fbpx

DF opfordrer til opgør med dagpenge i EU

Dansk Folkeparti mener, at regeringen må tage til Bruxelles og kræve, at dagpenge kan indekseres efter købekraft. Man skal ikke kunne leve som konger i Østeuropa for danske dagpenge, siger DF’s Bent Bøgsted.

Af Thomas Funch, tbf@indblik.net

Hvis en dagpengemodtager drager ud i EU for at søge lykken, kan vedkommende tage af sted med helt op til 18.866 kroner. Den højeste dagpengesats i 2019.

I de fleste EU-lande kan man få meget mere for pengene, end man kan i Danmark. Det fremgår af en udregning, som Dansk Folkeparti har fået lavet i Beskæftigelsesministeriet. Udregningen viser, at Danmark har de højeste leveomkostninger blandt alle 28 EU-lande.

Gennemsnittet for EU-landene ligger en fjerdedel under det danske niveau, og en dagpengemodtager med højeste sats ville med en indeksering derfor kun have 13.680,93 kroner med ud. I Bulgarien ville man kunne nøjes med en sats på 6.922,55 kroner i de tre måneder, man i dag kan medtage sine danske dagpenge.

Derfor vil Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, med et beslutningsforslag tvinge regeringen til at ændre reglerne, så dagpengemodtagere ikke tager afsted med flere penge, end de har behov for.

”Det er urimeligt, at man kan komme til Danmark og på kort tid optjene retten til dagpenge og så rejse hjem igen med en fantastisk løn. De fleste lande har lavere leveomkostninger, og kommer man afsted med danske dagpenge, så er man ikke interesseret i at få et arbejde. Det skal ikke være muligt at udnytte systemet på den måde, at man kan komme op til Danmark og arbejde i en kort periode og så tage hjem og leve som konger,” siger Bent Bøgsted.

EU-regler kan blokere
Hvis en sæsonarbejder fra Polen rejser til Danmark, kan vedkommende på nuværende tidspunkt optjene retten til danske dagpenge efter en måneds arbejde, men det har tidligere været foreslået i Europa-Parlamentet, at den periode skal forkortes til en enkelt dag.

Skulle Dansk Folkeparti få sit forslag vedtaget, kan regeringen få problemer med EU. Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forsøgte i 2018 at få børnechecken indekseret, men det var forgæves. Det skræmmer dog ikke Bent Bøgsted.

”Jeg er lidt ligeglad med EU-reglerne. EU skal ikke blande sig i det danske arbejdsmarked. Derfor mener jeg også, at regeringen skal gå ned i EU og prøve at få det igennem, hvis der er flertal for forslaget,” siger Bent Bøgsted.

S vil have indekseret velfærdsydelserne
Både Socialdemokratiets nuværende beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, og statsminister Mette Frederiksen har været ude at tale varmt om indeksering af velfærdsydelserne. I Altinget sagde Peter Hummelgaard i maj 2018, at en socialdemokratisk ledet regering vil arbejde videre med at se på, hvilke muligheder der ligger i forhold til at indeksere børneydelsen.

Mette Frederiksen har i 2015 på Socialdemokratiets egen hjemmeside skrevet, at partiet opfordrede den dengang Venstre-ledede regering til at ”gøre det til en topprioritet for Danmark at indeksere vores børnecheck og vores velfærdsydelser”.

Det har ikke været muligt at finde nogle beregninger på, hvor meget den danske stat vil få i kassen, hvis Dansk Folkeparti får opbakning til sit forslag. Pengene er dog heller ikke det vigtigste for Dansk Folkeparti:

”For mig er det et spørgsmål om, at man ikke skal kunne udnytte velfærdssystemet,” siger Bent Bøgsted.

Se mere om forslaget om indeksering af dagpenge på Folketingets hjemmeside.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password