fbpx

’Oprør fra landet’ anmelder Miljøstyrelsen til politiet

Der er bevægelse i gang hos landmænd og venner af landbruget. Den nye aktør ’Oprør fra landet’ har nu anmeldt Miljøstyrelsen for at bryde love og regler om spildevand.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Miljøstyrelsen lever ikke op til vandrammedirektivet og miljøbeskyttelsesloven, idet styrelsen tillader overløb af spildevand. Det er påstanden i en politianmeldelse, der er afsendt fra gruppen ’Oprør fra landet’.

Gruppen er skabt som en bevægelse til at understrege det væsentlige i et sundt og stærkt landbrug, oplyser den selv på sin Facebook-side. I persongalleriet bag er der flere gengangere kendt fra landmændenes interesseorganisation Bæredygtigt Landbrug, såsom bestyrelsesmedlem Peter Kiær og tidligere direktør Vagn Lundsteen.

Reglerne om efterafgrøder og reguleringsmetoder har været en vigtig anledning til ’Oprør fra landets’ arbejde. Det fremgår også af den nye aktørs seneste opslag i Facebook-gruppen.

Det bliver nu Fyns Politi, der skal tage stilling til anmeldelsen, i og med at Miljøstyrelsen er blevet udflyttet til Odense.

”Det er ikke sådan, at vi direkte forventer, at Miljøstyrelsen bliver dømt, men vi er til rådighed for politiet til, at vi kan give dem alle de faktuelle ting omkring det her, så de kan undersøge om det her, i det hele taget er lovligt,” siger Vagn Lundsteen til fagbladet Effektivt Landbrug.

Se i øvrigt landmand Peter Kiærs læserbrev, der er skrevet på vegne af gruppen og uddyber, hvordan ’Oprør for landet’ betragter regler for landmændene som uden hold i virkeligheden.

”Hvad vil aktionsgruppen? Vi vil øge oplysningen over for landmandsfamilierne og det øvrige samfund, med det formål at udstille vanviddet. Når vi har sagt tingene så mange gange, at alle forstår det, vil vi vurdere opfølgende handlinger, gerne i samarbejde med de etablerede landbrugspolitiske foreninger,” skriver Peter Kiær til Effektivt Landbrug.

Blandt de mulige opfølgende handlinger kunne være et borgerforslag, oplyser ’Oprør fra landet’ på Facebook, hvor den nye aktør i skrivende stund har samlet lidt over 2.200 følgere.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password