fbpx
Hjælpepakkerne kommer til at smadre arbejdspladser

Hjælpepakkerne kommer til at smadre arbejdspladser

Det lyder yndigt med regeringens hjælpepakker til erhvervslivet, men i virkeligheden er de mest målrettet vælgere, og på sigt vil de skade virksomhederne.

af Jens Frederik Hansen, cand.jur. & Diploma of Legal Studies (Cambridge)

Lige for tiden kommer hjælpepakker til dette og hint flyvende med en sådan frekvens, at man dårligt kan undgå at blive overhalet af begivenhederne, men foreløbig (2. påskedag) har det karakteristiske været, at de snarere har skullet hjælpe politikere og lønmodtagere – i den rækkefølge – end virksomheder.

For det første startede man med at ville give tilskud til, at virksomheder ikke afskedigede medarbejdere. Det var et bolsje, som skulle mildne den skarpe smag af hjemsendelsen for landets lønmodtagere. Nok kan vælgere lide handlekraftige politikere, men de må jo ikke være så handlekraftige, at det går ud over deres egne vælgere. Så derfor denne betaling.

Det har nok heller ikke skadet de partier, som henter en meget stor del af deres vælgere fra velfærdskoalitionen af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst, at lige præcis disse to grupper slipper for overhovedet at skulle bidrage med en indkomstnedgang. Og der gik i øvrigt ikke lang tid, førend et angiveligt borgerligt parti, Venstre, som nok forventer at have en større stemmeandel blandt de højere lønnede privatansatte, foreslog grænserne for løntilskud forhøjet temmelig pænt. Stemmekøb er vist det korrekte ord for den slags.

Men der kan jo være andre slags tab, som kan lede til konkursen. Typeeksemplet er virksomheder med store omkostninger til alt muligt andet end lønninger, f.eks. husleje, maskiner og så videre. Blandt de sjove eksempler har været de zoologiske haver, der dog i kraft af deres nuttede attraktioner straks fik tilskud til indtægtstab i stedet for lønudgift.

Fastholdelse af medarbejdere vil svække virksomhederne
Tilskud til at fastholde medarbejdere kan selvfølgelig være en god idé, for så vidt virksomhederne efter en kort skarp krise igen får behov for de ansatte og kan udnytte deres arbejdskraft. Men hvis virksomheden efter lukkeperioden må konstatere, at forholdene har forandret sig så meget, at man alligevel må afskedige, så har fastholdelsen snarere svækket virksomheden. For medens man normalt må forvente, at medarbejderen leverer et arbejde og dermed en indtjening i sin opsigelsesperiode, så giver det jo ingen mening, når virksomheden har arbejdsmangel. Man kommer altså til at betale for en ydelse, som aldrig bliver leveret.

Det er ikke meget, man skal have beskæftiget sig med konkurser for at vide, hvor kostbart det er at betale for opsigelsesperioder, der ikke modsvares af arbejde. Det er faktisk hovedårsagen til, at konkursboer ofte giver så elendig en dividende til simple kreditorer. For en virksomhed, som efter lukkeperioden skal afskedige en større andel af sine medarbejdere, så kan det sagtens blive den afgørende belastning, der fører til permanent lukning i stedet.

Hvad har virksomhederne reelt brug for?
I stedet for at blive fastholdt i den forældede virkelighed fra før lukkeperioden, så burde fokus ligge på at gøre omstillingen til den nye virkelighed lettere. Hvis vi mener, at vi har brug for et privat erhvervsliv på langt sigt, og det hævder alle på nær de mest forbenede enhedslistefolk, så gælder det om at få virksomhederne til at tilpasse sig.

Der er ingen grund til at skjule, at fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked efterhånden er blevet indskrænket betydeligt i forhold til udgangspunktet, dengang ”den danske model” blev skabt ved septemberforliget i 1899. Og arbejdsgiverne – måske navnlig deres organisationer – har selv været medskyldige deri. Når man forhandler overenskomster, så virker det jo uskyldigt at love lange opsigelsesvarsler og fratrædelsesordninger af diverse slags. Den slags skal jo ikke betales af de veldrevne og konsoliderede virksomheder, vel?

Den største hjælp, man på nogen måde kan give den nødstedte del af dansk erhvervsliv, vil derfor være, at staten hurtigst muligt overtager forsørgelsen af den arbejdskraft, som virksomhederne ikke længere har brug for, altså en lov om midlertidig forkortelse af alle opsigelsesvarsler, uanset om de er aftalt eller følger af lov. Skær dem ned til løbende måned +30 dage, og giv så dagpenge derefter.

Risiko for permanent ændring 
Hvis man så vil bøde lidt på smerten for dem, som ender som arbejdsløse, så må man jo i en periode svarende til forkortelsen af opsigelsesvarslet give en lidt højere sats i dagpenge. Men man skal passe morderligt på, at sådan en sats ikke bliver permanent og udvidet til alle dagpengemodtagere, for velfærdskoalitionen har jo flertal i Danmark.

Det er naturligvis ultraliberalisten, der taler her. Eller er det bare den gamle jurist, som fra sin fortid husker begrebet ”groshavari”. Når skibet er ved at synke, så kaster man så meget af lasten over bord, at skibet og mandskabet redder sig. Det er bedre, at noget af lasten går til, end at skibet forliser. Og derfor er groshavari en lovlig handling, omend den udløser nogle komplicerede erstatningssager. Dansk erhvervsliv får brug for groshavari. Og at frigøre virksomheder fra byrden til opsigelsesløn vil på sigt være den største hjælp staten kan give til omstilling.

PS: Der er selvfølgelig også brug for, at et permanent fattigere Danmark ikke fremover skal slæbe rundt på en lige så stor og dyr offentlig sektor, som vi troede, at vi havde råd til inden krisen. Men det er en helt anden historie, som vi må tage en anden gang.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password