fbpx

Kommune presset i autisme-debat på Facebook

Det er ikke kun Facebook, der får kritik for at bortredigere debattører. Aarhus Kommune gjorde en såkaldt shitstorm værre i forsøget på at styre en debat om autisme.

Af Signe Dahl, signe@indblik.net

Som mange private virksomheder bruger også mange danske kommuner Facebook som reklamesøjle. Men et opslag, som gerne skulle give masser af likes, kan få den stik modsatte effekt. Aarhus Kommune bragte den 28. januar et opslag om, at kommunen havde givet en handicappris til formanden for ABA-foreningen Østjylland, med den begrundelse ”at han er årsagen til at flere børn med autisme er inkluderet med succes i lokale folkeskoler og daginstitutioner”.

Opslaget gav i løbet af et par dage ca. 70 vrede og kede smileys og over 250, ofte kritiske, kommentarer fra bl.a. autister og deres pårørende. Bølgerne gik højt i tråden, hvor ord som ”børnemishandling” og ”hjernevask” blev brugt af debattører, som er kritiske over for ABA – en såkaldt intensiv, autisme-pædagogisk metode med fokus på udvikling, selvstændighed og inklusion.

”En meget uheldig debatguide”
Kommunens facebookredaktør måtte opfordre til, at man holder den gode tone:

”Opslag som vi vurderer indeholder ærekrænkende ytringer samt personlige oplysninger – herunder henvisninger til egne diagnoser, vil blive slettet.”

Dette med at slette henvisninger til egne diagnoser fik tråden til at løbe løbsk.

”Siger du også kvinder ikke må have en mening om at være gravid,” skrev én borger. ”En meget uheldig debatguide, der udelukker indlæg fra de borgere der er i centrum,” skrev en anden m.fl.

Opslagets redaktør forsvarede debatguiden med, at deres regler påbyder kommunen at slette opslag med personoplysninger, herunder oplysninger om diagnoser. Men da det er vanskeligt at debattere autisme uden at tale om egne erfaringer, blev der lagt en ny redaktionel linje. Aarhus Kommune har derfor kun slettet opslag, hvori debattører kalder forældre, hvis børn deltager i ABA-undervisning, for børnemishandlere.

Indblik.net | Kommune presset i autisme-debat på Facebook
Et screenshot af Aarhus Kommunes Facebookside.

Tre kommentarer er slettet
”Slettede indlæg journaliseres i Aarhus Kommunes journalsystem; jvf. vores gældende regler, så de kan fremfindes ved eventuelle tvister derom,” tilføjede redaktøren. Og dette medførte så kommentarer, om det var kommunen eller debattørerne, der var mest i strid med persondatareglerne.

Pressechef i Aarhus Kommune Niels Buch Johannsen havde bemærket voldsomheden i debatten.

”Vores redaktør løfter en pegefinger og siger pas nu på den gode tone. Vi plejer at fastholde, at der skal være en fornuftig tone på kommunens facebookside, og hvis der er noget, som er meget personligt, altså beskyldninger mod enkeltpersoner, så vil vi slette det,” siger han til Indblik.net.

Pressechefen oplyser i øvrigt, at redaktøren alt i alt har valgt at slette tre kommentarer, hvor ordet børnemishandlere indgik.

Ukendt kontrovers
Heidi Thamestrup, landsformand for Autismeforeningen, er selv kritisk overfor ABA-metoden, men vil aldrig selv bruge et ord som børnemishandler.

”Det fører ikke noget godt med sig,” siger hun til Indblik.net.

Hun er glad for, at Aarhus Kommune ikke har effektueret debatguiden over for borgere, der fortæller om egne diagnoser. Det ville være diskrimination, mener hun og påpeger, at de fleste udtrykker deres bekymring på en ordentlig måde.

Hele tankegangen bag opslaget viser, at Aarhus Kommune ikke har sat sig ind i metoden, og derfor ikke havde nogen anelse om, hvor kontroversiel den er, før opslaget gav massiv kritik, mener Heidi Thamestrup.

Hun opfordrede selv på Facebook kommunen til at stoppe uddelingen af ’Hopla-nåle’ og i stedet tage fat på arbejdet med at sikre mulighed for trivsel for alle autister i Aarhus.

”Men det væsentlige her er, at kommunen slet ikke forholder sig til kritikken, men bare i første omgang forsøger at lukke debatten ned,” siger hun.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password