fbpx
Indblik.net | Tog retten fejl ved udmåling af Britta Nielsens straf?

Tog retten fejl ved udmåling af Britta Nielsens straf?

Spektakulære straffesager fører ofte til en ophidset diskussion om retfærdigheden i den udmålte straf – og politikerne vil altid have den højere. Så kan det være en god idé at huske lidt om de basale tanker bag strafudmålingen.

Af Jens Frederik Hansen, jurist og kommentator

Man skal aldrig beskæftige sig med strafudmåling uden at have talemåden: ”Hvad er højest – et tordenskrald eller Rundetårn?” liggende et sted i baghovedet. For at sammenligne alvoren af forskellige forbrydelser og dermed sætte et system i størrelsen af straffene er ikke nogen eksakt videnskab, men tværtimod et underligt rod af indbyrdes modsigende hensyn, hvor man først og fremmest skæver til, hvad der tidligere er givet i sager af nogenlunde samme karakter.

Men der kan altså godt trækkes nogle helt basale linjer op, som er værd at huske på. For det første skal straffesystemet kunne rumme alle slags forbrydelser, lige fra hesteryttere, som lufter hunde i snor, til de notoriske drabsmænd med en flerhed af drab på samvittigheden.

Yderpunkterne
De laveste forbrydelser straffes med bøde og de grovere med fængsel. Der er principielt set ikke noget maksimum for størrelsen af bøde. Fængsel har derimod både et minimum på 7 dage og 2 maksima. Enten er straffen på livstid eller også har den en forudbestemt længde afhængig af forbrydelsestypen. Livstiden er forbeholdt nogle ganske enkelte forbrydelser, i praksis drab og ildspåsættelse. Andre forbrydelser har strafferammer, der går op til 16 år, og så for at være på den sikre side, har man en regel om, at hvis der er begået flere forskellige forbrydelser, så kan man gå fra de 16 op til allerhøjst 20 år. Også ved bandekriminalitet og når forbrydelsen skete i en ghetto, kan man komme op på de 20 år.

Hver enkelt forbrydelsestype har også sit individuelle maksimum, eksempelvis 4 år for rufferi. Men for at der skal være plads til de ekstraordinære, så kan det normale maksimum for en forbrydelse forhøjes med 50 %, når der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. Det ville så for rufferiet give en ramme på op til 6 år. Ved bandekriminalitet kan der ofte fordobles.

Det er inden for disse rammer, at samtlige forbrydelser skal takseres.

Formueforbrydelse eller personfarlig
En af de fundamentale skillelinjer i straffeloven går mellem forbrydelser, som kun går ud over ting, tyveri, hærværk, bedrageri etc. og så de, som går ud over mennesker, vold, drab m.v. Nogle forbrydelser er en blanding, røveri er eksempelvis kombinationen af et tyveri og udøvelse af vold.

Traditionen er helt entydigt at skade på personer straffes relativt hårdere end skade på formue. Drab er den ultimative personskade og kombineret med tyveri får man rovmordet, som er kerneområdet for de livsvarige fængselsdomme. Så må de mere almindelige drab på ægtefæller og drukkammerater placeres på et lidt lavere niveau med tidsbegrænsede straffe med et 2-cifret antal år.

I etcifrede antal år dukker så de groveste voldssager, hvor offeret har overlevet, og seksualforbrydelserne op, og sådan fortsætter skalaen, indtil man når ned til den laveste grad af vold. Det er noget i stil med, at forurettede har fået kastet en spand snavset bilvaskevand efter sig eller har fået sit hår klippet. Det giver dog stadig fængsel og ret sjældent bøde. Men i bunden af skalaen kan fængselsstraffen blive gjort betinget. Og i så fald er straffen jo nærmest mindre end en bøde, hvis man da ellers kan holde sig på måtten i prøveperioden.

Inden for straffeloven er bøder i det hele taget ret sjældne, med butiks- og cykeltyverierne som den klassiske undtagelse. Omvendt er det, når man ser på forbrydelser uden for straffeloven, altså de mange, mange forskellige regler i færdselsloven, miljølove, sociallove og så videre. Der er bødestraffe normen, og nogle af dem kan komme ganske højt op. Sanktionerne for overtrædelse af reglerne om arbejdstilladelse eller fiskekvoter og deslige er temmelig heftige.

Narkotika udgør en særlig disciplin, som er løsrevet fra resten. Her tænker jeg ikke på de voldssager, som udspringer af bandekriminalitet, de kører som andre voldssager under straffeloven, men på de rene sager om salg og smugling af stoffer. I løbet af det sidste halve århundrede har man gang på gang øget såvel straframmerne som de udmålte straffe i et hidtil forgæves forsøg på at skræmme folk fra at begå overtrædelser. Nu er rammen for den slags nået op på fulde 16 år. Og den udnyttes.

Våbenloven er efterhånden også ret speciel, fordi man har skærpet den, lige så regelmæssigt som bandekrigene om hashmarkedet blusser op. Det kan være svært at vide, hvem der har skudt med et våben, men det er enkelt at straffe for besiddelsen, så det er der blevet skruet voldsomt op for, og flerårige straffe er rutine på området.

At de rene formueforbrydelser, såsom bedrageri og tyveri sædvanligvis har en strafferamme, som går op til ca. halvdelen af de 16 års maksimum, er vel ikke helt skævt. Liv skal være en hel del mere værd end ting.

Og hvad så med Brittas 6½ år?
Det, som i første række gør Britta Nielsens sag spektakulær, er det store beløb, og det helt fantastisk lange åremål hendes besvigelser har stået på i. Forbrydelser, der løber over flere årtier, er sjældne. Det vil normalt også tælle opad, at forbrydelsen er begået i et ansættelsesforhold, hvor man har svigtet sin arbejdsgivers tillid.

Men det mest bemærkelsesværdige ved sagen er dog trods alt den totale mangel på kontroller i Socialstyrelsens regnskabsafdeling. Udenfor statens centraladministration er det kun hos pizzabagere, bedemænd og andre enkeltmandsfirmaer, man har mindre kontrol med sine udbetalinger. I det gamle testamente står der, at ”du må ikke stjæle”, og det er jo en udmærket regel. Men man skal altså heller ikke glemme, at Det Nye Testamente indeholder bønnen: ”Led os ikke ind i fristelse”. Og det blev hun.

Der er næppe risiko for, at hun får chancen for eller blot trangen til at gentage sine meritter.

I den formildende retning tæller også, at damen – lidt firkantet sagt – ikke har foretaget sig noget som helst andet end det, hun var ansat til. Hun har ikke forfalsket underskrifter, opfundet fiktive værdigt trængende eller nogen af de andre sædvanlige fiksfakserier. Hun har bare rettet kontonummeret på nogle udbetalinger. Og der var kun et offer for forbrydelsen. På den baggrund kan det egentlig ikke undre, at retten afviser, at der foreligger de ”særdeles skærpende omstændigheder”, som kunne løfte forbrydelsen op i den helt grove ende, hvor der kan uddeles halvanden gange 8 år.

Stein Bagger, som var en hel del værre, fik 7 år. Så 6½ er vel ikke helt skævt.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

2 kommentarer

  • HENNING OLESEN Reply

    27. februar 2020 at

    HUN SKULLE HAVE HAFT LIGESÅ MANGE ÅR ,SOM DE ÅR HENDES BEDRAGERI HAR STÅET PÅ..

  • frank mathiesen Reply

    27. februar 2020 at

    Kan ikke forstå at hun kun har fået 6.5 år når strafferammen vel ret beset er på 6/7 år plus 50% oveni såfremt en eller anden given paragraf vel burde være taget i brug..??
    Hvad var i øvrigt argumentationen fra dommernes side for ikke at inkludere denne plus 50% paragraf…??

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password