fbpx
Indblik.net | CO2-reduktion – politikerne aner ikke, hvad de taler om

CO2-reduktion – politikerne aner ikke, hvad de taler om

Politikerne ved ikke, hvor mange tons CO2 skal væk for at nå 70%-klimamålet. Hvad sker der mon, når det meningsløse i opgørelserne går op for folk?

Af Søren Skafte, redaktion@indblik.net

Danmark har sammen med resten af verdenssamfundet forpligtet sig til at nå Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til et sted mellem 1,5 og 2 grader.

Ifølge nogle eksperter og organisationer vil det kræve, at alle lande reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til 1,5 grader, mens det vil kræve, at alle reducerer med 60 procent, hvis målet om to grader skal nås. Spørgsmålet er, om det ekstraordinært høje mål er fornuftigt.

En målsætning, der forpligter Danmark til at reducere drivhusgasudslippet med 70 procent i 2030, vil betyde, at Danmark – selvom vi kun bidrager med 0,11 pct. af de samlede globale CO2-udledninger – umiddelbart bliver placeret blandt verdens mest ambitiøse lande på klimaområdet. Danmark vil igen komme i den globale klimaelite – som regeringen udtrykker det: ”i den grønne førertrøje”!

Der er ikke for øjeblikket udsigt til, at mange andre lande vil følge det danske eksempel, og spørgsmålet er også, om det er klogt.

Hvad målsætningen indebærer
Ifølge Energistyrelsens energistatistik var de faktiske emissioner i 1990 i Danmark på 70,4 mio. tons CO2-ækvivalenter.

I en rapport fra november 2018 påpegede Klimarådet, regeringens uafhængige ekspertorgan, at Danmark med den hidtidige politiske kurs med en drivhusgasreduktion på 47 procent i 2030 rigeligt vil kunne opfylde vores forpligtelser i forhold til EU.

Regeringens målsætning om 70 pct. reduktion i 2030, der tilsyneladende støttes ubeset af et flertal af partier i Folketinget, betyder, at der snarest skal sættes turbo på reduktionen af udledningerne, hvis vi i 2030 skal nå målet om højst at udlede 21,1 mio. tons CO2-ækvivalenter.

I forhold til 1990 skal emissionerne altså reduceres med 49,3 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Udviklingen indtil nu
Udslippet af drivhusgasser fra danske økonomiske aktiviteter toppede i 2006 og faldt derefter hvert år frem til 2015. I 2016 steg det igen, men i 2017 var de samlede faktiske emissioner af drivhusgasser på 47,9 mio. ton CO2-ækvivalenter, hvilket var 31,9 pct. lavere end emissionen i 1990.

Ifølge Energistyrelsens foreløbige opgørelser steg CO2-udledningerne igen fra 2017 til 2018.

I forhold til reduktionsmålsætningen på 70 pct. har vi altså i 2018 kun nået omkring 32 pct.

Målt på udledningen af CO2 fra dansk produktion går det fremad, selvom vi endnu er langt fra målet. Danmark skal således inden 2030 reducere udledningen af drivhusgasser med yderligere omkring 27 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Spørgsmålet er, om målsætningen vedrører danskernes faktiske CO2-udledning. Den officielle opgørelse medtager alene CO2 fra produktion inden for Danmarks grænser og måler dermed ikke CO2-belastningen fra det samlede danske forbrug.

Gennem importen udleder vi yderligere mindst 16 mio. tons CO2-ækvivalenter, som i princippet burde indgå i andre landes CO2-regnskab, men om det sker i den virkelige verden, er tvivlsomt.

Ifølge IPCC’s retningslinjer skal drivhusgasemissioner på nationalt niveau opgøres ud fra et produktionsperspektiv, hvilket vil sige, at emissionerne tælles, hvor udledningen opstår. Et land står dermed til ansvar for emissioner, der sker som følge af udvinding, produktion, transport, brug eller bortskaffelse inden for landets grænser.

Udenlandske varer tæller ikke
En væsentlig begrænsning i det produktionsbaserede mål er, at udledninger, der er knyttet til vareimport, ikke medregnes. Da importen til Danmark typisk er langt mere CO2-intensiv end eksporten fra Danmark, bidrager udenrigshandelen netto til landets samlede CO2-udledning.

Danskernes forbrug af argentinsk oksekød eller kinesisk elektronik tæller altså ikke med i CO2-aftrykket.

Med forskningsmidler fra Rockwool Fonden har Centre for Economic and Business Research (CEBR) på CBS undersøgt, hvad det betyder for målopfyldelsen, hvis man opgør CO2-belastningen fra det samlede danske forbrug. Analysen viser, at Danmarks forbrugsbaserede årlige CO2-udledning siden 1996 i virkeligheden har været op til 18 procent højere, end det traditionelle CO2-regnskab indikerer.

Den CO2 vi i forbindelse med importen af varer m.v. i realiteten ”eksporterer” til de lande, hvor varerne produceres, går også under betegnelsen ”carbon leakage” (lækage).

Indblik.net | CO2-reduktion – politikerne aner ikke, hvad de taler om
Laust, Mærsk containerskib omkring Canterbury, New Zealand.

Flyrejser tæller heller ikke – men …
Ser man på hvilke dele af Danmarks økonomiske aktiviteter, der udleder de største mængder af drivhusgasser, er det brændstof brugt til international transport af især danske skibe, men også fly og lastbiler.

Hverken international flyindustri eller shipping er reguleret i Kyoto- eller Parisaftalerne (EU kvoteregulerer dog luftfarten inden for EU).

Emissionerne af CO2 ved international flytrafik er gigantiske, men danskernes flyverejser til Thailand tæller ikke med CO2-regnskabet.

Tilsvarende er de samlede CO2-udledninger fra shipping enorme – alene Mærsk – og det er ikke en konspirationsteori; tallet er hentet fra Mærsks egen bæredygtighedsrapport – udleder årligt 35,5 millioner tons CO2-ækvivalenter.

(Desværre kan vi nok ikke fremover regne med at få sådanne oplysninger. Mens erhvervslivet i stigende grad sætter samfundsansvar og klima på dagsordenen, har Mærsk i januar 2020 valgt at nedlægge selskabets afdeling for bæredygtighed).

Den samlede CO2-udledning fra den internationale transport med danske skibe, fly og lastbiler udgjorde i 2018 næsten lige så meget CO2 som den samlede øvrige udledning af drivhusgasser i hele Danmark!

Når kortene skal på bordet
Det er bekymrende, at politikerne på Christiansborg ikke aner, hvad de taler om, men at politikerne ej heller har den fjerneste idé om hvad målsætningen præcist indebærer – og hvordan Danmark skal kunne leve op til målsætningen – er decideret skræmmende.

Det er ligeledes bekymrende, at en ambitiøs målsætning, der forpligter Danmark til at reducere drivhusgasudslippet med 70 procent i 2030, bygger på en særdeles tvivlsom opgørelsesmetode. Hvordan vil reaktionen være, når det går op for almindelige danskere, at de skal leve med drakoniske CO2-afgifter, men fortsat kan svælge i eksotiske frugter og argentinsk oksekød og fortsat feriere i Thailand?

Hvordan vil reaktionen være, når den meningsløse indsats for at påvirke 0,1 pct. af den globale CO2-udledning afdækkes? Er det nok, at vi kan overbevise os selv om, at Danmark er placeret blandt verdens mest ambitiøse lande på klimaområdet, samtidig med at danskernes CO2-udledning fortsat vil være blandt de absolut største i verden?

Søren Skafte er økonom, cand.polit., og har haft en lang karriere som embedsmand i centraladministrationen, bl.a. som departementschef i Energiministeriet.

Han har også haft poster i EU-direktoratet og i Fødevareministeriet, og han var i en periode udsendt som Danmarks repræsentant ved FN’s fødevareorganisation, FAO, i Rom. Hans kommentarer og analyser er altid baseret på fakta.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

3 kommentarer

  • Søren Fosberg Reply

    11. februar 2020 at

    Søren Skafte har fuldstændig ret i det meste af ovenstående kritik af Danmarks tilgang til løsning af klimaproblemet og regeringens åbenlyse inkompetencer. Men så nævner han at “drakoniske” CO2 afgifter vil være et slag i luften. Jamen regeringen foreslår jo slet ikke at indføre CO2 afgifter. Tværtimod. Det eneste regeringen vil er betydningsløse lappeløsninger garneret med store ord.

    Det må efterhånden være klart at en seriøs plan for løsning af forureningsproblemet nødvendigvis må have en netto GLOBAL CO2 reduktion som resultat. Altså den danske forbrugsforurening og ikke produktionsforurening som er det man taler om. Men som Skafte påpeger er det ikke regeringens mål, man taler slet ikke om det og pressen tier lydigt. En sammensværgelse? Inkompetence? Favorisering af særinteresser (fossilindustrien)?

    En bred (drakonisk?) energiafgift anbefales af bl.a. Klimarådet og mange økonomer som den helt centrale forudsætning for at kunne nedbringe forureningen og den må nødvendigvis inkludere et klimatoldsystem som foreslået af EU kommissionen, et system som sigter på at nedbringe netto forbrugsforureningen. Netop hvad vi har brug for.

    Men det taler regeringen, dens støttepartier såvel som oppositionen ikke om. Ikke et ord. Er vi i vildrede?

    Afgifter er ikke noget der bliver taget fra befolkningen. De kommer tilbage til samfundet på den ene eller anden måde. Afgifter betyder politisk vedtaget omfordeling, det gør de altid. Med lidt fornuft vil CO2 afgifter kunne reducere uligheden for det store flertal af befolkningen samtidig med at de fremmer konkurrenceevnen for ikke-forurenende teknologier på markedet i overgangsfasen mod det bæredygtige samfund. F.eks. i form af Carbon Fee and Dividend (CFD) metoden (progressiv afgift).

    Det svære er, at når man gør noget dyrere (at forurene) skal befolkningen tilbydes alternativer der forurener mindre eller slet ikke. Markedet kræver tid til at at omstille dig til de nye konkurrencevilkår, det sker ikke på en dag, så der er brug for en indfasningsperiode selv om der allerede er et mylder af teknologier og resourcer klar i startblokkene. Og det sker slet ikke hvis man kan omgå afgifterne gennem import af forurenende teknologier. Den eneste effekt vil være at jage dansk industri på porten (kulstoflækage).

    Derfor, afgifter og klimatold går hånd i hånd og må være rygraden i en seriøs klimaplan.

    Der skal fastlægges en strategi og tidsplan, vedtaget af et bredt flertal af folketinget, om gradvis indfasning af en effektiv og markant CO2 afgift på alle fossiler f.eks. inden 2030, kombineret med et klimatoldsystem i hele EU. Det vil frigøre enorme slumrende kræfter til løsning af klimakrisen – som skyldes de menneskeskabte ændringer i atmosfærens kemiske sammensætning og forurening af naturgrundlaget og derfor er selvskabte plager vi kan gøre noget ved.

    Planen afhænger også af at EU vedtager et klimatoldsystem. Danmark må derfor støtte op om EU kommissionens forslag (Carbon Border Tax Adjustment, CBTA) Ser vi nogen regerings initiativer her? Næh.

    Vi skal ikke indføre afgifter for at redde Jorden for 0.1% af CO2 udledningerne. KVANTITATIVT betyder det intet hvad vi gør. Danmarks rolle er at udvikle KVALITATIVE løsninger. Kvalitative løsninger kommer altid før kvantitative løsninger. Man bygger ikke en million biler før man har bygget en. Så her er vores rolle – at bygge den første bil, at sætte en tanke på fysisk form. Det bliver altså i samarbejde med EU, ellers kan det være det samme. Afgifter klarer vi selv, klimatold er i EU regi

    Afgifterne på forurening skal lægges så de ikke giver social slagside. Samtidig skal man etablere gunstige forudsætninger for afløsning af gældende teknologier med ikke forurenende teknologier, herunder massive energibesparelser og brug af vedvarende energi i transportsektoren, landbrug og byggeri. Målet skal være en effektiv reduktion af netto CO2 udledninger uden at miste de centrale samfundsfunktioner og institutioner. Vi har brug for transport ja, men ikke for benzin og dieselbiler. Vi har brug for mad ja, men ikke for argentinske bøffer. Vi har brug for varmt vand ja, men ikke for at varme for fuglene.

    Det vil medføre kæmpestore samfundsændringer på kort tid og selvfølgelig bliver det svært. Og hvad så? Hvad er alternativet? Accepterer vi præmissen i Parisaftalen – og det gør vi jo – så er alternativet økologisk og derfor også økonomisk sammenbrud. Hvad ønsker befolkningen? Vi har brug for en ærlig og kvalificeret debat i stedet for de manipulationer vi bliver spist af med.

    Så vi må i gang nu. Første skridt kunne være at vælte regeringen som allerede har vist at den er uduelig til den stillede opgave. Hvem skal i stedet lede landet? Kan man forestille dig en folkelig bevægelse som baserer sig på en reel forståelse af situationen og entydigt vil forfølge fællesskabets interesser og ikke særinteresser?

    .

  • Søren Skafte Reply

    11. februar 2020 at

    Kære Søren Fosberg,
    Jeg vil bestemt ikke afvise CO2-afgifter. Når jeg bruger udtrykket ”drakoniske”, er det fordi afgiften skal have en mærkbar størrelse for at påvirke adfærden. Det rejser som bekendt en række fordelingsmæssige problemstillinger.
    Desuden vil CO2-afgifter alene på nationalt niveau ikke give megen mening i et land, der tegner sig for 0,11 pct. af CO2-emissionerne. De fleste økonomer synes at være enige om, at det bedste ville være en global og mærkbar minimumspris på CO2-udledning. Problemet er, at det har lange udsigter med at opnå international enighed – og det er ikke kun USA, der ikke er parat.
    Derfor kunne vi i teorien godt indenfor EU indføre en fælles CO2-afgift, kombineret med en klimatold rettet mod lande, der ikke lever op til Paris-aftalen, som forslået af EU-Kommissionen.
    Udover problemet med at opnå enighed blandt EU’s 27 medlemslande, er en klimatold ikke uden problemer i den virkelige verden. Hvordan determineres de enkelte importvarers CO2-aftryk? Det samme produkt – kød f.eks. – kan være produceret under mere eller mindre klimaskånsomme vilkår. En anden udfordring er at udtænke en klimatold, der lever op til WTO-kravene.

  • Søren Fosberg Reply

    13. februar 2020 at

    Kære Søren Skafte,

    Jeg skriver jo netop at regeringen IKKE ønske at indføre afgifter, Det er altså dig og mig der ønsker dem. Mht fordelingsmæssige propblemstillinger så henviser jeg til konceptet kendt fra den amerikanske organisation CCL (Citizens Climate Lobby som er repræsenteret i Danmark) og kort er at CO2 afgifterne rutinemæsssigt føres tilbage til alle borgere i lige store portioner (Carbon Fee and Dividend, CFD). (Borgerlønsprincippet) Resultatet er at de med lav købekraft (eller de med lav CO2 udledning) får en gevinst mens de med høj købekraft (eller de med høj CO2 udledning) får et tab. Mekanismen vil have en dobbelt effekt, dels reducere uligheden i samfundet, dels rette op på de ulige markedsvilkår og give et tiltrængt løft til ikke forurenende teknologier. Begge mål som både rød og blå blok har skrevet under på (FNs verdensmål) og som ikke mindst en socialdemokratisk regering burde elske.

    Klimatold er en svær en. Målet jo er at nedbringe brugen af fossiler (netto) og nogle lande i EU baserer en del af deres økonomi på brug af fossiler (det meste af den gamle østblok men Polen i spidsen) og giver kraftige subsidier til især kul (rigtig mange milliarder EU om året). I det hele taget har fossilindustrien stor indflydelse på EUs politiske ledere (tys tys). Men Kommissionen synes at være frisk på ideen og Danmark burde lægge al sin kraft til støtte for forslaget. Og EU er ikke alene. Se her hvad republikanerne i USA snakker om: Republican Strategists Praise Carbon Pricing As A Way To Win Votes hvor man bl.a. skriver: “The final action the authors outline would be border carbon adjustments (klimatold) that extend the reach of domestic carbon pricing to imports. Exports, they say, would protect the competitiveness of US-based companies. They poke China and India, saying the United States is more carbon-efficient than companies in those high-emitting countries, to the point where US manufacturers would actually gain a competitive advantage with carbon pricing.”
    https://cleantechnica.com/2020/01/31/republican-strategists-praise-carbon-pricing-as-a-way-to-win-votes/?fbclid=IwAR2OmlsoUFBOasz1v6IyEpmd8_0q5z8S22TNm0TeIvCS8LerJPcNIv8330M

    Måske vil USA før vi aner hoppe på denne vogn, og så er det med at komme med. Men hvorfor ikke komme først?

    PS:
    CO2 aftrykket bestemmes via landenes fossilforbrug – kul, olie, gas – hvadenten det er egenproduktion eller import. Det ved vi allerede i forvejen. Og for de enkelte produkter må producenterne – som tidligere nævnt – lave en verificerbar deklaration for at opnå importtilladelse til EU eller hvem det nu er. Hvorfor ikke?

    Jeg har et lille papir som jeg vil sende til dig. Må jeg få din e-mail?

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password