fbpx

LA og NB melder positivt ud om atomkraft

To borgerlige partiledere slog tirsdag et slag for atomkraften. Det skete som reaktion til energiministerens afvisning af samme.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Det har i de sidste par årtier været småt med folkevalgte stemmer, der tilkendegiver interesse for at indføre atomkraft i Danmark – eller i det mindste ikke decideret udelukker det for al fremtid. Men her i det nye årti kan vi se hele to borgerlige partiledere erklære sig positive over for atomkraft på samme dag.

Liberal Alliances politiske leder har også de historiske briller på i sit opslag, der perspektiverer til 1980’ernes beslutning om at skrinlægge atomkraft i Danmark.

”Det er jo allerede i dag sådan, at ca. 3 pct. af vores energiforbrug kommer fra svensk og tysk kernekraft. Så lad os da stå ved at beslutningen fra 1985 reelt er udvandet. Og lad os seriøst vurdere om den teknologiske udvikling og klimaudfordringerne kalder på, at vi genovervejer beslutningen fra dengang,” mener Alex Vanopslagh.

Udmeldingen kommer ikke ud af det blå, men på baggrund af klima- og energiminister Dan Jørgensens nylige afvisning af atomkraft i Danmark. Også Nye Borgerliges Pernille Vermund var tirsdag ude med riven efter ministeren:

”Du vil meget gerne nedbringe udledningen af drivhusgasser i Danmark. Men du vil ikke gøre som mange andre lande, der i årevis har leveret sikker, billig og CO2-neutral energi til borgerne med kernekraft,” konstaterer Vermund og understregede, at det er fup at foregøgle folk, at sol og vind alene får opfyldt energibehovet.

”Derfor er det tudetosset at udelukke kernekraft,” mener Vermund.

Klima- og energiministerens opslag var på sin side foranlediget af den politiske diskussion om atomkraft i Sverige, hvor lukningen af Ringhals-reaktorerne har delt det politiske landskab. Også i Riksdagen er der størst forståelse for atomkraft på den borgerlige side, mens regeringen fastholder planer om lukning.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password