fbpx

Frygt for 3F-monopol i transportsektoren

Den private brancheorganisation ITD med 700 vognmænd som medlemmer vil gå langt for at hindre, at fagforeningen 3F i praksis får monopol på overenskomsterne i transportbranchen.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

I en stor annonce med teksten ”Monopol til 3F er ikke til gavn for Danmark” søger brancheorganisationen ITD og ITD Arbejdsgiver at råbe Christiansborgpolitikerne op: Det vil være i strid med foreningsfriheden – som er en grundrettighed – hvis Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation (det tidligere LO), får held til at gøre 3F’s overenskomst til den skabelon, som alle danske vognmænd skal indordne sig under, er budskabet.

DA og FH ønsker at hindre især udenlandske vognmænd i at køre transporter i Danmark – den såkaldte cabotage-kørsel – med chauffører, der får langt lavere løn end chauffører på dansk overenskomst.

”Vi er helt enige i formålet og arbejder også for ordnede forhold. Men at indføre en lov, som giver en 3F-overenskomst fortrinsstilling frem for andre overenskomster, er helt uacceptabelt,” siger direktør i ITD Arbejdsgiver Trine S. Plesner, til Indblik.net.

”Vi har overenskomst med Krifa (Kristelig Fagforening) og vores chauffører ligger på samme lønniveau som de chauffører, der er på en 3F-overenskomst. Vores overenskomst er bare bygget anderledes op,” fortsætter Trine S. Plesner.

Den nye lov er tænkt, således at vognmænd med 3F-overenskomst får gods-tilladelse som en ren ekspeditionssag. Alle andre vognmænd skal dokumentere, at deres lønninger er på niveau med 3F’s overenskomst. Godkendelsen af andre overenskomster skal ultimativt ske i et overenskomstnævn, som skal bestå af repræsentanter fra DA- og FH-organisationer.

”I praksis vil det føre til et monopol til 3F-overenskomsten inden for vejgodstransport-området,” siger direktør Trine S. Plesner.

”I ITD og ITD Arbejdsgiver er vi FOR foreningsfrihed for både arbejdsgivere og lønmodtagere. Og vi er klar til at kæmpe for foreningsfriheden hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at sikre fuld foreningsfrihed i Danmark,” siger Trine S. Plesner.

De seneste meldinger fra Christiansborg tyder på, at loven ikke umiddelbart bliver vedtaget. Ifølge Altinget melder Radikale Venstre ud sammen med blå blok, at forslaget kræver justering, inden det kan vedtages.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password