fbpx

Astrid Krag gik fejl af analyse om anbragte

Socialministeren gik galt i byen, da hun tog en analyse fra ministeriet til indtægt for, at børn bør anbringes uden for hjemmet tidligere. Den holder ikke, viser faktatjek fra Tjekdet.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Viser en analyse fra Social- og Indenrigsministeriet, at udsatte børn har gavn af at blive anbragt noget tidligere? Det sagde socialminister Astrid Krag, både i sin pressemeddelelse og på sin egen Twitter-profil.

Men nej, lyder det fra Tjekdet, som har gået analysen efter. Faktatjekkerne konstaterer, at allerede på første side tager rapporten forbehold for at blive udlagt for det synspunkt, ministeren forfægter. De har derudover talt med tre forskere, som bekræfter, at ministeren overfortolker indholdet.

Hvad var der gået galt? Det er rigtigt, at rapporten viser, at der generelt er forskel mellem dem, der anbringes som små børn, og dem, der først anbringes som unge mennesker. Sidstnævnte er mere tilbøjelige til at være misbrugere, kriminelle og dårligt uddannede.

Problemet med ministerens tolkning er især, at nogle af de unge mennesker anbringes, fordi de selv har fået problemer, f.eks. som led i at afsone en straf. Det indebærer, at de unge, der er sent anbragte, fremgår som mere kriminelle. Men det indebærer ikke, at de nødvendigvis er blevet anbragt for sent.

”Ved dem, der bliver anbragt som teenagere, har der formentlig ikke været et anbringelsesgrundlag, da de var spædbørn, og derfor kan man ikke sige, at vi bare skulle have anbragt dem fra start af. Udfordringen er at finde ud af, om eller hvor meget tidligere den unge kunne have været anbragt,” uddyber socialforsker Signe Frederiksen.

I et skriftligt svar til trækker ministeren lidt i land, men fastholder, at der er en pointe.

”Jeg kunne have taget flere forbehold i mine udtalelser, men jeg står helt ved, at det er tankevækkende, at tidligt anbragte klarer sig bedre end sent anbragte. Man kan aldrig 100 procent bevise, hvad der ville ske for det enkelte barn, hvis barnet var blevet anbragt tidligere eller senere, men analysen er et klart tegn for mig på, at vi skal gribe tidligere ind ved omsorgssvigt,” skriver Astrid Krag blandt andet til Tjekdet.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password