fbpx

Nye Borgerliges årsmøde var i strid med egne vedtægter

Efter Nye Borgerlige imod egne regler ikke fik valgt interne revisorer i lørdags, vil ledelsen få de delegeredes accept pr. mail. Skrækkelig historie, siger professor.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Nye Borgerlige forsømte sine vedtægter, da partiet holdt årsmøde i Vejle i lørdags. Det erkender organisatorisk næstformand Jesper Hammer, efter Indblik.net har gjort opmærksom på problemet.

Sagen handler om partiets interne revision, som ifølge reglerne er medlemsvalgt en gang om året.

”Desværre har vi ikke været tilstrækkelig opmærksomme på, at det indgik i vedtægterne, at vores to interne revisorer skulle vælges på årsmødet, og der anerkender vi naturligvis, at det var en fejl,” siger Jesper Hammer.

”Vi har sendt en indkaldelse ud, der henviser til vedtægterne, og dem skal dirigenten og jeg selvfølgelig være opmærksomme på, når vi sidder på podiet, det er klart. Jeg ved ikke, om det stod i vores køreplan på dagen, men der er sket en forglemmelse midt i travlheden, som jeg tager på min kappe,” siger næstformanden.

Professor emeritus, ekspert i foreningsret Ole Hasselbalch undrer sig over, at sådan en fejl kan ske for et folketingsparti.

”Det var da en skrækkelig historie, når der står tydeligt i vedtægterne, hvad der skal foregå,” siger Ole Hasselbalch.

Professoren understreger, at Nye Borgerlige formelt er nødt til at rette op på problemet. Det gælder også, selvom ingen i partiet aktivt har efterspurgt et nyt valg til de to revisorposter.

”Den helt regulære løsning ville selvfølgelig være at indkalde til en ny generalforsamling. Men måske en mulighed i første omgang kunne være at skrive til samtlige delegerede om de revisorer, som man ønsker valgt, og se, om nogen gør indsigelse til det,” siger Ole Hasselbalch.

Nye Borgerlige tager kritikken til efterretning. Partiet har allerede diskuteret sagen og vil gå efter løsningen med at vælge intern revision på efterbevilling, oplyser Jesper Hammer:

”Vi har jo ikke så meget lyst til at indkalde folk til nyt årsmøde bare for at vælge de to interne revisorer. Vi har tænkt os at skrive til de delegerede på mail og foreslå to navne, givetvis de samme personer, som har været interne revisorer i det sidste regnskabsår, og uden indsigelser inden for en vis frist vil vi så sige, at medlemmerne har godkendt det. Der plejer ikke at være slåskamp om de poster.”

Indblik.net | Nye Borgerliges årsmøde var i strid med egne vedtægter
Her bliver den nye hovedbestyrelse hyldet på Nye Borgerliges årsmøde i DGI Huset, Vejle. Foto: Morten Okkels.

Sagen med revisorerne var ikke den første kritik af, hvordan Nye Borgerliges årsmøde blev afviklet. Allerede lørdag kritiserede nogle af partiets egne medlemmer, at der blev afholdt skriftlig afstemning uden anonymitet. Her var det muligt at følge med i andre deltageres stemmer, fordi man skulle aflevere grønne eller røde kort for at stemme henholdsvis ja eller nej.

”Det er rigtigt, og det er også en fejl, vi retter op på. Her skulle vi selvfølgelig have haft nogle neutrale stemmesedler, man kunne skrive ja eller nej på, men vi havde ikke regnet med på forhånd, at nogen ville begære skriftlig afstemning,” siger Jesper Hammer og tilføjer, at Nye Borgerlige nu generelt strammer op på procedurerne.

”Vi bliver klogere af vores fejl og sørger for at udbedre dem, så godt som vi kan. Det vil lykkes bedre næste gang,” siger næstformanden til Indblik.net.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password