fbpx

EU’s nye problem: Landene i Øst affolkes

Siden Bulgarien blev medlem af EU i 2007, har landet mistet 21% af sin befolkning – og samme tendens har ramt det nyeste EU-land, Kroatien, som ventes at miste 17% af sin befolkning i perioden frem mod 2050.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Ikke alene indvandring, men også problemet med affolkning skal på EU’s dagsorden de kommende måneder. Det sker efter ønske fra Kroatien, som her pr. 1. januar 2020 overtog formandskabet i EU, og inkluderede affolkning i sit formandskabsprogram.

Formandskabet i EU går på skift mellem alle 27 lande og varer et halvt år ad gangen. Det enkelte formandskabs privilegium er at kunne sætte fokus på nogle af de problemer, som landet især er optaget af.

Det er den nye direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, som i en klumme på tænketankens hjemmeside gør opmærksom på det problem, affolkning faktisk udgør i en del af de øst- og centraleuropæiske lande.

Bulgarien må konstatere, at landet, siden det blev medlem af EU i 2007, har mistet 21% af sin befolkning – hver femte indbygger. EU’s nyeste medlemsland, Kroatien, regner med at miste 17% af sin befolkning fra nu af og til 2050.

Årsagen ligger dels i lave fødselstal, dels i den kendsgerning, at mange unge udvandrer til det gamle Vesteuropa, især til Tyskland, hvor der er arbejde og væsentlig højere lønninger og lægehjælp til deres børn.

”Der er i flere af de central- og østeuropæiske lande en reel frygt for, at den skrumpende befolkning udløser en situation, hvor nationen langsomt, men sikkert, forsvinder,” skriver Lykke Friis.

Indblik.net | EU's nye problem: Landene i Øst affolkes
Lykke Friis er direktør for Tænketanken EUROPA. Hun er ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet (1997), cand.scient.pol. (Københavns Universitet) og Master i European Studies fra London School of Economics. Foto: Jens Astrup

Mange af de truede lande er i fuld sving med egne initiativer. Ungarns statsminister, Viktor Orban, brugte således sin nytårstale til at annoncere, at staten har opkøbt stort set alle private fertilitetsklinikker.

Det kroatiske EU-formandskab mener, at EU-landene også må gøre noget i fællesskab og udnytte den kendsgerning, at EU-Kommissionen for første gang har et medlem, som har demografi som en del af sit arbejdsområde. Derfor bør der kunne tages initiativer, som går på tværs af landegrænserne i fællesskabet.

Lykke Friis peger dog på, at ønsket om at anvende EU’s budget til at hindre affolkning i visse medlemslande kan vanskeliggøre de i forvejen komplicerede budgetforhandlinger. En række lande, herunder Danmark, arbejder for, at budgettet ikke må stige – snarere tværtimod.

”Nu udfordres disse forhandlinger yderligere af, at Europas skrumpende lande råber vagt i gevær,” slutter tænketanken Europas direktør.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password