fbpx

Scavenius – langt ud over pligtens krav

I anledning af besættelsesdatoen 9. april skriver Søren Skafte om Erik Scavenius, der blev det levende billede på samarbejdspolitik under 2. verdenskrig.

Af Søren Skafte, redaktion@indblik.net

Kristeligt Dagblad bringer op til den 9. april 2020 et såkaldt debatinterview med den 87-årige radikale Asger Baunsbak-Jensen, der har været aktiv lærer, folketingsmedlem, radikal landsformand, undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet, præst og forfatter.

Interviewet kommer ind på Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen. Baunsbak-Jensen er efter eget udsagn den sidste nulevende person, der har talt med Erik Scavenius om krigen.

Erik Scavenius er kontroversiel, fordi han forbindes med samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt mellem den 9. april 1940 og 29. august 1943 – i de første år som udenrigsminister med Thorvald Stauning (S) som statsminister, og efter dennes død i maj 1942 tog Vilhelm Buhl (S) over, men den tyske rigsbefuldmægtigede, doktor Best, ville hellere have Scavenius, som blev statsminister i november 1942.

Var Erik Scavenius landsforræder?
Asger Baunsbak-Jensen ønsker ikke at forsvare samtlige handlinger, Scavenius foretog for at komme tyskerne i møde, men han ser et stort behov for at minde om, at Scavenius ikke var den landsforræder, store dele af befolkningen gjorde ham til:

”Jeg vil ikke sige, at Scavenius er blevet uretfærdigt behandlet af eftertiden. Men jeg mener, at han er blevet for unuanceret behandlet. Han gik så langt i forhandlingerne med tyskerne, at det er svært at følge ham. Men når jeg tænker på måden, han fik Danmark gennem krigen på, tænker jeg, at det var rimeligt, han fik et langt tøjrslag.”

Det plejer ellers at være dagbladet Politiken, der hvert år op til den 9. april gør en indsats for at forskønne billedet af Det Radikale Venstres landsskadelige rolle i den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Forfatteren Birgithe Kosovic fik i 2019 Politikens Litteraturpris, for hendes bog om samarbejdspolitikeren Eric Scavenius, som hun ifølge Politiken ”forvandler til et menneske, der er lige så optaget af kærlighed – og sex – som af krig”.

Det bekymrende er, at nutidige læsere uden historisk ballast med Politikens og Kosovics fiktioner ikke vil få indblik i de ubehagelige historiske fakta.

Tysklands udvalgte
Eric Scavenius, Tysklands udvalgte mand i Danmark under besættelsen, overtog den 8. juli 1940 posten som udenrigsminister efter P. Munch. I forbindelse med det, som frihedskæmper og chefredaktør Børge Outze kaldte ”magtovertagelsen”, bør det ikke glemmes, at samarbejdspolitikkens forkætrede realpolitiker, Erik Scavenius, holdt en tale, hvor han talte om ”Danskernes frygt for Englænderne før Krigen”, og ”Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprunden i Europa under Tysklands Førerskab”.

Det Radikale Venstre og Erik Scavenius fremkalder vedblivende stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen Villabyerne, at en borger mente, at Gentofte Kommune burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i Villabyerne stærk afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne og det netværk, de havde opbygget. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Langt ud over pligtens krav
Undertiden stilles spørgsmålet, om Erik Scavenius gjorde andet end at tjene landets interesser ved at samarbejde med tyskerne, som et klart befolkningsflertal ønskede det?

Ja, det er klart dokumenteret, at Erik Scavenius gik længere, end han behøvede. Scavenius og andre samarbejdspolitikere opfordrede befolkningen til at angive sabotører, og de støttede op om tyskernes hvervning af danske frivillige til at kæmpe på østfronten.

Alice Scavenius, der under den tyske besættelse af Danmark var nær veninde til og siden blev gift med Erik Scavenius, plejede venskab med Gestapos chef, Karl Heinz Hoffmann, der ledede jødeaktionen og den tyske modterror og godkendte Gestapos brutale forhørsmetoder.

Alice Scavenius havde et så fortroligt forhold til Karl Heinz Hoffmann, at hun efter krigen sad varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg. De hidtil ukendte oplysninger fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der i december 1945 opgav at sigte hende.

Den nære kontakt mellem Alice og Erik Scavenius og Karl Heinz Hoffmann, som efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser, har overrasket eksperter og kastet nyt lys over Erik Scavenius og den kontroversielle samarbejdspolitik. Karl Heinz Hoffmann blev efter krigen fængslet i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius, i hvis hjem han så ofte var kommet under besættelsen.

Det internationale svigt  
Erik Scavenius var også villige til at støtte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham, og Scavenius fortsatte med at korrespondere venskabeligt med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være i tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.

Hvis man anlægger et internationalt perspektiv på samarbejdspolitikken under besættelsen, svigtede Scavenius og de øvrige samarbejdspolitikere både politisk og moralsk, fordi de styrkede Tyskland ved at eksportere fødevarer og samarbejdede, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i andre lande, hvor der var en reel modstand.

Forsøget på at glorificere Scavenius i Gentofte er vist nok opgivet, men dagbladet Politiken har tydeligvis ikke opgivet at sikre Scavenius et ufortjent positivt eftermæle.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password