Nærværende, men lidt for ukritisk ny grønlandsfilm

’Kampen om Grønland’ er aldeles glimrende som en film om politik i Grønland. Filmen halter lidt på sine egne præmisser, men er værd at se – og i øvrigt svær at anmelde.

Anmeldelse - 4 ud af 6

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Vi starter rigtig godt i ’Kampen om Grønland’ med klip fra rapperen Tupilaks koncert, hvor unge grønlændere går amok til hans stærkt nationalt prægede tekster: ”Vil du have en uddannelse, skal du kunne tale dansk … hvad siger det om det land, vi lever i?”

Det er unægtelig et godt spørgsmål stillet af rapperen, som i virkeligheden hedder Josef Tarrak Petrussen, her i åbningsscenen af første film i CPH:DOX – den kendte filmfestival, som i år er rykket rent online på grund af coronakrisen.

Her i ’Kampen om Grønland’ følger vi fire mennesker i Grønland med klare holdninger til selvstændighed. Tre af dem er for, en enkelt imod. Ud over Josef ’Tupilak’ er det hans kæreste, Panninguaq, samt Siumut-politiker Kaaleraq M. Andersen; på Rigsfællesskabets side har vi politiker Tillie Martinussen fra Samarbejdspartiet, hvis stiftelse vi endda sidder med til i filmens første del.

Trods selvstændighedens forkæmpere er i overtal, formår filmen at være afbalanceret. Her er ingen fortællerstemme eller dom over de medvirkende. Trods forskellige holdninger til politisk uafhængighed er der også påfaldende fællesnævnere mellem alle fire, for eksempel at de på hver sin måde er trætte af at skamme sig.

Konsekvens på Kysten
Det er en tydelig ambition fra filmmager Kenneth Sorento, at hans historie skulle fortælles gennem fire stærke karakterer, som ikke kun skulle være repræsentanter for politiske idéer, men også mennesker, som udvikler sig, og som vi gerne vil lære at kende.

For Kaaleraq M. Andersens vedkommende følger vi ham til Danmark, hvor han bliver tilset for nogle helbredsmæssige problemer. Men han ønsker ikke at bo i Danmark, selvom han ellers ville have bedre adgang til behandling her – ligesom han vil af med bloktilskuddet. Og man må give manden, at han tager konsekvensen af sine holdninger.

Fortællingen om Panninguaq er også god. Hun er ked af at skulle synge en vestlig sang i en forestilling om Havets Moder (den kendte grønlandske myte), der bliver opsat på gymnasiet, og vil hellere synge på grønlandsk. Historien illustrerer glimrende, hvorfor en moderne grønlænder stadig kan føle sig underlegen på trods af selvstyre og juridisk ligestilling – og ønsket om selvstændighed er forståeligt på den baggrund. Men vi mangler bare præciseringen af, hvordan selvstændighed løser hendes problem.

Manden med to roller
Det er problemet ved ’Kampen for Grønland, at der bliver udfoldet så meget, der kun delvist relaterer sig til filmens formål. Jeg er ellers glad for at følge Josef Tarrak Petrussens udvikling som mand, når de to kærester bliver gift og får deres første fælles barn – og han lover, han vil være en bedre far, end hans egen far var. Sådan!

Men her er det så, at filmmagerne måske står lidt for langt væk, når de ikke tvinger den gode mand til at forholde sig til det helt oplagte: Er selvstændighed uden bloktilskud og uden privilegeret adgang til danske institutioner det bedste for børnene, hvis de virkelig bliver syge – eller den dag, de skal tage en uddannelse? Jeg er ikke ude efter, at Josef ’Tupilak’ skal bryde ud i lovsang til Rigsfællesskabet. Jeg er oprigtigt interesseret i, om manden mener det samme i rollerne som nationalistisk rapper og som familiefar, hvis fremtid ikke længere kun tilhører ham selv.

Spænder bredt – lidt for bredt
Samtidig er filmen lykkedes meget bedre med andre af de ting, den har sat sig for, end den er lykkedes med sit primære formål. Gennem Sorentos kamera lærer vi virkelig disse fire mennesker at kende og dette på en måde, så vi kan respektere dem trods politiske forskelligheder. Men det er filmens problem generelt, at den laver nogle afstikkere, der kan være spændende nok, men ikke vender hjem.

Pludselig handler det om unges vilkår i relation til selvmord. Javel, det er et vedkommende tema i Grønland, og fint at få fastslået, at Tillie Martinussen er en socialpolitiker frem for en identitetspolitiker. Men det er pludselig mange ting, vi skal omkring på den halvanden times tid. Man kunne evt. have samlet op ved at spørge en af nationalisterne, om Tillie Martinussen er en legitim stemme i socialdebatten, selvom hendes stemme lyder på dansk. Og siden vi nu var med til stiftelsen af Samarbejdspartiet, kunne man spørge Tillie Martinussen, om hun faktisk har rykket noget ved at sidde som enlig repræsentant i Landstinget.

En film, flere målestokke
Set på sine egne præmisser som en film om selvstændighed er vi derfor på det jævne. Set som øjebliksbillede af grønlandsk politik og portræt af fire vedkommende personer ligger ’Kampen om Grønland’ pænt over gennemsnittet.

Det er den, ikke mindst fordi vi forstår nogle væsentlige mekanismer i grønlandsk politik, som foregår anderledes end dansk. Det gælder som nævnt skammens betydning i samfundet. Det gælder sprogets betydning (især vist af begge kvinders historier), og hvordan Grønland er politisk delt mellem Nuuk og Kysten (det, som ikke er Nuuk, og som nogle kalder for ’det rigtige Grønland’).

I lyset af det sidste er også den geografiske bredde i filmen værd at tage hatten af for. Ofte er reportager fra Grønland kun foregået et sted, typisk Nuuk eller evt. Tasiilaq, og det har så været ”historien fra Grønland”. Men her er vi virkelig på den rejse, som temaet fortjener. Se derfor filmen som en udmærket intro til grønlandsk politik og samfundsliv. Den er rigeligt de 6 euro (45 kroner) værd, som den p.t. koster at leje gennem CPH:DOX.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password