår, og det er jo det, vi skal sørge for at føre,” siger Martin Brandt Larsen og tilføjer:

”Jeg mener, at vi opfylder alle de kriterier, vi skal i forhold til de rammer, der er for de forskellige enheder.”

Vil ikke afsløre honorar for nyhedsoplæsning
At SydfynTV tillader radiostationerne at genudsende sit indhold skal måske finde sin forklaring i, at man på tv-stationen selv er forfalden til at låne indhold andetsteds fra. I programmet Sydfyn Nu, der løber over en time, er et otte minutter langt nyhedssegment undervejs således en ordret gengivelse af nyheder, der tidligere har været bragt på Radio Diablo.

Det samme er, om end i mindre omfang, også tilfældet på lokalradioerne. Lytter man til henholdsvis Radio Diablos og lokalradioernes nyhedsudsendelser, vil man også opdage et tydeligt indholdsmæssigt overlap. Flere af nyhederne fra Radio Diablo gengives ordret i Martin Brandt Larsens oplæsning på lokalradioerne.

Martin Brandt Larsen ser ikke nogen problemer i, at nyheder, der én gang er blevet bragt på Radio Diablo, også bringes på de ikkekommercielle stationer.

”Det kan jo være en citathistorie. Og det vil være de fleste af dem, det har du fuldstændig ret i,” siger han til Indblik.net.

For besværet med at producere og indtale de lokale nyheder til de tre radiostationer, modtager Martin Brandt Larsen efter eget udsagn et ”symbolsk” honorar fra foreningerne, som han dog ikke ønsker at oplyse størrelsen på. Det er derfor ikke til at vide, hvor meget Martin Brandt Larsen personligt tjener på at viderebringe indhold, der én gang har været bragt på hans egen kommercielle radiostation.

Til Indblik.net fortæller han, at alle, der producerer radioprogrammer til de lokale stationer aflønnes per sendt program, men han ønsker ikke at fortælle, hvor stor en løn, der er tale om.

Domæner registreret af Radio Diablo
Mens Martin Brandt Larsen bedyrer, at der er vandtætte skotter imellem de ikkekommercielle lokalradioer og Radio Diablo, har andre medvirkende tilsyneladende fået et andet indtryk.

Da Ærø Lokalradio gik i december 2018 gik i luften, kunne direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening Chris Hammeken i en pressemeddelelse fortælle, at stationen var lanceret af Radio Diablo. Den udtalelse skal man dog ikke lægge så meget i, mener Martin Brandt Larsen:

”Hvad Chris Hammeken har sagt i et nyhedsbrev er ovre i hans boldgade. Hvis man skal snakke om noget sammenfald, så sidder jeg i bestyrelsen i Ærø Lokalradio. I daglig tale vil nogle jo kalde mig ”Martin Diablo”, så det er nok der, den misforståelse opstår,” siger han.

I samme artikel udtaler Ærø Lokalradios egen journalist på øen imidlertid, at hun finder det ”dejligt, at Radio Diablo nu giver Ærø en times sendetid.”

Båndene mellem de ikkekommercielle radiostationer og Radio Diablo-folkene bliver tydligere, når man ser, hvem der har registreret lokalradioernes internetdomæner. Af DKHostmasters hjemmeside fremgår det nemlig, at samtlige domæner er registreret af Radio Diablo ApS.

”Jeg sidder jo ved mit skrivebord til hverdag og passer Radio Diablo, og i den sammenhæng hjælper vi jo også for eksempel Ærø Lokalradio med ting, de skal have til at drifte og virke,” forklarer Martin Brandt Larsen om det forhold.

Indblik.net og Journalista har spurgt Slots- og Kulturstyrelsen om, hvorvidt det i overensstemmelse med gældende bestemmelser rutinemæssigt at sende indhold, som er produceret af og til ikkekommercielle tv-stationer, og om nyheder hentet fra et andet medie kan betegnes som egenproduktioner. Styrelsen har endnu ikke besvaret vores henvendelse.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

4 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password