Indblik.net | Nej tak til kønsrevolution i pressen

Nej tak til kønsrevolution i pressen

Ja, der er generelt flere mænd i journalistiske historier. Det er stadig ikke mediernes problem eller mediernes ansvar. Aflys den revolution igen, Rasmus Mark Pedersen.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Danske medier har et afgørende problem, skriver journalist Rasmus Mark Pedersen i sit indlæg på POV International, for vi mangler kvinder blandt vores kilder. Han har selv prøvet at benytte flere, men det har været en udfordring. Jeg kender Rasmus MP, sætter pris på manden personligt og fagligt, og tvivler ikke på hans gode intentioner. Men i sin tilgang til pressens rolle i kønsspørgsmålet er han efter min mening galt afmarcheret, og det fortjener sin replik.

(Læs først indlægget på POV International gennem linket her.)

Så stort er dette mediernes problem med kønslig skævvridning, at det kræver en revolution, lyder Rasmus MP’s bekymring. Første skridt kan passende være en undersøgelse med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Er det kvindernes eller mediernes skyld?”.

Allerede her er vi på afveje: Vil man finde en skyldig, har man på forhånd besluttet, at der eksisterer en fejl eller en forbrydelse, nogen kan være skyldig i. Men, som Rasmus MP’s indlæg selv underbygger, er det ikke sexisme, der er hovedårsag til de relativt færre kvinder i pressen.

To definitioner af ligestilling
Tilfældigvis kom sidste uges omtalte kønspolitiske indspark lige efter MP’s indspark. Det var den nye undersøgelse om mandlige og kvindelige folketingskandidaters nævnelse i pressen. Den viste, at kvinder til folketingsvalg gennem 2010’erne har fået mere omtale end mænd. Kun ved valget i år var mændene (marginalt) mere omtalt pr. kandidat.

Leder man efter en skurk, er det ikke medierne, siger forsker Ulrik Kjær bag undersøgelsen til fagbladet Journalisten. Efter omtalen af undersøgelsen selvfølgelig de fleste steder skulle vinkles på, at mænd alt i alt omtales mere. Hvilket har den logiske begrundelse, at mænd er mere tilbøjelige til at stille op – selvom der faktisk var flere kvinder opstillet i 2019 end nogensinde før.

”Jeg mener, vi skal gå forrest i kampen for ligestilling,” siger Rasmus MP, og hvem kan være skurken, som er imod det? Svaret er, at det kan jeg. Med det væsentlige forbehold at ligestilling betyder noget forskelligt os to imellem. Jeg mener med ligestilling, at ingen bør nægtes rettigheder eller respekt begrundet i køn. Hvilket heldigvis er noget, folk i mediebranchen og andre steder i samfundet går ind for i vid udstrækning, sagt i respekt for undtagelser.

Rasmus MP har imidlertid en anden definition af ligestilling, som fremgår af følgende citat:

”Samtidigt er det her i år 2019 stadig mere legitimt for mænd at have holdninger, end det er for kvinder. Det kan jeg se på avisernes debatsider, de sociale mediers kommentarspor og på kønsfordelingen af de lyttere, der ringer ind til P1 Debat. Det er mænd, mænd og mænd.”

Ræsonnementet lader til at være følgende: Hvis en gruppe består primært af mænd, må det være et udtryk for, at det er mindre legitimt for kvinder at deltage. Efter samme logik kunne man sige, at mændenes flertal til fodboldkampe og heavykoncerter må indebære, at kvinderne bliver holdt væk derfra. I grunden er forholdet nok det banale, at de generelt ikke gider så meget som os andre.

Du kan ikke få det hele
Udfordringen ved at gå efter dyderne – i journalistik som livet i øvrigt – er, at der er flere af dem, der skal afvejes imod hinanden. Givet begrænsede ressourcer medfører det at opprioritere noget, at man må nedprioritere noget andet. Der er omkostninger ved Rasmus MP’s fordring til sig selv eller andre, også ud over ekstra tid og ressourcer, han har brugt på at rekruttere de flere kvinder til et debatprogram.

For det første har vi problemet, om vi virkelig som journalister skal sidde og tage hensyn til folks køn i den journalistiske udvælgelse, frem for hvad der befordrer historien bedst. Men OK, lad mig for diskussionens skyld gå ind på præmissen, at vi bør gøre det, og se på de problemer, der vil følge af det.

Når man indfører stringente krav, risikerer man utilsigtede konsekvenser. For den MP’ske metode kan sætte over styr, præcis hvad den gode mand ønsker at fremme: repræsentation og mangfoldighed. Rasmus MP inddrager eget arbejde og egne erfaringer i sin argumentation, så jeg vil gøre det samme.

Lad os tage landbruget som eksempel. Det er som bekendt et erhverv præget af mænd, lige fra landmænd på marken til ekspertkilder m.m. Jeg kunne nok have anvendt flere kvindelige kilder i min journalistik. Men de ville i ringere grad afspejle kønsfordelingen i det landbrug, den virkelighed, som det er min journalistiske opgave at beskrive.

Pointen er, at medmindre artiklen decideret handlede om kvinder i landbruget, ville vi ikke entydigt få mere repræsentation af, at jeg begyndte at forskelsbehandle. Vi ville kun udskifte en form for repræsentation med en anden, mere politisk korrekt af slagsen.

Ny, politisk korrekt ensidighed
På samme måde vil problemer opstå med variationen af kilder. Jeg er faktisk enig med Rasmus MP i, at man som journalist skal vare sig for at benytte sædvanlige, alt for kendte kilder hver gang. Jeg er uenig i, at vejen til denne variation er at diskriminere mandlige kilder. Det vil i visse situationer kun gøre ensidigheden større, når vi på emner med få kvindelige kilder er nødt til at ringe de samme kvinder op hele tiden.

For slet ikke at tale om den dag, hvor det måtte gå op for kvinderne, hvorfor de bliver ringet op hyppigere. Rasmus MP’s kilder har set med forståelse på hans indsats for flere kvindelige kilder, og al respekt for det. Andre mener noget andet. Jeg kender et par kvindelige kilder, der ikke ville se med milde øjne på mig, når det går op for dem, at jeg som journalist retter henvendelse begrundet i deres biologi. Det vil ikke være fremmende for videre samarbejde.

Forstå mig dog ret her: Jeg ser ikke ned på Rasmus MP’s ønske om at inkludere flere kvinder i sit debatprogram. Det er en journalistisk tilgang, han og hans arbejdsgiver har ret til at vælge. Jeg protesterer imod en erklæring om, at det påhviler hele branchen, herunder mig, at abonnere på en bestemt kønspolitisk dagsorden. Nøjagtig ligesom jeg ikke accepterer, at Zetlands journalister skal ophøje deres meninger om klima til en fordring for hele branchen. Sætningen “sådan og sådan anser jeg for vigtigt for samfundet” skal ikke automatisk følges af “ergo skal alle journalister arbejde for sådan og sådan”.

Eller for at vende tilbage til fodbold-analogien fra før: Hvis en fodboldklub har et ønske om at øge antallet af kvindelige fans på lægterne, er den naturligvis velkommen til at slå et slag for det. Klubben bør blot ikke påstå, at det ligger i selve begrebet “fodboldklub”, at man skal tilstræbe en fifty-fifty-fordeling af medvirkende aktører.

Journalistik spændt for kønsvogn
Rasmus MP er i sin tekst den erklærede fortaler for en revolution, der skal gå på kønsdiskrimination af mænd, for ”det ville opbygge en kultur, hvor kvinderne har et væld af forbilleder at spejle sig i”.

Der er meget, hvormed man kan anfægte det synspunkt. Lever vi virkelig i et samfund, hvor kvinderne ikke kan finde forbilleder at spejle sig i, og er det med dette ønske, at de tænder for P1 Debat – og i så høj grad at det må indgå i redaktionelle vurderinger?

Jeg vil nu ikke tale på kvinders vegne. For mig er det centrale at understrege, at der ikke hører en pligt til bestemte politiske holdninger med til at være journalist. Og ingen kan påstå, at revolutioner er upolitiske. Specifikt er jeg imod denne revolution, fordi jeg har regnet ud, hvad den logisk set ender med, og det bliver næppe med en bedre verden, i hvert fald ikke for os alle.

Revolutionen ender i et excel-ark, hvoraf det fremgår, hvilke medier eller journalister har flest kvindelige kilder. Har branchen kritikløst accepteret, at flere kvinder er lig med bedre journalistik, er resultatet en automatisk faglig fordømmelse af de journalister og medier, der ligger i bunden af den liste – hvilket nogle af dem uundgåeligt vil gøre. Jeg siger ikke, det dystopiske scenario er ønsket hos Rasmus MP, hvis faglighed jeg i øvrigt respekterer. Jeg ser det dystopiske scenario som en logisk konklusion af hans tankegang og tankeeksperimenter, og jeg har ikke lyst til at tage chancen.

Med alt det væsentligste sagt må jeg påpege en bizar detalje i, at en mand siger, at mænd fylder for meget i debatten.

Er Rasmus MP, den gode journalist og fagforeningsmand, klar til at tage den logiske konsekvens af sin revolution, den dag hans arbejdsgiver udskifter ham med en sort lesbisk, begrundet i at mediebilledet mangler sådan en? Det kan begrundes i MP’s egne ord – nu har vi mænd trods alt haft det godt så længe, som han påpeger – og hvis det vitterlig er pressens rolle at skævvride for at gøre samfundet bedre, gælder det vel også på arbejdsgiverside.

Det er en anden grund til at være imod revolutioner; de ender ofte med at æde deres egne børn, selv de mest godhjertede. Måske især dem.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

2 kommentarer

  • Rasmus Mark Pedersen Reply

    9. december 2019 at

    Hej Okkels

    Dejligt at du har læst min kommentar, og at du forholder dig til den. Det er lidt ærgerligt, at du delvist misforstår min pointe.

    Jeg er ikke i min tekst erklæret fortaler for en revolution, der skal gå på kønsdiskrimination af mænd. Det er i værste fald en løgn og bedste fald en fejllæsning. Jeg bruger meget bevidst verbummet “kunne”, når jeg taler om en revolution. Det ord betyder, at man har forudsætningerne for eller muligheden for at gøre noget. Jeg skriver “man kunne vælge” og “man kunne gå endnu videre” – det er altså hypoteser, og til sidst afslutter jeg med at kalde det “rabiat” og “et tankeeksperiment”.

    Mit ærinde er at åbne læserens tanker, for hvordan verden ville se ud, hvis to tredjedele af alle kilder ikke er mænd. Men ikke at rulle en revolution gennem de danske redaktioner. Ja, jeg taler positivt om et samfund, hvor alle grupper er repræsenteret i medierne, men det er bestemt ikke det samme som, at jeg går ind for, at det er det vigtigste kriterium for at udvælge kilder. Jeg mener, noget skal gøres, og at medierne har en del af ansvaret, men at sætte mig i spidsen for en revolution er en fejlslutning.

    Du bliver også ved med at kalde det min mission, som om jeg stod alene med redigeringen af vores programmer. Her får jeg måske ikke nævnt tydeligt nok, at ledelsen i DR bevidst prioriterede at få flere kvinder i P1 Debat. Og det er så i den forbindelse, jeg har gjort mig mine observationer om, hvad kvinderne svarede, når jeg bad dem om at komme i radioen.

    Bid mærke i: Jeg har aldrig en eneste gang i min journalistik brugt en kilde, der ikke var fuldt ud kvalificeret. Du går bare ud fra, at jeg vil bruge ikke-kvalificerede kilder, hvilket desværre er helt galt afmarchet. Sandheden er, at der typisk er rigtigt mange, der er kvalificerede, og det er i denne situation, hvor man som journalist kan tillade sig at bruge andre kriterier end dem, vi bruger i dag: “Den der er hurtigst at få fat på”, “Den mest brugte” og “Den der altid siger ja”. Jeg gad godt høre, hvorfor de kriterier er bedre end at sikre repræsentation af hele vores samfund.

    Du sætter også et helt fejlagtigt lighedstegn mellem god journalistik og god repræsentation. Jeg mener ikke, journalistikken bliver bedre eller dårligere af en bedre repræsentation. Men jeg mener, at samfundet bliver bedre, og at journalistikken bliver mere salgbar, fordi den appellerer til en større del af samfundet. Og det er af de to grunde, vi skal interessere os for, hvem vores kilder er.

    Jeg tror, vores egentlige uenighed ligger i, om journalistik skal være med til at påvirke samfundet eller ej. Det er en klassisk konflikt i vores fag, der springer ud af to forskellige skoler. Den objektive og den aktivistiske. Og her har jeg rykket mig de sidste fem år. For hvis ikke journalistik skal forbedre vores samfund, hvad er så pointen med journalistik? Men jeg forstå godt, at det er en hårfin grænse for, hvornår samfundet er ændret til det bedre, eller blot ændret i en bestemt politisk retning.

    Og her er jeg i tvivl, om vi har uenighed nummer to. For jeg mener jo, at medierne er en del af demokratiet i vores samfund og derfor også skal bidrage til demokratiseringen. Det sker blandt andet ved at lade alle danskere komme til orde, og ikke kun bestemte typer. Og det betyder alt andet lige flere kvindelige kilder. Det er for mig en objektiv forbedring af samfundet.

    Men du skriver om kvinders deltagelse i samfundsdebatten: “I grunden er forholdet nok det banale, at de generelt ikke gider så meget som os andre.” Her afviser du totalt det strukturelle problem vi har i vores samfund, at det er mere krævende for kvinder at have holdninger end mænd. Og det bekymrer mig meget.

    For så lægger du dig på linje med de mange mandchauvister, der mener, det er fint at kvinder ikke bliver hørt i lige så høj grad, og ikke anerkender de dokumenterede problemer, som kvinder har, når de deltager i samfundsdebatten. Og så er dine fine journalistiske principper bare et skalkeskjul for at bevare status quo.

    Sidst spørger du, om jeg også er klar til at tage min egen medicin. Det kan jeg bevise, at jeg er. Da det var på tale, at jeg skulle have et andet job, så jeg ikke længere kunne være vikarvært på P1 Debat, så foreslog jeg kun kvinder som min afløser.

    Bedste hilsner,
    Rasmus MP

  • Morten Okkels Reply

    10. december 2019 at

    Hey Rasmus MP! Cool, du ville læse med, tak for kommentaren. Jeg har lige et par nedslag til dine punkter, her med dine linjer i citationstegn. Initialer må lige kompensere for, at vi åbenbart har et problem med linjeskift, vi lige skal have set på.

    MP: ”Jeg er ikke i min tekst erklæret fortaler for en revolution, der skal gå på kønsdiskrimination af mænd. Det er i værste fald en løgn og bedste fald en fejllæsning.”

    MOK: Jeg har skrevet på baggrund af din mellemrubrik, der hedder ”Vi kunne starte en revolution”. I det afsnit fremgår, at medierne ”skal gå forrest i kampen for ligestilling”. At man aktivt kunne vælge kvindelige kilder frem for mænd, hvilket ville være kønsdiskrimination. Jeg anerkender forskellen på ”kunne” og ”burde”. Men når du skriver ”kunne”, og derpå udtrykker din tro på, at det omtalte kunne medføre et bedre, rigere samfund – så synes jeg, der er belæg for at læse ordet som stående i ønskemåde. Men siden kernebudskabet handlede om pressens rolle i samfundet frem for hypotetiske revolutioner, burde jeg nok alligevel have nedtonet sidstnævnte element. Nu videre i teksten, nærmere ind i sagen:

    MP: ”Bid mærke i: Jeg har aldrig en eneste gang i min journalistik brugt en kilde, der ikke var fuldt ud kvalificeret. Du går bare ud fra, at jeg vil bruge ikke-kvalificerede kilder, hvilket desværre er helt galt afmarchet.”

    MOK: Det ville ganske rigtigt være galt, hvis jeg havde sagt det. Heldigvis har jeg aldrig sagt det.

    MP: ”Ja, jeg taler positivt om et samfund, hvor alle grupper er repræsenteret i medierne, men det er bestemt ikke det samme som, at jeg går ind for, at det er det vigtigste kriterium for at udvælge kilder.”

    MOK: Det har jeg da heller ikke sagt, at du gør?

    MP: ”Du bliver også ved med at kalde det min mission, som om jeg stod alene med redigeringen af vores programmer.”

    MOK: Ja, siden det var dit indlæg som privatperson, ville jeg ikke blande din arbejdsgiver unødigt ind i diskussionen (ud over det yderst fiktive scenario til sidst).

    MP: ”Jeg mener ikke, journalistikken bliver bedre eller dårligere af en bedre repræsentation.”

    MOK: Det glæder mig! Men det mener jeg, at du giver udtryk for. Nu er vi for alvor i sagens kerne:
    Har vi først defineret noget som mediernes ansvar, har vi også defineret den gode journalistik som noget, der lever op dertil. Når f.eks. de presseetiske regler siger, at medierne skal være varsomme med omtaler af selvmord, medfører det logisk, at den gode journalist opfører sig derefter, når han har med selvmord at gøre. På samme måde vil det være, hvis vi (formelt eller uformelt) vedtager, at ”journalistik skal forbedre vores samfund”, hvad end denne subjektive holdning går på køn eller klimaløsninger eller whatever. Så bliver den gode journalistik og den gode journalist naturligt set som hvad end driver den ønskede politiske udvikling fremad. Så er hele faget spændt for en bestemt politisk vogn på vej i en bestemt retning.

    MP: ”Men du skriver om kvinders deltagelse i samfundsdebatten: “I grunden er forholdet nok det banale, at de generelt ikke gider så meget som os andre.””

    MOK: Nej! Jeg skrev dette om kvindernes deltagelse til fodboldkampe og heavykoncerter. Det gjorde jeg med det formål at illustrere den metodiske pointe, at det er en logisk fejlslutning, at fravær af kvinder nødvendigvis er lig med undertrykkelse af kvinder.

    MP: ”Da det var på tale, at jeg skulle have et andet job, så jeg ikke længere kunne være vikarvært på P1 Debat, så foreslog jeg kun kvinder som min afløser.”

    MOK: Så vil jeg da gerne anerkende din konsekvente tilgang! Mvh

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password