fbpx

Færre private plejevirksomheder går konkurs

Der er stadig betydelig uvilje i kommunerne mod at lade private firmaer overtage serviceopgaver, og det er på trods af et faldende antal konkurser.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Kun to små private plejevirksomheder gik konkurs i 2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det er langt færre, end det har været normen de senere år. I perioden mellem 2014 0g 2018 gik 50 private plejevirksomheder konkurs.

De færre konkurser kan ses som et resultat af, at Folketinget i 2018 besluttede, at kommunerne skulle stille større krav til de private virksomheder, som fik overdraget kommunalt finansierede opgaver, typisk inden for hjemmepleje. Blandt andet blev der indført krav om, at de private virksomheder skulle stille med en (bank)garanti, og at kommunerne skulle have et beredskab, som kunne træde til, hvis der indtraf en konkurs.

Men de nye regler har ikke ført til større kommunal udlicitering til private. Tallene fra Danmarks Statistik viser, at den private andel af hjemmeplejen ligger konstant på 15% – målt på visiterede timer. I dag er det hver tredje borger, som har valgt privat hjemmepleje – typisk til praktiske køremål i hjemmet. En analyse fra Sundheds- og Ældreministeriet fra 2017 viser, at 60% af de ældre, som har krav på at få offentlig hjemmehjælp, støtter muligheder for selv at kunne vælge, om hjælpen skal være kommunal eller privat.

Den borgerlige tænketank Cepos har i flere analyser vist, at kommunerne har gode muligheder for at spare penge ved at overgive flere opgaver til private – mindst 10%. Hvis alle kommuner gjorde det, ville det offentlige kunne spare 20 milliarder kroner.

Men analyser, som er fra 2016, viste også, at der er udpræget modstand i kommunerne mod at udlicitere mere – herunder i de borgerlige kommuner. Aversionen mod at udlicitere kan også hænge sammen med, at de samfundsøkonomiske fordele ved at udlicitere ikke altid tilfalder den enkelte kommune, men fællesskabet som helhed.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password